Abstrakt er en betegnelse for poesi, hvor den lydlige kvalitet er lige så vigtig eller vigtigere end meningen.
Historie
Begrebet abstrakt poesi blev taget i brug i 1920’erne, da den engelske digter Dame Edith Sitwell opfandt udtrykket for at beskrive det værk, hun var begyndt at skrive. Sitwell var kendt for sin evne til at gøre oprør og blev en af sin tids førende sociale digtere.
Sitwell blev født ind i en kendt litterær familie, der oprindeligt tog udgangspunkt i værker af T. S. Elliot og W. B. Yeats. Hendes far var antikvarisk forfatter, og hendes brødre, Sir Osbert og Sir Sacheverell Sitwell, ville også få succes inden for journalistik, poesi og kunstkritik, selv om det er Edith Sitwell, der måske har haft størst indflydelse inden for sit felt.
Sitwell opførte “Façade” første gang i 1922 med musikalsk akkompagnement skrevet af William Walton, en fremtrædende komponist. Reaktionen var fjendtlig. Sitwell husker, at hun blev tvunget “til at gemme sig bag gardinet. En gammel dame ventede på at slå mig med en paraply.”
På trods af dette indledte Sitwell en periode med vilde eksperimenter, hvor han understregede betydningen af lyden i poesien, hvilket var radikalt modsat imagismebevægelsen, der blev ledet af Ezra Pound. I denne henseende kan Sitwell betragtes som den tidligste nutidige “Performance Poet”, selv om dette begreb først blev brugt i 1980’erne. Digtere havde fremført deres værker i århundreder, men Sitwells fokus på værkets lydlige kvalitet – i stedet for betydningen – kan stadig mærkes i dag i mange performeres arbejde.
I 1949, mens hun var i New York, opførte Sitwell ‘Façade’ til stor begejstring, og set i bakspejlet overskygges hendes værk ofte af arven fra dette værk. I denne efterkrigsperiode udviste Sitwell en stor grad af teknisk beherskelse og spiritualitet. Hun blev en Dame i 1954.
Sitwell var dog langt fra den eneste abstrakte digter, og mange hævder, at rødderne til denne form ligger i gamle mundtlige poesitraditioner. Dadaisterne og futuristerne var begyndt at eksperimentere med lydeffekter og skrev kompositioner, der koncentrerede sig om ren lyd.
Den italienske futurist Filippo Tommaso Emilio Marinetti havde opdaget, at onomatopoeia var nyttig til at beskrive slaget ved Tripoli, hvor han havde været militærreporter, efter at han allerede havde etableret sig som en fortjenstfuld forfatter. Hans værk lignede mere transskriptioner af lyden af slaget end nogen anden krigspoesi.
Dadaisterne udforskede lyd som medie mere abstrakt, begyndende med Hugo Ball, der ofte betragtes som grundlæggeren af Dada, da han præsenterede sin “Vers uden ord” på en Cabaret Voltaire i 1926. Dadaisterne skabte en række undergenrer af lyddigte, bl.a. Bruitist Poetry, som var ret lig de futuristiske digte, Simultaneous Poetry, hvor et værk blev reciteret af flere talere på flere sprog på samme tid, og Movement Poetry, hvor poesien blev ledsaget af primitive bevægelser, som ikke helt kunne betragtes som dans.
Mens der gøres meget ud af de mandlige digtere i det tidlige 20. århundrede, har den abstrakte poesi haft en enorm kvindelig indflydelse, med en række bemærkelsesværdige og succesfulde kvindelige forfattere på området, herunder Else Lasker-Schüler og baronesse Elsa von Freytag-Loringhoven.
Form
Abstrakt poesi er ikke en foreskrevet form. Der er ingen regler at holde sig til. I stedet gælder det om at bevæge sig ud over ordene for at skabe noget inden for rammerne af skrivning og opførelse, der bruger disse medier som redskaber, men som ikke er bundet af dem.
På mange måder er abstrakt poesi beslægtet med avantgarde-musikalske kompositioner – musikalske notationer, der søger at bevæge sig væk fra konventionel musikteori.
En aspirerende forfatter af abstrakt poesi kan ønske at optage sig selv i et forsøg på at lave en lyd, som ingen nogensinde har lavet før, opfinde nye ord eller klippe bogstaver ud af magasiner og arrangere dem tilfældigt og recitere det resulterende kaos.
Anvendelse
At tillægge abstrakt poesi et formål synes at gå glip af formålet. Med hver ny komposition opfindes formålet på ny, således kan et digt have til hensigt at genskabe lyden af en dryppende vandhane for at udforske husflidens hverdag, mens et andet kan forsøge at efterligne kanoner for at illustrere krigens rædsler, eller at opfinde nye ord for at beskrive det unikke i et individs oplevelse af tilværelsen.
Jeg vil råde til ikke blot at lave lyde for lyden, medmindre det i sig selv er det anerkendte formål. Overvej hvorfor, og beslut derefter, om eksperimentet er lykkedes med at indfange det.