Den korte betegnelse for opløsning i skærm- eller kameraoptagelser – et tal efterfulgt af p eller et tal efterfulgt af i – betyder p – det “progressive” digitale filmformat eller i – det “interlaced” digitale filmformat.
Tallet, der kommer før i eller p, betyder blot en af de to linjer af prikker, der udgør opløsningen – det er altid den lodrette eller sidelinje, der er angivet. Og det bliver 1080 prikker (pixels) præcis med 1080p.
Det, som dette kortfattede opløsningsformat ikke fortæller dig, er antallet af punkter i den vandrette linje af pixels. Det kan være et hvilket som helst antal.
1920 er den mest almindelige værdi for antallet af vandrette pixels i dag i 1080p-opløsninger – det er standardformatet “Full H.D.”, der findes i Blu-Ray-diske og nu også produceres til de fleste 1080p-tv-apparater i hjemmet. Denne opløsning er 1920 x 1080. Men det er ikke en definition af, hvad 1080p er, selv om 1080p kan være og er det. 1080p er også 1440 x 1080 pixels i progressiv digital filmdannelse.
Progressiv betyder, at hvert enkelt billede af den optagne film (hvert stillbillede, hvis det er i progressivt format) er et fuldt billede med det fulde antal pixels i opløsningen – dvs. 1920 x 1080-film viser hvert enkelt billede, der er opbygget forskelligt, separat med det antal pixels, og billederne går bare frem i rækkefølge, uden at der er noget, der udglatter dem, eller nogen pixels, der er skåret ud, så der bruges mindre hukommelse. En film kan optages i et hvilket som helst antal billeder pr. sekund – uanset hvilken værdi de optages i, redigeres biograffilm normalt til at blive frigivet i 24 billeder pr. sekund. Der er altså 24 billeder af fuld værdi med 1920 x 1080 pixels hvert sekund med denne 1080p-opløsning. Typiske billeder pr. sekund fra videokameraer til hjemmebrug er 30 fps og 60 fps til filmning af hurtige bevægelser.
Interlaced er det andet digitale filmformat. Ikke alle pixels bruges i hvert billede. En ramme er normalt opdelt i felter, et antal felter udgør en ramme. Normalt er der betydeligt færre billeder pr. sekund end ved det progressive format, men da hvert billede består af et antal felter, er der også tale om digital film af høj kvalitet og med høj opløsning. Hvert felt bliver ikke optaget (eller transmitteret/afspillet, hvis man taler om tv-apparater, der giver i-signaler) med det fulde antal tilgængelige pixels – forskellige dele af den fulde ramme vil blive optaget i forskellige rammer, afhængigt af bevægelse og andre variabler (maskinerne arbejder så hurtigt). Felterne afspilles hurtigt, så hvert enkelt billede går fremad, for at give en slags effekt af, at hele opløsningen anvendes – hvilket den faktisk (normalt) også gør, men bare ikke hele opløsningen på én gang. i-film ser ofte mere “dansant” eller lidt rykkende ud end p-film.
Det meste af verden voksede i årtier op med i – interlaced – film, som også var det mest populære analoge format i standardopløsning til at transmittere film til tv-apparater i hjemmene. Nu går verden langsomt over til at transmittere tv i p – progressivt format. (Nogle steder har man dog haft progressive tv-signaler til rådighed til modtagelse i mange år). Jeg tror, at i stadig er mest udbredt, hvis man ser rundt omkring i verden.
Men måske forstår jeg lidt, hvorfor nogle mennesker er tilbageholdende med at forbinde de skærmopløsninger, som de ser tv’er har, med deres bærbare computere og laptops generelt. Men det er vel bare det, at man ikke er vant til det, og det er også et stort produkt af markedsprogrammering – alle de der bokse med 1920 x 1080 og 1280 x 768 eller hvad ved jeg – det er næsten naturligt at ville lægge de ret irriterende ting til side til “verden af de nye tv’er”, som er kommet over os. Jeg tror, det irriterer folk selv med fjernsyn – for 12 eller 13 år siden skulle man lede hele dagen eller længere for at finde en reklame for et fjernsyn – selve tanken om det var mærkelig, men nu synes det at være en del af livet mere end arbejde, hobbyer eller tid med børnene. Og det er naturligt at ønske, at det kun skal være en sidegevinst til de store kasser med de nye fjernsyn, som vi ikke havde i vores opvækst.
Men faktisk indeholder disse kasser mere eller mindre det samme som en bærbar skærm i moderne tid. Nogle digitale skærme er indstillet til kun at blive brugt til tv, andre til kun at blive brugt til computerskærm, og andre til begge dele. Men i bund og grund er de stort set det samme digitale element – uanset om det er på en bærbar computer eller i en af de store HD-tv-bokse i en butik. Det er naturligt, at du gerne vil vide, hvilken opløsning din bærbare skærm har. Din bærbare skærm består af prikker – det er det hele – og de fleste er efterhånden klar over, at hvor mange der er, er som regel den største faktor for, hvor god den er at se på. Hvis du afspiller DVD’er på din bærbare computer, vil du gerne vide det (selv om det ikke er så relevant for det, medmindre du har en bærbar computer på 17 tommer og en bærbar computer med DVD-opskalering, hvis der findes nogen, ved jeg ikke). For dine hjemmefilm optaget på HD-hjemmekameraer, som er billige i disse dage, så har din bærbare opløsning virkelig betydning.
Den eneste ting er – din bærbare er meget usandsynligt faktisk at være noget mere end standardopløsningen for størrelsen af skærmen, næsten alle NYE (nye = redigere tilføjelse, undskyld for enhver forvirring) bærbare computere er den samme for hver størrelse skærm i tommer (udgivet inden for et år eller to af hinanden, der er) – så ja, det er en grund til, at det er lidt irriterende at se tallene for skærmopløsning for bærbare computere hele tiden. Men, med en rigtig budget end laptop, kan det være lidt mindre end den moderne standardopløsning for størrelsen (i tommer) af skærmen.