Q: Jeg kan ikke lade være med at svare på dit blogindlæg om “en urt” vs. “en urt”. Ethvert ord, der starter med en vokal, har “an” foran sig. “Herb” starter ikke med en vokal, uanset hvordan ordet udtales. Ingen andre ord med stumme bogstaver bliver fremhævet med sådan noget vrøvl. En vokal er en vokal, og sådan er det. En urt er også en urt! Mange tak fordi du lyttede (håber jeg!).
A: Jeg er ked af at skuffe dig. Når man bruger en ubestemt artikel (dvs. “a” eller “an”) foran et ord, er det afgørende den LYD, som ordet begynder med, ikke bogstavet i alfabetet.
Kontroller enhver referencekilde, du vil, og du vil lære dette. Ordets stavemåde er irrelevant.
Hvis ordet begynder med en vokal LYD, er artiklen “en” (som i “et æble”, “en time”, “en ære”, “en ære”, “en urt”, “en paraply”).
Hvis ordet begynder med en konsonant Lyd, er artiklen “a” (som i “a hotel,” “a house,” “a utopia,” “a unit,” “a university,” “a use,” “a European,” “a one-time offer,” “a once-over”).
I amerikansk engelsk lyder “h” i “herb” ikke; det er tavst, så det indledes med “an”. På britisk engelsk er “h” i “herb” lydt, så det indledes med “a.”
Du siger: “Ingen andre ord med stumme bogstaver bliver fremhævet med sådan noget vrøvl.” Selvfølgelig gør de det! Alle ord, der begynder med et stumt “h”, indledes med “an”. Siger du, at du faktisk siger “en æresgrad fra et universitet”?
Det, jeg fortæller dig, er almindelig kendt. Tjek enhver ordbog eller brugsvejledning.
Jeg citerer The American Heritage Dictionary of the English Language (4th ed.): “Formen a bruges foran et ord, der begynder med en konsonantlyd, uanset stavemåden (a frog, a university). Formen an bruges foran et ord, der begynder med en vokallyd (en appelsin, en time).”
Og dette er fra The New Fowler’s Modern English Usage, redigeret af Robert H. Burchfield (som bruger “AmE” for amerikansk engelsk, “BrE” for britisk engelsk): “AmE herb, der udtales med stumt h, indledes altid med an, men det samme ord i BrE, der udtales med aspireret h, indledes med a.”
Jeg kan citere mange, mange flere autoriteter, hvis du stadig ikke er overbevist.
American Heritage har en interessant brugsanvisning om “h’et” i “herb” og lignende ord, som engelsk har lånt fra fransk. Jeg citerede den i det tidligere indlæg, men den fortjener at blive gentaget:
“Ordet herb, som kan udtales med eller uden (h), er et af en række ord, der er lånt til engelsk fra fransk. ‘h’-lyden var gået tabt i latin og blev ikke udtalt i fransk eller de andre romanske sprog, som nedstammer fra latin, selv om den blev bibeholdt i stavningen af nogle ord.
“I både old- og middelengelsk blev h dog generelt udtalt, som i de indfødte engelske ord happy og hot. Gennem påvirkning af stavemåden kom h’et altså til at blive udtalt i de fleste ord, der er lånt fra fransk, som f.eks. haste og hostel. I nogle få andre ord, der er lånt fra fransk, er h’et forblevet tavst, som i honor, honest, hour og arving. Og i en anden lille gruppe af franske låneord, herunder herb, humble, human og humor, udtales h’et måske eller måske ikke, afhængigt af den engelske dialekt.
“På britisk engelsk udtales herb og dets afledninger, såsom herbaceous, herbal, herbicide og herbivore, med h. På amerikansk engelsk udtales herb og herbal oftere uden h, mens det modsatte gælder for herbaceous, herbicide og herbivore, som oftere udtales med h.”
Hvis du undrer dig, så er den amerikanske “herb” uden h den oprindelige udtale på middelengelsk, hvor ordet normalt blev stavet “erbe”. Som Oxford English Dictionary bemærker, “the h was mute until the 19th cent., and is still so treated by many.”
Hjælp med at støtte Grammarphobia Blog med din donation.
Og tjek vores bøger om det engelske sprog.