Den tyske psykolog Ewald Hering, der kaldte farverne for “psykologiske primærfarver”, fandt i 1878 frem til konceptet med det fire primære farvehjul. Det bruges inden for den kommercielle farve- og malingsindustri og er en god måde at forstå og lære forskellene mellem varme og kolde farver på.
Leonardo da Vinci genkendte disse fire enkle farver længe før Hering’s tid. Den eneste forskel er, at Hering organiserede farverne i en cirkulær model, således at farverne og deres kombinationer lettere kunne observeres. Han brugte derefter farvehjulet til at angive de mængder af varme og kolde nuancer, der er gået til at skabe de forskellige farver, der er vist, hvilket gør det til en praktisk visuel reference til at se, hvor meget af hver farve der skal bruges for at opnå en bestemt nuance.
Det viser også, hvordan hver af de primære farver har både en varm og en kold side, og viser, hvilke farver der er komplementære til hinanden, samt modsatrettede. Komplementære blander sig godt sammen, mens modsatrettede farver typisk ikke blander sig så godt sammen og bør undgås.