Krydset mellem 23rd Avenue S og S Jackson Street har været et knudepunkt i Seattles centrale distrikt i mere end et århundrede og har været vidne til dramatiske forandringer i årenes løb. Byens elektriske sporvognssystem gjorde kvarteret attraktivt for beboere og små virksomheder i den første del af det 20. århundrede, men adgangen blev vanskeligere, efter at sporvognene blev lukket i 1941, og antallet af detailforretninger i kvarteret svandt ind som følge af borgerlige uroligheder i 1960’erne og økonomisk usikkerhed i 1970’erne. I 1980 begyndte man at bygge Promenade 23 på hjørnet af 23rd og Jackson, et multianvendeligt butikskompleks, der skulle give nyt liv til området. Mere end 30 år senere betalte Paul Allens Vulcan Real Estate 30,9 millioner dollars for Promenade 23-grunden og andre nærliggende grunde, og i 2017 opgraderede byrådet kvarteret og banede dermed vejen for opførelsen af højhuse ved det berømte kryds 23rd og Jackson.
Et travlt kryds
Området ved 23rd Avenue S og S Jackson Street har længe været en magnet for shoppere, pendlere og beboere. Lejlighedsjægere i marts 1906 kunne have lejet en “moderne lejlighed med fem værelser” og betale en månedlig husleje på mellem 8 og 10 dollars, og pendling blev gjort let med “adgang til tre billinjer”. Mere velhavende lejere, der havde brug for mere plads, kunne forsøge sig med et “moderne otte-værelses hus i god stand” nær 23rd og Jackson for 18 dollars om måneden (Seattle Daily Times’ rubrikannoncer).
I 1934 observerede The Times’ spalte “Strolling Around the Town”, at “(r)aces of all description banding together on upper Jackson Street to set off fireworks” for the Fourth of July holiday. Kvarteret havde en betydelig demografisk repræsentation af sefardiske og andre jødiske samfund samt afroamerikanske og japanske familier. I den samme klumme omtales “folk, der mumler under deres åndedræt og venter på, at universitetsbroen skal gå ned”. Nogle oplevelser i Seattle er stedsegrønne.
Seattle City of Seattles sporvognstjeneste gjorde området omkring 23rd og Jackson til et attraktivt sted for små virksomheder. I 1890 åbnede George Henry Bartell Lake Washington Pharmacy, senere kendt som Bartell Drug-kæden, på adressen 2611 S Jackson. I 1913 kunne passagerer købe seks sporvognsbilletter for 25 cent fra Smith Pharmacy på 23rd og Jackson, inden de gik om bord på rute 8 eller 10. Andre forretninger omfattede Anderson’s Grocery Store (1901), Star Grocery Company (1910), en Mrs. O. McCoskrie’s unavngivne cafe (“A Lunch and Meal LIKE YOUR MOTHER USED TO SERVE YOU … Pork and Beans one of My Specialties”) i 1912; og Myers’ Barber Shop (1914).
Knapp’s Electric Bakery opererede på 23rd og Jackson i 1920. Denne butik tog godt imod sorte kunder, da den reklamerede i Cayton’s Weekly, en af de publikationer, der blev grundlagt af den afroamerikanske forretningsmand Horace R. Cayton, som startede avisen The Seattle Republican i 1894.
Optegnelser i Polk’s Seattle Directory fra 1922 antyder den sociale og økonomiske mangfoldighed i de nærliggende kvarterer. Medlemmer af First African German Methodist Episcopal Church mødtes på 14 Howe Street, og Sojourner Truth Club mødtes på 1422 23rd Avenue S. Købmænd i gåafstand fra krydset var bl.a. Azose & Nahon, 2400 S Jackson; Vito Fiori (801 23rd S); Harry Legg på 1201 S Jackson; Mt. Baker Grocery, 2415 S Jackson; og S. R. Sugawara, 700 S Jackson. Frisørerne L. E. Everett (1218 S Jackson) og Isaac Siegel (2216 S Jackson), J. E. Burnett’s skoreparation i 2216 S Jackson og Edward Morrison’s Shoe Shining Parlor i 2302 S Jackson sørgede for, at beboerne i området var i topform.
