De klassiske leverandører af canadiske accenter i USA – fra sketchkomikertruppen SCTV. (Foto: YouTube)
Med tanke på vores to landes geografiske, kulturelle og økonomiske nærhed er det næsten perverst, at amerikanerne er så stolte af deres uvidenhed om alt, hvad der vedrører Canada. Drake? Dan Aykroyd? Den nye hotte premierminister? Er det alt? Men alle ved, hvordan canadiere skal lyde: De er et folk, der udtaler “about” som “aboot” og tilføjer “eh” i slutningen af sætninger.
Det er desværre forkert. Ligesom, sprogligt ukorrekt. Canadiere siger ikke “aboot”. Det, de siger, er faktisk meget mærkeligere.
Canadisk engelsk er på trods af landets gigantiske størrelse langt fra så mangfoldigt som amerikansk engelsk; tænk på de store forskelle mellem accenterne hos en Los Angeleno, en Bostonianer, en Chicago-bo, en Houstonianer og en New Yorker. I Canada findes der nogle mærkelige lommer: I Newfoundland og Labrador taler man en slags irsk-cockney-klingende dialekt, og der er nogle unikke særpræg i det engelsktalende Quebec. Men ellers er landet sprogligt set ret ensartet.
The Battery, en del af byen St John’s, Newfoundland og Labrador. (Foto: Carolyn Parsons-Janes/.com)
Der er nogle få isolerede særheder i canadisk engelsk, som f.eks. at beholde den britiske betegnelse “zed” for det sidste bogstav i alfabetet og at beholde en hård “agh”-lyd, hvor amerikanerne normalt ville sige “ah”. (I Canada rimer “pasta” på “Mt. Shasta”.) Men bortset fra disse særheder er der to store tendenser, der kendetegner det canadiske engelsk: Canadian Raising og Canadian Shift. Sidstnævnte er kendt i USA som California Shift, og det er det, der får Blink-182-sangeren Tom DeLonge til at lyde så sindssyg: en systematisk migration af vokallyd, der resulterer i, at “kit” lyder som “ket”, “dress” lyder som “drass”, og “trap” lyder som “trop”. SoCal-accenten bliver i bund og grund kopieret næsten fuldstændigt i Canada.
Men det canadiske skift er mindre vigtigt sammenlignet med Canadian Raising, et fænomen, der beskriver de ændrede lyde af to bemærkelsesværdige vokallyde, og som har langt større konsekvenser for landets identitet, i hvert fald i USA.S. Det er der, vi får alt det der “aboot” fra.
Et postkort, der viser Broad Street i Victoria, BC. (Foto: Rob/Public Domain)
Der blev først katalogiseret i 1940’erne og navngivet af Jack Chambers i 1973, Canadian Raising er et skift, der findes i Canada og i lommer i det nordlige USA (og, på en måde, i Skotland), og som påvirker to vokallyde. Den første er lyden i ordet “write”, og den anden er vores gamle ven, “about”.
“Canadian Raising har noget at gøre med to diftonger”, siger Jennifer Dailey-O’Cain, der er sprogforsker ved University of Alberta, og som er opvokset i USA, men som nu har en fuldt fungerende (men selvbevidst) canadisk accent. Når vi taler om accenter på engelsk, taler vi næsten udelukkende om vokaler; med undtagelse af at droppe “r”-lyde i slutningen af ord, holder de engelske dialekter sig stort set til de samme konsonantlyde. Et “k” er et “k” er et “k” er et “k”, forstår du? Ikke vokaler. “Disse vokallyd er meget glatte og svære at efterligne”, siger Taylor Roberts, en canadisk sprogforsker, der vedligeholder en populær side om emnet canadisk dialekt. “Konsonanter er nemme, men vokaler er vanskelige.”
De forskellige vokaler frembringes ved at bevæge tungen i forskellige dele af munden, ved at banke og krølle og prikke, mens læberne skaber cirkler og ovaler af varierende størrelse. Lingvister har et kort over dette, en slags ubehjælpsomt parallelogram, men det hjælper også bare at gentage ordet for sig selv og mærke nøje efter, hvor tungen går hen. (Jeg har hørt canadiere sige ordet “om” flere gange i den sidste uge end i hele de fire år, jeg boede i Canada.)
Toronto skyline. (Foto: Lissandra Melo/.com)
Dette kort viser alle de grundlæggende vokaler på engelsk: “ah”, “ee”, “oh”, “ooh”, “eh”, “eh”, den slags. Disse kaldes monoftonger. Når man kombinerer dem, får man en helt ny palet af lyde, der kaldes diphthonger, en slags sammensatte vokaler. Vokalen i ordet “bike” er en af disse, der enten består af monoftongerne “ah” og “ee” i det sydlige og vestlige USA, eller “uh” og “ee” i det nordøstlige USA, Midtvesten og Canada. Sidstnævnte er et eksempel på Canadian Raising.
For ordet “about” har vi også en diftong i USA. Denne “ow”-lyd består af en “agh”-lyd, der bevæger sig over i en “ooh”-lyd. Den første lyd, “agh”, er en ekstremt lav vokal på dette skema.
Kanadierne har også en diftonge der, men en meget mærkeligere end vores. I stedet for at starte med “agh” starter de med en vokal, der er kortlagt et midterste sted, men som bizart nok ikke er repræsenteret i amerikansk lingvistik, punktum. Det er en udelukkende canadisk lyd, som langt de fleste amerikanere ikke blot ikke bruger, hvor canadierne bruger den, men som de slet ikke bruger. Den er helt fremmed.
