Metal Wani har startet en ny funktion kaldet “Best to Worst”, hvor vi tager et kig på kataloget fra de store metalbands og giver vores tanker om det bedste til det værste. I dette afsnit har jeg taget et kig på kataloget fra et af mine yndlings metalbands, Testament. Dette Bay Area thrashband har stået sin prøve gennem tiden og fortsætter med at skabe fremragende metalmusik til glæde for fans over hele verden. Med deres nye album ‘Brotherhood of the Snake’, der udkommer den 28. oktober 2016, er det et perfekt tidspunkt at reflektere over deres mesterlige samling af metal.
‘The New Order’ (1988)
Selv om jeg absolut elsker ‘The Legacy’, er dette album for mig Testament på deres bedste niveau. Det, som de gjorde så godt på dette album, og som de fortsat gør, er at blande melodiske og kunstnerisk rige guitarsoloer med teknisk ødelæggende riffs til knogleknusende anthems. Testament har altid syntes at være undervurderet i forhold til deres indflydelse på thrash-musikken. Selvfølgelig var Metallica, Slayer og Megadave pionerer, men bands som Testament og Forbidden forvandlede thrash til klassiske kompositioner af flammende riff-vanvid. De vigtigste numre på denne perle er “Into The Pit” og “Trail By Fire” med sin blændende solo. Der skal gøres en særlig bemærkning om det fremragende cover af Aerosmiths “Nobody’s Fault”, som sætter Testament-stemplet på en fantastisk klassisk rockjam.
‘The Legacy’ (1987)
Dette album introducerede thrash-verdenen til et nyt niveau af tyngde. Mens mange lamme røvhuller savlede over crotchrockens tilbagevenden med Guns N Roses ‘Appetite for Destruction’, lyttede jeg til Alex Skolnick, der lod sig inspirere af Randy Rhoads for at skabe en ny klasse af neoklassisk shred. Som jeg tidligere har nævnt, var det et svært valg mellem dette album og “The New Order” om førstepladsen. Da jeg lyttede igen, mens jeg skrev denne artikel, skiftede jeg frem og tilbage så mange gange, at jeg ikke længere kunne tælle dem. Under alle omstændigheder er dette album fyldt med kvalitetssange, der beviser, at Eric Peterson er en af de bedste riffmestre gennem tiderne. Nøglesnit på dette album er “Curse of the Legions of Death”, som låner en smule fra Slayer og Metallica, men som blæser begge bands væk, og “Burnt Offerings” med al sin herlige phrygiske galskab.
‘Dark Roots of Earth’ (2012)
Det seneste album fra Testament er en perle, hvor bandet vender tilbage til de rifffyldte rødder fra deres tidlige værker og finder en måde at gøre det tungere på. Om noget er sangskrivningen på ‘Dark Roots…’ noget af Testament’s bedste. Peterson og Skolnick er en af de bedste guitarduoer i metalverdenen, og dette album er et bevis på det. Plus, det skader ikke, når man spiller med Gene Hoglan på trommer. Manden er en gud bag sættet, der går fra det sublime til det suveræne inden for en fire-tælling. På dette album finder man også Chuck Billy udnytte hele dynamikken i sin stemme: fra gruset grus til dødsbrøl, Chuck behersker hvert eneste nummer og er især inspirerende på “Native Blood”. Andre vigtige numre er “True American Hate” og “Throne of Thorns”, med riffs så fulde af hooks, at de kunne flå huden. Og lad os slet ikke komme ind på det fantastiske cover af Iron Maidens “Powerslave”.
‘Formation of Damnation’ (2008)
Dette var Testament’s niende album, der markerede Alex Skolnick og Greg Christians tilbagevenden. Som de fleste Testament-fans var jeg ekstremt spændt på dette album, da det var næsten otte år siden, at de havde udgivet noget originalt materiale. ‘First Strike Still Deadly’ var cool, men det var ikke nyt. Dette album viste et ombygget Testament, hvor bandet bevægede sig tilbage til den blanding af melodisk thrash, som gjorde dem store. Som prikken over i’et var Chuck Billy fuldt ud kommet sig over sin kræftsygdom og var klar til at kaste sig ud i nyt materiale, hvor hans vokale evner kom til udtryk. Blandt de udvalgte numre på dette album kan nævnes den højrøstede “Henchmen Ride” og titelnummeret med Chucks gutturale vokalangreb.
