Antistofbehandling er en type terapi, der anvendes til behandling af visse typer kræft og immunsygdomme. Antistoffer er proteiner, der dannes naturligt af kroppen som reaktion på et fremmed stof, kendt som et antigen. Antistoffer kan også dyrkes uden for patientens krop og injiceres i den for at hjælpe immunsystemet med at bekæmpe sygdomme. Disse typer antistoffer kaldes typisk monoklonale antistoffer, fordi de er skabt til at ramme ét specifikt antigen. Herceptin og Avastin, to meget udbredte lægemidler til kræftbekæmpelse, er eksempler på monoklonale antistoffer.
I flere årtier og indtil for nylig blev der i vid udstrækning anvendt mus til fremstilling af monoklonale antistoffer (MAbs). Men behandlingerne var ikke så effektive, som lægerne havde håbet. Et af problemerne var, at patienterne reagerede på musenes antistoffer, som om de var et fremmed stof, og skabte et nyt sæt antistoffer mod musenes antistoffer. Lægerne har kaldt dette for “HAMA-reaktionen”, hvilket henviser til udviklingen af humane anti-mus-antistoffer (HAMA). HAMA-reaktionen er i bund og grund en allergisk reaktion på musens antistoffer, der kan variere fra en mild form, som f.eks. udslæt, til en mere ekstrem og livstruende reaktion, som f.eks. nyresvigt. HAMA kan også mindske behandlingens effektivitet eller skabe en fremtidig reaktion, hvis patienten får en efterfølgende behandling, der indeholder mus-antistoffer.
Det er blevet observeret, at et sted mellem en tredjedel og mere end halvdelen af de patienter, der får mus-antistoffer, vil udvikle en eller anden form for HAMA-reaktion. Endnu mere forbløffende er det, at mindst ti procent af den almindelige befolkning er blevet observeret at bære en eller anden form for animalsk afledte antistoffer, oftest fra mus, på grund af overvægten af medicinske midler fremstillet af dyreserum.
Monoklonale antistoffer kan genereres til menneskelig brug uden mus ved hjælp af in vitro-teknikker. MAbs fremstillet ved hjælp af disse metoder lider ikke under de ulemper, der er forbundet med HAMA-reaktionen. Dyrebeskyttelsesgrupper kæmpede i årevis for at stoppe produktionen af MAb’er i mus, fordi det forårsager intense lidelser for dyrene, der omfatter alvorlige mavesmerter, åndedrætsbesvær og død.
Det krævede et betydeligt, vedvarende pres fra dyrevelfærdsgrupper, anført af juridiske bestræbelser iværksat af American Anti-Vivisection Society, før dette ville ændre sig. I dag anerkendes og fremmes in vitro-metoder til fremstilling af MAb’er af National Institutes of Health og kræves af alle forskere, der modtager føderale midler, hvis deres arbejde omfatter fremstilling af MAb’er.
Eksistensen af HAMA kan komplicere laboratoriemålinger. HAMA-interferencer kan give falske positive eller negative immunoassay-resultater. HAMA-brobygningsinterferens giver kunstigt højere resultater, fordi HAMA’er binder sig til immobiliserede musekroppeantistoffer i stedet for substrat, sekundært mærkede antistoffer vil derefter binde sig til HAMA og producere et positivt signal, der fejlagtigt indikerer tilstedeværelsen af substrat. På denne måde danner HAMA en bro mellem immobiliserede antistoffer og mærkede sekundære antistoffer. I modsætning hertil giver HAMA, der blokerer interferens, intet signal om tilstedeværelse af substrat, når der er substrat til stede. HAMA’er fanger immobiliserede antistoffer fra musen. I det heterogene immunoassay vil separationstrinnet vaske det frie substrat, der ikke kan binde på grund af HAMA-blokering, væk; kun de immobiliserede musekroppeantistoffer og HAMA’erne forbliver i immunoassayet, når de mærkede sekundære antistoffer indgives. Da substratet ikke længere vil være i stand til at binde til de immobiliserede musenantistoffer på grund af HAMA-interferens, vil de mærkede sekundære antistoffer ikke give et signal for tilstedeværelsen af substratet.