Skrivning er en meget personlig oplevelse og kan derfor ikke betyde det samme for alle. Den eneste måde at svare ærligt på dette spørgsmål på er at forsøge at sige, hvad det at skrive betyder for dig.
At skrive er at vise sit ansigt, at tale ansigt til ansigt. Forfattere er ikke de tilbagetrukne, ensomme mennesker, som vi bliver fremstillet som; alle, der skriver, har noget på spil i deres ord. Det, som digteren, klummeskribenten eller forfatteren af en blog har til fælles, er behovet for at sige, hvad de tænker eller føler, og de kan eller bør ikke holde sig tavse. Ifølge OAS’ Interamerikanske Menneskerettighedskommission og Inter-American Press Association blev 121 journalister myrdet i Colombia mellem 1987 og 2006, blot fordi de havde modet til at sige, hvad de mente, ikke med lav stemme, men på skrift.
Skrivning er et job som alle andre. Skrivning er ikke kun inspiration, men også sved. Et godt forfatterskab er resultatet af mange timers arbejde, af at samle og skille ad, af at sy og reparere, af at beskære og omskrive, ikke én gang, men mange gange. Til en journalist, der spurgte ham, hvad der var formlen for at blive en god forfatter, svarede Faulkner: “99 procent talent…. Nioghalvfems procent disciplin…. Nioghalvfems procent virker.”
At skrive er et fascinerende eventyr. Når vi skriver – som i ethvert eventyr – ved vi ikke, hvilke overraskelser der venter os, eller hvor vi ender, og det forklarer den blanding af fascination og rædsel, vi føler foran den tomme side. Skriften lader sig ikke indkapsle i kort eller mentale diagrammer. Vi er endnu ikke færdige med at skrive et par linjer, da nye og uventede veje og stier begynder at dukke op, og det er umuligt at modstå fristelsen til at forvilde sig ind på en af dem. Ofte findes den vej, som vi forgæves søgte, på en af disse omveje. Nogle gange, mens vi skriver, åbenbarer en genial idé sig for os – i en sådan grad, at den ikke synes at være vores – som om en stemme havde dikteret den til os, eller som om nogen førte os ved hånden.
Skrivningens pædagogik bør hjælpe lærere og unge mennesker med at opdage denne dimension af oprør, eventyr, eksperiment og usikker leg, som skrivehandlingen har. Resten er grammatik.
(*) Han har i årevis været interesseret i skriftens formative potentiale som formidling af uddannelsesmæssige erfaringer og har arbejdet på adskillige skriveprojekter med lærere og elever. Han samarbejder i øjeblikket som lærer og forsker i læse- og skriveprojektet på universitetet, på det psykologiske fakultet på Pontificia Universidad Javeriana.
(*)