Vokaldiagram for Canada Raising. (Foto: Peter238, CC BY-SA 4.0)
Den canadiske diftong i “about” starter med noget, der ligger tættere på “eh”, og vandrer til et tomrum på det amerikanske sproglige kort et sted mellem “uh”, “oh” og “ooh”. Denne overgang er faktisk lettere for munden end den amerikanske version; vores vokaler går fra lav til høj, og deres fra mellem til høj.
At sige, at canadierne siger “aboot” er sprogligt ukorrekt; “ooh” er en monofoton, og den rigtige canadiske dialekt bruger en diftong. “A-boat” ville faktisk være lidt tættere på, selvom det selvfølgelig afhænger af, hvordan man udtaler ordet “båd”. I det meste af USA kan det være alle mulige forskellige diftonger; i Philadelphia er det noget i retning af “eh-ooh”, selv om den mest almindelige udtale ville være mere i retning af “oh-ooh”. I det øvre midtvesten er det dog en monofontong, hvilket er grunden til, at det lyder så karakteristisk, når en person fra Fargo, North Dakota siger “Fargo”. Og i store dele af Canada minder denne tone mere om Fargo-accenten end noget andet. Det er måske tæt på, men canadierne laver ikke en monofontong i “about”. De siger ikke “a-boat”. De gør noget, som amerikanerne simpelthen ikke kan forstå.
“Det, der foregår, er en sammensætning af udtale og opfattelse”, siger Dailey-O’Cain. “Canadierne udtaler det anderledes. Amerikanerne hører det, og de ved, at det er anderledes – de hører en forskel, men de ved ikke præcis, hvad denne forskel er.” Amerikanerne har ikke den canadiske diftonge til stede i ordet “about”, hvilket gør det svært at forstå. Vi ved, at canadierne gør noget underligt, men i virkeligheden er det så ulig vores egen dialekt, at vi ikke engang rigtig kan finde ud af, hvad der er underligt ved det.
Vores bedste gæt? Tja, vi kan høre, at canadierne hæver den første vokal i diftongen, selv om vi ikke ved, hvad “hæve” betyder. Men i ægte amerikansk foragt for subtilitet vælger vi at fortolke det som den mest ekstreme mulige hævede vokallyd: “ooh”. Det er som en karikatur af en strandkunstner, der overdriver et træk ud over realisme og ind i tegneserie-land: Vi hører en forskel og øger denne forskel til en højde, der faktisk ikke længere er korrekt.
Prairies of Saskatchewan. (Foto: Martin Cathrae/CC BY-SA 2.0)
Det store spørgsmål er, ja, hvorfor er det sket? Hvilken mulig forklaring kan der være på, at denne mærkelige diftong er opstået lige nord for grænsen?
Sprogforskere forsøger generelt ikke at besvare spørgsmål om kausalitet. “Hvorfor? Det kan jeg ikke svare på,” sagde Dailey-O’Cain, da jeg spurgte. “Man kan nogle gange se på løbende ændringer, hvis man har den rigtige slags data, men det er meget, meget svært.” Men der er teorier. En særlig fascinerende forklaring har at gøre med det, der kaldes det store vokalskifte. Hvis du nogensinde har undret dig over, hvorfor engelsk er et så legendarisk forfærdeligt sprog at lære, kan mange af problemerne spores tilbage til det store vokalskifte.
Den eneste anden canadiske eksport til Amerika ud over “aboot” og Drake synes at være poutine. (Foto: Quinn Dombrowski, CC BY-SA 2.0)
Der er ingen fast dato for begyndelsen og slutningen af det store vokalskifte, men vi kan højst sige, at det skete mellem 1100-tallet og 1700-tallet, og at de vigtigste og største ændringer sandsynligvis fandt sted i 1400- og 1500-tallet. Dette falder sammen med skiftet fra middelengelsk til moderne engelsk, og også med standardiseringen af stavemåden. Selve skiftet? Hver eneste “lange vokal” – “ey”, “ee”, “aye”, “oh”, “ooh” – blev ændret. (Ingen ved hvorfor. Lingvistik er skildpadder hele vejen ned.)
For det store vokalskifte blev “bite” udtalt mere som “beet”. “Kød” blev udtalt mere som “mate”. Alting gled ligesom bare et hak over. Det skete i etaper; det første ord, “bite”, startede som “beet”, blev så til “bait”, så “beyt”, så “bite” og så “bite”. Du kan høre en fin mundtlig gennemgang af dem her.
Hvis du spekulerer på, hvad forskellen mellem “bait” og “beyt” er, ja, så har du en mulig oprindelse til Canadian Raising. “Beyt”, et af de senere, men ikke det sidste stadie af det store vokalskifte, ligner i høj grad den canadiske Raised-lyd, der tales i dag. Der er en teori – som ikke nødvendigvis accepteres af alle – om, at de canadiske Raised-vokaler faktisk er en bevaret rest af det store vokalskifte, en mellemvokallyd, der på en eller anden måde sad fast i rav i det store hvide nord.
Måske er en bestemt befolkning af englændere fra den pågældende tidsperiode, omkring 1600, landet i Canada og har på grund af sin isolation undladt at observere de yderligere ændringer, der skete i England. Måske.
Men jeg kan godt lide denne forklaring. Canadierne er ikke underlige; de respekterer fortiden. En meget specifik fortid, som alle andre sprang forbi. Det er en frygtelig flot klingende diftong.
Korrektion: Denne artikel stavede oprindeligt Dan Aykroyds efternavn forkert. Artiklen er også blevet opdateret siden den blev offentliggjort første gang for at uddybe den rolle, som monoftonger vs. diftonger spiller i den canadiske udtale af ordet “boat”.”