‘The Gathering’ (1999)
Jeg var splittet mellem dette album og ‘Formation of Damnation’ med hensyn til placeringen på denne liste. Det var en omvæltning, for begge album er lige underholdende at lytte til, men har alligevel markant forskellige stilarter. På dette album medvirkede den legendariske Dave Lombardo på trommer og Steve DiGiorgio på bas. Man kan ikke tage fejl af Lombardos indflydelse på numre som “D.N.R.”, “Legions of the Dead” og “Fall of Sipledome”, da hans knasende snare og visnende double kick giver dette album en enorm dosis kraft. Eric Petersons og James Murphys dødsmetal-tilbøjeligheder bidrager også til den aggressive levering af metal.
‘Low’ (1994)
Jeg skal være ærlig: Jeg var ikke sikker på, om jeg ville kunne lide et Testament-album uden min guitarhelt, Alex Skolnick. Men da jeg hørte, at dødsmetaltitanen James Murphy havde slået sig sammen med Eric Peterson, var jeg klar til at give dette album et lyt. Man kan mærke en smule death metal-indflydelse i Chucks stemme; musikken har dog mere Pantera-følelse, med groovy riffs og breakdowns. James’ guitarspil er karakteristisk med en masse wah-wah-akcenter og glidende licks. Lækre skæringer på denne inkluderer “Hail Mary”, “Dog Faced Gods” og “Chasing Fear”.
‘Souls of Black’ (1990)
Med æraen af hårmetal endelig ved at være forbi, var det godt at se Testament holde sig til det, de ved bedst. På dette album spillede bandet tung og teknisk rig musik. Ganske vist er der en ballade på dette album, men selv den sang er godt udført med Greg Christian, der tilføjer noget flot basarbejde. Det eneste reelle problem med dette album er, at jeg fandt mig selv ved at lytte til enten “The New Order” eller “The Legacy” i stedet. Sangskrivningen er god, men jeg havde håbet på, at de ville skubbe til grænsen. Stand-out numre er “Souls of Black” og “Love To Hate”.
‘Practice What You Preach’ (1989)
Der er ikke rigtig noget galt med dette album. Ligesom ‘Souls of Black’ byder det på gennemprøvet sangskrivning med masser af headbanging-riffs og fænomenale fraseringer på soloerne af Alex Skolnick. Tag et enkelt lyt til soloen på titelnummeret, og din kæbe falder ned over den melodiske komposition og de upåklagelige tekniske evner. Alligevel, når jeg sammenligner dette album med de andre på min liste, er der bare ikke nok fænomenale numre til at skubbe det højere op. Testament fik dog en hel del omtale for “The Ballad”, da det blev udgivet. Det er et fint nummer med en god akustisk intro, men jeg finder ikke mig selv i at gå tilbage for at lytte til dette album igen og igen. Blandt de gode numre på dette album kan nævnes “Practice What You Preach” og “Sins of Omission”.
‘The Ritual’ (1992)
Testament lavede et stort skift i deres lyd på dette album. De fantastiske soloer fra Alex var stadig intakte, men sangskrivningen var helt anderledes. I stedet for smukt artikulerede og tekniske riffs gik bandet efter en mere traditionel hard rock/metal-formel. Sangene er fine, hvis man lyttede til Judas Priest, Thin Lizzy eller Y&T. Med undtagelse af “Agony” er alle sangene ærligt talt fodgængeriske. Dette albums melodiske sange er gode, men det levede bare ikke op til det, jeg forventede af Testament.
‘Demonic’ (1997)
Da jeg først hørte, at Gene Hoglan og Glen Alvelais ville være med på dette album, var jeg nærmest ved at fylde mine bukser. Hoglan var lige kommet fra et samarbejde med Strapping Young Lad på ‘City’, og Glen Alvelais spillede guitar på ‘Forbidden Evil’ fra Forbidden. Spillet på dette album er mesterligt, og Chucks vokal er straffeagtig med dødsmetalindfald, men i sidste ende. mangler sangene bare. De tekniske riffs og de sindssyge soloer er erstattet af sludgy grooves, der bare ikke fungerer. Jeg mener, melodien “John Doe” er forfærdelig med run-of-the-mill progressioner og en knap så mindeværdig solo. Man tror næsten, at “Ten Thousand Thrones” vil være den eneste redning på dette album, og så tager den en stor skid på hele affæren. Der er ingen vigtige klip på dette album.
Det afslutter mit syn på Testament-kataloget. Selv om ikke hvert album er en perle, er det samlede arbejde af dette band fremragende. Når jeg tænker på det allerbedste inden for metal, så tænker jeg på Testament. Mens andre grundlæggere af thrash og metal har mistet deres vej, har Testament modstået tidens prøver og blomstret op. Deres nye musik kan konkurrere med det bedste, de nogensinde har lavet, og de bliver bare bedre og bedre. Jeg kan ikke vente med at høre, hvad de har i vente til os med “Brotherhood of the Snake”, der kommer i oktober.