Da ejeren af et succesfuldt værksted på 23rd og Jackson blev “kaldt væk” i 1920, blev forretningen – “værksted, tankstation, vulkaniseringsmaskine, alt nødvendigt værktøj … mere arbejde end man kan klare” – udbudt til bytte, ikke til salg, i en annonce i Seattle Daily Times. Handelsbetingelserne: “Bil eller fast ejendom, udenfor arealer foretrækkes. Ring til Beacon 24.”
Med forretningen fulgte lejlighedsvis kriminalitet. Ved et indbrud om aftenen den 4. marts 1901 kom en “lusket tyv” ind i Anderson’s Grocery og “frarøvede kassen 60 dollars i guld og sølv”. Kriminalbetjent Barbee og patruljevagt Griffith arresterede to mænd, den ene på 19 år, den anden på 21 år, tidligt næste morgen. Hemmeligt whiskysalg på Smith Pharmacy resulterede i, at indehaveren W. M. Woodburn og en kunde, C. Townsend, blev anholdt søndag aften i maj 1916. Som Seattle Star rapporterede, “påstod en betjent på patrulje at have set apotekeren sælge whisky til Townsend”, arresterede dem begge og tog dem med i fængsel.
Trods tilstedeværelsen af trafiklys var 23rd og Jackson stedet for bilulykker og arrestationer. En George Rowland fik en anklage for hensynsløs kørsel, da han kørte “over 20 miles i timen over et kryds og kørte uden tændte lygter”, inden han kolliderede med en anden bil i december 1926. Den tiårige Martin Selig, der blev en fremtrædende ejendomsudvikler i Seattle, var heldigvis kun at få blå mærker, da han blev ramt af en bil i samme vejkryds den 19. september 1946.
Seattles elektriske sporvognssystem ophørte med at køre i 1941. I en artikel i Seattle Daily Times fra 1964, “Seattle Transit: It was a Long Run from Horse-drawn Cars to Diesels” skrev forfatteren Bob Karolevitz: “Åbningen af Lake Washington Floating Bridge den 2. juli 1940 fremskyndede også nedlæggelsen af Yesler Way-kabelbanen. Det var ikke længere nødvendigt at møde Yesler Ferry; klokken 1 om morgenen lørdag den 1. august klokkede den sidste svævebane til standsning.”
Uro og fornyelse
I de efterfølgende årtier svandt antallet af detailforretninger omkring 23rd og Jackson ind i perioder med borgerlige uroligheder i 1960’erne og økonomisk usikkerhed i 1970’erne. Sociologen Richard L. Morrills undersøgelse af Central District fra 1960 observerede et “topografisk skift” af velhavende hvide beboere mod ejendomme med udsigt over søer og bjerge beliggende på højdedrag (Morrill, 359).
I sommeren 1965 oprettede Central Area Committee on Civil Rights Freedom Patrol for afroamerikanske borgere, der var bekymrede over forholdet mellem lokalsamfundet og politiet. Blandt lederne var pastor Dr. John H. Adams; Randolph Carter; og John Cornethan, næstformand for Seattle-afdelingen af Congress on Racial Equality (CORE). Freedom Patrol blev dannet efter drabet den 20. juni 1965 på en sort mand af en politibetjent uden for tjenesten.
Efter uddannelse (“Vores strid er ikke med de enkelte politifolk, men med uretfærdigheden”, sagde Dr. Adams) bar de frivillige i Freedom Patrol identifikationsmærker og foretog borgerobservationer af politiets aktiviteter til fods og i bil og søgte offentlig støtte til et polititilsynsudvalg. De observerede politiet i Seattle, der patruljerede i fire områder i East Madison og “‘upper and lower Jackson Street areas”. Cornethan instruerede Freedom Patrol-medlemmerne om at “udvise høflighed og god vilje, yde hjælp til sårede, være værdige og pænt klædt, besvare spørgsmål, men ikke indgå i diskussioner og undgå fjendtlige holdninger over for politiet” (“Freedom Patrols Begin …”).
