En af de mest betydningsfulde perioder i kirkens kalender, og en af de perioder, der fejres mindst, er de 40 dage efter Jesu opstandelse fra de døde. Han gik og talte på steder, hvor hans tjeneste havde været; han blev set i sit genoprettede legeme af tusindvis af mennesker; han helbredte mange; han fortsatte med at prædike, han fortsatte med at elske. Og så steg han op til himlen og blev optaget i himlen, hvilket også andre var vidner til.
Vi bør virkelig tænke mere over disse 40 dage og betydningen af Kristi Himmelfart. Jesu fødsel havde været i overensstemmelse med Skriften. Hans mirakler havde vist hans kraft. Hans forkyndelse havde lært verden visdom. Hans forfølgelse og død havde opfyldt profetier. At han besejrede døden var et forbløffende mirakel. Men hans himmelfart – hans legemlige opstigning til himlen for at være sammen med Faderen ved tronen, mysteriet om at genforene Guddommen – bekræfter Jesu Kristi guddommelighed mere end nogen detalje af disse andre manifestationer.
I fyrre dage viste Jesus verden, at han levede igen. Sanhedrinet havde kaldt Jesus en blasfemiker, og andre hævdede, at hans mirakler var fra Djævelen … men hans 40 dage i Jerusalem og de omkringliggende områder, hvor han blev set af skarer, blev næppe anfægtet. Den samtidige jødiske historiker Josephus omtalte det, og det samme gjorde andre forfattere. To generationer senere interviewede forfatteren Eusebius mange mennesker, som havde kendt folk, der havde set Jesus i disse dage, og som havde fortalt om mirakler og endda citeret prædikener og breve fra den opstandne Jesus.
Med andre ord var der måske nogle mennesker, der ikke sluttede sig til Kristus-tilhængerne – selv om de troende hurtigt formerede sig, selv i lyset af forfølgelsen kort efter – men meget få mennesker bestred, at han opstod fra de døde. Tallet 40 optræder 146 gange i Bibelen, et tal, der har Guds betydning. Vi tænker på Noa, på årene i ørkenen, på de dage Moses var på bjerget, på Jonas og Nineve, og i Jesu tilfælde på det antal dage, han blev fristet af Djævelen … og på antallet af dage mellem opstandelsen og himmelfart.
Ofte betyder dette tal prøvelse, prøvelser, prøvetid eller en bestemmelse om velstand. Vi må tro, at det sidste kommer tættest på den opstandne Herres tid, før han steg op. Det var helt sikkert aktive dage. Det sidste vers i det sidste evangeliums sidste bog (Johannesevangeliet 21,25) fortæller os: “Jesus gjorde også mange andre ting. Hvis de alle blev skrevet ned, kunne hele verden vel ikke rumme de bøger, der ville blive skrevet.”
Men hvor travl han end må have været, har jeg et billede i mit hoved af Jesus alene, også, måske når mørket faldt på, på ensomme stier, måske gennem storme og kolde stilheder, vandrende på de mørke bakker, ikke reagerende på de nysgerrige skarer, men opsøgende på de urolige og de sørgende individer.
Det er et plausibelt billede, for Jesus gør det stadig i dag.
Det lå i hans natur: Husk de “nioghalvfemsindstyve” og det ene fortabte får, som hyrden søgte; husk hans ord: “Se, jeg står ved døren og banker på”; husk hans historie om faderen, der glæder sig over den fortabte søn, som omvender sig og vender tilbage og bliver genoprettet; husk hans formaning om at være “menneskefiskere”; husk hans gråd over Jerusalem; husk løftet om, at “enhver”, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Han går rundt på de mørke bjerge og leder efter os – han gennemtrænger mørket med et glædeligt håb, som kan være vores.
Og lad os, mens vi fortsætter med at rekonstruere et billede af, hvordan Jerusalem må have været i de 40 dage, hvor der blev talt om mirakelmanden, også huske på, at vi ikke behøver at reagere på et banke på døren – “Kom! De siger, at Jesus er nede ved floden! Lad os se ham!” Nej… Han vil komme til os. Og det er især tilfældet, tror jeg, hvis du er en af de mennesker, der er skeptisk, eller som har “hørt nok”, eller som ikke kan knække skallen af smerte eller smerte eller vrede eller oprør eller frygt eller alle de andre hindringer, der forhindrer os i at opleve Kristi kærlighed.
Han er tættere på end en skygge, uanset hvad du tror, eller hvad du måske foretrækker at tro. Du har måske oplevet f.eks. mareridtet ved noget som en vuggedød; husk, at Jesus tilbyder en fred, der overgår al forståelse. Du har måske helbredsangst, er usikker på dit eget liv og på din plads på jorden; husk, at Jesus vandrer på de mørke bakker for at vejlede dig og mig. Måske har du haft problemer med stoffer, med loven og med forældremyndighed, måske har du mistet dit hjem, og du har ingen steder at henvende dig; husk, at Jesus tilbyder dig et tilflugtssted. Du er måske en pige, der har forsøgt at ryste afhængigheden af sig igen og igen og igen; husk, at følelsen omkring dine skuldre er Jesus, der omfavner dig tæt. Du har måske mistet et for tidligt født barn og har bedt i tro om et sundt barn; husk, at gennem det hele er tillid vigtigere end forståelse.
“Gud vandrer på de mørke bakker, for at lede vores skridt. Han vandrer overalt, Om natten og om dagen. Han vandrer i stilheden, på landevejen; Gud vandrer på de mørke bakker, for at vise os vejen.”
Den opstandne frelser, skabelsens Herre, vandrer på de mørke bakker, for at opsøge … mig … og dig … hvor vi er … i vores smerter, i vores rod … i vores rod … Det er miraklet ved Mirakelmanden, for mig, stadig – at han elsker dig og mig.