Hvorfor 90 dage og mere?
Vi har i årevis sagt, at den bedste ven, en klient har i behandling, er tid. English Mountain Recovery var et af de første ægte 90 dages behandlingsprogrammer med opholdssted. Mange venner fortalte os, at folk er for vant til traditionelle 28 og 30 dages programmer, og at du ikke vil være i stand til at overleve.
Så hvorfor plejede 30 dage i misbrugsbehandling at være normen? Det blev fastsat af forsikringsbranchen og ikke ud fra forskning baseret på effektive behandlingsniveauer.
Siden English Mountain Recovery begyndte vores 90 dages program har vi haft travlt med at behandle vores klienter til vores 90 dages ophold. Mange af vores opkaldere søger faktisk 90 dages programmer og mere. Så måske er folk begyndt at forstå, at mere er bedre, at tilbagefaldsraten er lavere, og at resultaterne er bedre med vores model. Desværre søger mange opkaldere behandling efter flere behandlingsepisoder og har lært på den hårde måde, at de havde brug for et mere intensivt program. Endnu mere uheldige er de, der tror, at alt vil blive godt, hvis de bare kan gennemgå et afgiftningsprogram.
Mennesker er ved at finde ud af den enkle sandhed, nogle gange på den hårde måde, at de traditionelle behandlingsmodeller normalt ikke er nok. Der er nu masser af data, der støtter længere ophold i behandling, og jo længere tid en person er i et program, jo bedre er hans eller hendes chancer for et tilfredsstillende liv i ædruelighed. Nogle gamle undersøgelser hævdede, at når først hjerneskaden er opstået, er der intet håb om at komme sig over denne skade. Den mere aktuelle forskning viser, at hjernen kan og vil komme sig, afhængigt af omfanget af skaden, men det tager igen tid.
I Volume 14, Number 5 (december 1999) udsendte National Institute of Drug Abuse denne erklæring: “Tiden afhænger af den enkeltes behov. For de fleste patienter nås tærsklen for betydelig forbedring efter ca. 3 måneder i behandling. Yderligere behandling kan give yderligere fremskridt. Programmerne bør omfatte strategier til at forhindre patienterne i at forlade behandlingen for tidligt.” NIDA henviser til programmer, der tilbyder et ægte 90-dages program, som den nye “guldstandard” i behandlingen af alkoholisme og afhængighed.
Vil vi behandle dem, der beder om 30, 45 eller 60 dage? Ja, vi vil acceptere dem, og en vis behandling er helt sikkert bedre end slet ingen. Vores personale og deres klientkolleger vil forsøge at få dem til at se, at de har brug for mere behandling i de fleste tilfælde. De vil også få en anbefaling om at gå til et ædrueligt boligmiljø af høj kvalitet, terapisessioner og andre anbefalinger, efter at de har forladt os. 100 % af de klienter, der forlader vores program, vil få en henvisning til løbende terapi, udvidet pleje, ædruelig bolig og andre modaliteter i kontinuum af pleje. Denne overgangspleje gør det muligt for klienterne, mens de befinder sig i et sober living-miljø, at få den støtte, der er nødvendig i den tidlige genopretning kombineret med forskellige niveauer af ansvarlighed.
Nogle betegner det, vi gør, som at “skrælle lagene af et løg”, indtil vi når frem til nogle af de centrale problemer, der har brug for at blive behandlet. Niveauerne af skarphed går højere nu end nogensinde før. Den yngre befolkning bliver afhængig i en endnu tidligere alder end tidligere, og de kemikalier, de bruger, forårsager ekstreme følelsesmæssige og psykologiske skader. Denne helingsproces kan normalt ikke finde sted i et traditionelt 28-dages program. Indrømmet, at 28-30 dage er passende for mange klienter, men vi ser flere klienter med flere traumer og psykologiske problemer end nogensinde før. Hvis disse problemer forbliver ubehandlede og/eller uidentificerede, er sandsynligheden for tilbagefald stærkt forøget. Endnu en gang opfordres der i høj grad til forlænget opholdstid.
Disse længere behandlingsperioder er den absolutte nødvendighed for mange, og de er byggestenene til et nyt liv og en ny måde at leve på uden brug af alkohol eller andre stoffer. Det er en stor og ofte udfordrende bedrift at komme til at forholde sig til det faktum, at “jeg har sygdommen alkoholisme og/eller afhængighed”! Så hvad er jeg nu villig til at gøre for at tage ansvar og handle for at få det bedre? Folk og deres familier bliver mere og mere oplyste om misbrugssygdommen og er også ved at indse, at “vi må forpligte os til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at tage vare på os selv”. Dette gælder for alle i familien! I løbet af disse forhold er “hele familien” blevet syg og dysfunktionel.