I en artikel i september 1965 i The Seattle Times om Central District police beat og “forholdet mellem politibetjente og negere” hed det: “Menneskeligt affald, lige fra prostituerede til vanedannede drukkenbolte, både hvide og negre, er lige så ulækkert for den neger, der passer sit eget arbejde, som for manden i politiuniform. Den slags mennesker tilsmudser et kvarter fyldt med gode restauranter, fascinerende butikker, hårdtarbejdende handlende og familier, der søger sjov og afslapning. De er ikke velkomne” (“Central Area Gets Bum Rap”).
I december 1968 blev Seattle den første by i landet til at få sin Comprehensive Development Plan godkendt til Model Cities-programmet, og i juni 1969 var 35 byplaner godkendt (Frieden og Kaplan 1975, 260-264). Det gik dog langsomt med forbedringer af de offentlige sanitære forhold og sikre boliger til overkommelige priser i Central District. I 1976 ejede byen Seattle “de fleste af de tomme grunde i Central og Southcentral Areas”, ifølge Seattle Times. Som en del af Port Homes-projektet, der blev påbegyndt i september 1975, flyttede byen og Seattle Housing Authority ledige huse til nogle af de ledige grunde. Disse huse blev købt i “støjbelastede” områder nær Seattle-Tacoma International Airport og flyttet til det centrale distrikt for at skabe boliger. Men husene, der var bygget i henhold til ældre byggeforskrifter, kunne ikke bebos, før overtrædelserne af forskrifterne var blevet korrigeret. I november 1976 var kun to huse blevet udlejet til lejere.
I 1998 annoncerede Safeco Insurance, der er baseret i Seattle, planer om at investere i erhvervsudvikling på 2302 S Jackson Street med det nye Jackson Street Center, hvor virksomheden skulle uddanne og udvikle den lokale arbejdsstyrke og betjene kunder i kvarteret. I mellemtiden fortsatte 23rd og Jackson med at afspejle byens større liv. Den 16. november 2007 gjorde Youth March for Books Not Bombs, en protestmarch mod krigen, hjørnet til et af punkterne på sin rute.
Løfterne i Promenade 23
I 1977 foreslog den afroamerikanske forretningsejer og projektudvikler James “Jimmie” Sumler med hjælp fra byens Department of Community Development Promenade 23, et indkøbscenter med flere anvendelsesmuligheder, der strakte sig over fire blokke. Projektet omfattede oprindeligt planer om et lejlighedstårn med 120 boliger ud over detailhandel. Flere år tidligere havde Sumlers familie ejet og drevet en café på Promenade 23-området, inden byen købte grunden med henblik på byfornyelse. Fra 1938 til 1966 lå Thrifty 10-Cent Store, et varehus ejet af familien Treiger, på dette hjørne. Grunden stod delvist tom i nogle år, og på det tidspunkt var der kun få detailforretninger på 23rd og Jackson. Beboerne måtte forlade området for at købe dagligvarer.
“Luther Carr, formand for Madison-Jackson Economic Development Council (den uundgåelige forkortelse er ‘Mad-Jac’) siger, at forretnings- og ejendomsaktiviteten i dag accelererer med den højeste hastighed i distriktets historie”, skrev Herb Robinson, der er klummeskribent i Seattle Times, i april 1977. Mad-Jac drøftede at omdøbe det centrale område til “Central City”, men det nye navn slog ikke an. Rådets “geografiske interesseområde omfatter – men er ikke nødvendigvis begrænset til – det område, der er afgrænset af Madison og Jackson Streets og 12th Avenue og Lake Washington” (“Central Area Gets Bum Rap”). I en tale til Economic Development Council of Puget Sound meddelte borgmester Charles Royer, at han havde til hensigt at søge 2 millioner dollars i føderale midler til Promenade 23. Rainier National Bank leverede privat finansiering til projektet.
