Da jeg var barn, elskede jeg at løbe langrend, men jeg måtte holde op i syvende klasse på grund af mine store bryster. Smerten – og desværre også forlegenheden – fjernede min glæde ved at løbe helt og holdent.
Men da jeg blev ældre, var det ikke kun det at gå glip af ting som løb, der fik mig til at blive frustreret over mine 32H-bryster. Jeg oplevede ryg- og nakkesmerter, som jeg oprindeligt troede skyldtes, at jeg sov forkert eller løftede vægte. Men senere, efter at have læst en artikel om en kvinde, der havde fået foretaget en brystreduktion, indså jeg, at mine smerter kunne skyldes mine bryster.
Det var som om en pære gik af! Jeg besluttede mig for at gå til en plastikkirurg, og hun bekræftede, at mine rygsmerter var relateret til mit bryst. Hun sagde til mig: “Du har tæt brystvæv, og dit bryst er meget stort i forhold til din lille skikkelse.”
Jeg vidste straks, at jeg ville have en reduktion. Jeg besluttede fra starten at være meget åben om det og fortalte det straks til min familie i Australien og mine venner. De fleste kommenterede, at de ikke syntes, at jeg så storbrystet ud. Jeg tror, det skyldtes, at jeg gik med bh’er, der strammede mig så meget, at det gjorde ondt, og at jeg ikke gik med stramme eller lavt udskårne skjorter.
Både min mor og min mand var ikke overrasket over min beslutning, da de vidste, at min bryststørrelse havde generet mig i årevis. De, såvel som resten af min familie, var meget støttende. Min 12-årige søn, som jeg altid har været meget åben over for, sagde: “Det er din krop. Gør det, der virker for dig. Bare du er okay.”
For at være ærlig, var genoptræningen hårdere og længere, end jeg havde forventet. Jeg var 39 år, da jeg blev opereret, og jeg er ret sund og rask og veltrænet, så jeg troede, at jeg ville helbrede hurtigt og bare komme videre med tingene. Min eneste bekymring var for bedøvelsen. Efter operationen endte jeg med et par åbne sår langs snitlinjen, fordi stingene var sprunget igennem, hvilket åbenbart er ret normalt.
Hvorimod jeg ikke fik noget at vide om det på forhånd, så det var skræmmende for mig. Restriktionerne efter operationen var hårde. Jeg var nødt til at bevæge mig langsomt; jeg kunne ikke løfte noget eller køre bil. Og det tog mig en god måned, før jeg følte, at jeg kunne komme tilbage til mit normale liv. Midt i genoptræningen spekulerede jeg på, hvad jeg havde gjort . Men det var en kort periode, hvor jeg havde det dårligt – nu, efter flere måneder, føler jeg, at det var alle ulemperne værd.
Min kirurg gjorde et godt stykke arbejde. Jeg overlod det til hende at bestemme størrelsen, da hun havde foretaget så mange af disse operationer før. Jeg ville bare have, at brysterne skulle passe til min ramme. Jeg kan nu gå ind i en tøjbutik, og tingene vil passe. Jeg har ingen begrænsninger med hensyn til, hvilket tøj jeg kan købe.
For operationen ville jeg ikke købe skjorter med knapper, da de ville springe op eller gabte op. Jeg kunne heller ikke bære turtlenecks eller skjorter med høj hals, da mit bryst ville se endnu større ud, end det var. Jeg var nødt til at bruge mange penge på bh’er og badetoppe, da jeg skulle bestille dem fra særlige steder. Jeg kunne ikke bare gå ind i Target og købe en badedragt. Men nu kan jeg det. Det bedste af det hele er måske, at jeg endelig kan løbe igen. Jeg købte en lille sports-bh – jeg har ikke længere brug for en tingest, der er svær at tage på, og som gør ondt, når jeg har den på.
Det er også lettere at udføre hverdagens opgaver. Opvask plejede at give mig rygsmerter med al den vægt på forsiden af min krop. Nu har min ryg og nakke det 100 % bedre.
Jeg føler mig så meget mere sikker på mig selv efter operationen. Jeg var ikke klar over, hvor meget mine bryster påvirkede, hvordan jeg følte mig om min krop, og hvor meget de forstyrrede hverdagens ting, f.eks. indkøb, træning og husarbejde. Jeg indså, at mine bryster, som hang ned til min navle, fik mig til at se større ud, end jeg følte. Da jeg fik en reduktion, fik jeg også et løft. Så nu passer mine bryster ikke kun til min ramme, men er også frække! Jeg har nu fået et par folk til at sige: “Jeg var ikke klar over, hvor stor du var. Du ser så meget mindre ud nu. Jeg vidste ikke, at du havde en atletisk kropstype og så lille en ramme.”
Et par kvinder har fortalt mig, at de føler, at de gerne vil have en brystreduktion, men at de ikke ved, om det er pengene eller genoptræningstiden værd. Jeg taler min erfaring og fordelene igennem med dem, og jeg anbefaler, at man planlægger i forvejen. Jeg var nødt til at justere min arbejdsbyrde og mit hjemmeliv i en periode, men det var på tide at sætte mig selv først. Jeg føler mig sundere, stærkere og mere veltrænet. Jeg er meget glad!