Latter er en måde at udtrykke følelser på, især glæde. Vi kender alle til det gode ved at have et godt grin over noget, der er oprigtigt morsomt. For denne forfatter er f.eks. episoder af “I Love Lucy” stadig en kilde til stor morskab og latter for mig. Latter hjælper en person med at overvinde livets byrder og få et bedre velbefindende.
Men som vi også godt ved, kan latter også have andre betydninger: For eksempel kan latter også have andre betydninger, f.eks. at “grine af” nogen eller noget betyder latterliggørelse og hån. “At have det sidste grin” udtrykker en slags retfærdiggørelse. “At grine i ærmet” er udtryk for en hemmelig morskab eller glæde over en anden persons ubehag. Noget anses for at være “latterligt”, hvis det er utroligt eller anses for umuligt. Desværre har latter også en negativ dimension.
Den hellige skrift, især i Det Gamle Testamente, giver opmærksomhed til latter. Latteren anerkendes som en del af livet: “Der er en tid til at græde og en tid til at grine” (Prædikeren 3:4).
Sværre fokuserer Bibelen generelt på den negative side af latteren, måske som en advarsel til hver enkelt af os om vores menneskelige svaghed og modtagelighed for synd. For eksempel griner Abraham (1. Mosebog 17:17) og Sara (1. Mosebog 18:12-15) i vantro, da Gud fortæller dem, at han vil opfylde pagtens løfte, og at de vil få en søn på trods af deres høje alderdom.
Flere gange griner folk af andre i latterliggørelse: Filisterne griner af den blinde Sampson (Dommerne 16:25); mennesker griner af Jobs trængsler (Job 30:1); Israels fjender griner af Jerusalems fald (Klagesangene 1:7); og den onde Nikanor griner af præsterne og de ældste (1 Makkabæerbog 7:34). I evangeliet, da Vorherre erklærer, at Jairus’ datter ikke er død, men sover, “grinede de af ham”; derefter udførte Vorherre det mirakel, der vækkede hende til live (Lukas 8:53).
Den hemmelighedsfulde latter på andres bekostning fordømmes også: “De ugudeliges samtale er stødende, deres latter er en ufrivillig skyld” (Sirak 27:13). I det hele taget forbindes latteren ofte med “tåben”, den mand, der ikke opfører sig i overensstemmelse med Guds sandhed og retfærdighed: “En tåbe hæver sin stemme i latter, men en klog mand smiler højst blidt” (Sirak 21:20).
Der er en anden dimension af latteren: I salmerne nævnes Guds latter, men i retfærdig forstand, hvilket indikerer hans overlegenhed i forhold til de onde, der ville tro, at de var lige så mægtige som Gud selv: “Han, der troner i himlen, ler” af de konger og fyrster, der “sammensværger sig mod Herren og hans salvede” (Salme 2,1-4); “Men Herren ler, for han ser, at hans dag kommer” (Salme 37,13); og “Du, Herre, ler af dem, du håner alle de onde folkeslag” (Salme 59,9). Her brugte salmisten latteren til at afspejle Guds almagt og retfærdighed over for ondskab.
Den samme retfærdige følelse af latter afspejles i de troendes liv, når de står over for onde gerningsmænd. I Det Gamle Testamente latterliggjorde Elias de falske guder på Karmel (1. Kongebog 18:27), og martyrerne fra Makkabæerne brugte sarkasme og latterliggørelse over for den onde hedenske konge (II Makkabæerne 7). I saligprisningerne, som er optegnet i Lukasevangeliet, lærte Jesus: “Salige er I, som græder; I skal grine” (Luk 6:21) og “Ve jer, som nu griner; I skal græde i jeres sorg” (Luk 6:25); her lovede Vorherre de retfærdige glædes latter og fryd og sorg til dem, som griner i negativ forstand.
Gjorde Jesus, i betragtning af denne forståelse, grin? Intet sted i Det Nye Testamente finder vi et specifikt citat om, at Jesus grinede. Selvfølgelig finder vi ingen steder i Det Nye Testamente et specifikt citat af nogen, der griner, altså i den positive betydning af latter. Ikke desto mindre må vores Herre have grinet. Han må have grinet sammen med vor Hellige Moder og Sankt Josef over en humoristisk historie eller situation, eller mens han spillede et spil. Han må have grinet med sine apostle og andre, mens han nød deres selskab: Selv i evangeliet bliver han af sine fjender bagtalt af sine fjender “for at være en frådser og en drukkenbolt” (Mattæus 11,19), hvilket tyder på, at Vorherre må have delt nogle gode stunder, om end på en dydig måde. At tro, at vor Herre aldrig grinede eller manglede humoristisk sans, ville være i modstrid med hans fuldkomne menneskelige natur, som er ligesom os i alle ting undtagen i synd.
De store helgener, som i deres liv afspejlede Herrens liv, kendte værdien af latter og god humor. Kun de, der er tilbøjelige til en pessimistisk åndelighed, ville fordømme latteren. Den hellige Teresa af Avila, en af vor Kirkes store mystikere, kiggede engang rundt i kapellet og så alle de alvorligt udseende søstre; hun udbrød: “Herre, frels mig fra disse surmulende helgener!” Den hellige Teresa var også i stand til at grine af livet og sig selv: Engang kommenterede hun klosterlivet: “Erfaringen har lært mig, hvordan et hus fyldt med kvinder er.”
Andre helgener kendte også værdien af latter og glæde: Ignatius af Loyola lærte: “Grin og bliv stærk”. Johannes Bosco sagde: “Jeg ønsker ingen helgener med lange ansigter”. Francis de Sales sagde: “En trist helgen er en kedelig helgen.” Thomas af Aquinas lærte: “Lykken er menneskets naturlige liv.” Hvad ville have inspireret disse helgener til at komme med sådanne udtalelser, hvis ikke meditationen over Vorherres liv? Ikke for at tage det store eksempel fra den hellige Anthony Claret væk, men glædelig kærlighed til Herren og velplaceret latter har gjort flere konvertitter end hårde bodshandlinger og sure ansigter. Ærkebiskop Fulton Sheen opsummerede det godt: “Det eneste tidspunkt, hvor latteren er ondskabsfuld, er, når den vendes mod Ham, der gav den.”