Den 12. juni 1978 offentliggjorde Seattle City of Seattle en juridisk meddelelse om sin hensigt om at indgive en anmodning til Department of Housing and Urban Development om frigivelse af Urban Development Action Grant-midler til Promenade 23-projektet. I meddelelsen, der blev trykt i lokale aviser, beskrives projektet som “et shoppingkompleks i byen med en markedsplads, detailbutikker, kontorerhvervslokaler og lejligheder, der er orienteret omkring et fodgængermiljø. Disse er planlagt i forbindelse med restaurant, biograf og bankfaciliteter for at skabe en trefaset udvikling med en parklignende atmosfære”. Den 27. august 1979 godkendte byrådet brugen af et føderalt lån til Promenade 23, og lånemidlerne overgik til Sumler, der skulle bruge dem som projektudvikler.
Sumler, lederen af Promenade 23 Associates, “sagde, at tilbagevenden af velhavende hvide ville bidrage til at stabilisere samfundet, og at nogle sorte familier, der havde overvejet at flytte ud af Central Area, har ombestemt sig og besluttet at blive og sætte deres hjem i stand”, rapporterede The Times i september 1978 (“The Central Area: …”). Det var forventet, at projektet ville skabe permanente arbejdspladser og muligheder for entreprenører fra minoritetsgrupper. I august 1979 citerede Times lokale tilhængere af Promenade 23, som talte under en høring i byrådets udvalg. “Promenade 23 er en vigtig genoplivning af Central Area Business. Vi støtter det, vi ønsker det”, sagde Al Wilson, formand for Madison-Jackson Economic Development Council. “Vi har desperat brug for det indkøbscenter”, sagde Hilra Preston fra en organisation kaldet Rejected Community Council. “Vi har mange mennesker i området, som er meget lavtlønnede, og det er dyrt for dem at tage en taxa for at købe ind” (“Promenade 23 Plan Acclaimed”).
Arkitekten for projektets første fase var Robert Christiansen fra det Bellevue-baserede firma Careage Corporation. Byggeriet begyndte i 1980. Børnene i nabolaget legede frit på byggepladsen. Mærkeligt nok manglede byggepladsen afspærringer og andre sikkerheds- og sikringsforanstaltninger. Over for en journalist fra Seattle Times sagde pastor Richard Blair fra den nærliggende Bethany Church of Christ Holiness, at han fandt det mærkeligt, at en toetagers bygning med åbne vinduespartier manglede et hegn; selve byggepladsen var “en sikkerhedsrisiko.”
Promenade 23 åbnede i slutningen af 1980. Thriftway, den første købmand i det nye indkøbscenter, indrykkede en helsides annonce i The Times: “Vi er meget stolte af vores smukke nye butik – og vi inviterer dig til at komme ind og lære os at kende! Vi har designet Promenade 23 med dig i tankerne.”
I de efterfølgende årtier var krydset mellem 23rd og Jackson ofte et sted, hvor lokalsamfundet var engageret. For eksempel gjorde en “paint out” i august 1989, der blev støttet af byens indsats mod graffiti, parkeringspladsen ved Promenade 23 til et kontrolpunkt for frivillige og tre “Graffiti Buster”-lastbiler. I 1984 erklærede borgerrettighedsaktivisten pastor Jesse Jackson, at han havde til hensigt at stille op til præsidentvalget i USA; hans kampagnekontor i Seattle lejede sig ind i Promenade 23. Der blev afholdt festivaler og aktiviteter i lokalsamfundet på dele af parkeringspladsen.
Foruden købmandsbutikken og banken husede indkøbscentret sorte og minoritetsejede virksomheder i løbet af sin levetid: Chaz’s deli, en tøjbutik, en blomsterhandler, B. J.’s Beauty Supplies, Pacific Drug Store, Dill Pickle O’s Deli, den kristne boghandel Joy Unlimited og Lep’s Dry Cleaners. I 1984 samarbejdede King County Cooperative Extension med Washington State University Cooperative Extension om at tilbyde havebrugsklinikker under ledelse af Master Gardeners; Promenade 23 var vært for klinikken lørdag formiddag. Senere lejere omfattede en rekrutteringsstation for hæren, East African Imports and Restaurant, Frank’s Barber Shop og et cykelreparationsværksted.
En anden vækstspurt
Gentrificeringen i Central District tog form af demografiske forskydninger, nybyggeri og ændrede eksterne opfattelser af området. I en artikel fra 2001 i The Nation stod der om Starbucks-kaffebutikken på 23rd og Jackson: “bordene er en bikube af multikulturalisme”. Samme Starbucks var imidlertid genstand for en boykot, der blev ledet af People’s Coalition for Justice i protest mod to hvide politibetjentes nedskydning af en sort mand den 31. maj 2001. Selv om skyderiet ikke fandt sted på hjørnet af 23rd og Jackson, bad pastor og medlem af koalitionen, pastor Robert Jeffrey, samfundet om at boykotte Starbucks, indtil selskabet formelt støttede deres kampagne for borgerundersøgelsesudvalg og en afslutning på racistisk profilering. Støtten til boykotten var ikke universel blandt sorte borgerrettighedsledere eller medlemmer af lokalsamfundet, og butikken forblev åben.
I mellemtiden ændrede Seattles økonomiske og demografiske profil sig med væksten af teknologiske industrier, ledsaget af en øget efterspørgsel efter boliger. I februar 2016 betalte Paul Allens selskab Vulcan Real Estate 30,9 mio. dollars for Promenade 23-området samt andre jordstykker i nærheden. Efterhånden begyndte små virksomheder at forlade stedet. Vulcans nye udvikling ville blive et stort kompleks i flere etager med plads til detailhandel og andre anvendelser ud over 530 lejligheder. “Udvikleren har sagt, at en femtedel af lejlighederne vil være forbeholdt husstande med lavere indkomst,” rapporterede Seattle Times.
I juli 2017 stemte Seattle City Council for upzone, en zoneændring, der giver udviklere mulighed for at opføre høje bygninger i flere etager ved tre kryds i Central District: 23rd Avenue med E Union, E Cherry og S Jackson Streets. Flere blokke nær 23rd og Jackson oplevede nedrivning af enfamiliehuse fra begyndelsen til midten af det tyvende århundrede, hvoraf mange blev erstattet af rækkehuse, ejerlejligheder eller lejeboliger i flere etager.
I 2016 Only in Seattle Initiative, et tilskudsfinansieret projekt fra City of Seattle, blev der søgt input fra virksomheder, ejendomsejere og andre interessenter i Central District om endnu en saneringsindsats for forretningskvarteret mellem Jackson Street og Yesler Way og de omkringliggende områder. Selv om et af de erklærede mål var at fremme erhvervsinvesteringer, skabte forbedringer af den lokale infrastruktur vanskeligheder for små virksomheder. Byen investerede 43 millioner dollars i transport, en ny vandledning og vejforbedringer langs 23rd Avenue, men i 2016 omdirigerede omfattende vejanlæg trafikken og begrænsede adgangen til fortovet for nogle af de små virksomheder på og nær 23rd og Jackson. Byens kontor for økonomisk udvikling brugte føderale midler til at betale 25.000 dollars hver til flere virksomheder, der blev fordrevet af byggeriet: Flowers Just 4 U, Magic Dragon, 701 Coffee, frisørsalonen Earl’s Cuts and Styles, 99 Cent Plus-butikken og Midtown Coin Laundry. Som reaktion på negative tilbagemeldinger fra lokalsamfundet ændrede bystyret tidsplanen for byggeriet og genåbnede blokken af 23rd mellem Jackson og Yesler Way mere end en måned før den planlagte dato.