I min opvækst sørgede jeg for, at jeg næsten aldrig behøvede at høre spørgsmålet “Hvorfor græder du? Er du en pige?!”, som andre drenge omkring mig blev spurgt. Jeg så aldrig min far eller hans brødre græde. Men jeg kan ikke sige det samme om min mor eller andre kvinder i mit liv.
Det var ikke ok for drenge at være åbenlyst tårevædet, hvis vi blev fysisk eller følelsesmæssigt såret. Når jeg græd, var det kortvarigt, hemmeligt og dæmpet.
Så var der lejligheder, hvor drenge faktisk kunne græde åbent. Det var, når vi ønskede noget. Jeg udledte vildt nok, at det skyldtes, at gråd over følelsesmæssige eller fysiske skader tjente som en alarm for mulig udtømning af begrænsede ressourcer, mens gråd for at få noget afslørede en fejl, som skulle rettes omgående. Men du kan ignorere mine overvejelser.
Jeg var ubevidst jaloux på, at pigerne fik lov til at græde frit i offentligheden, især fordi de få gange, hvor jeg havde grædt, var jeg endt med en selvbehagelig, næsten euforisk følelse.
Gråd er en måde at lindre kroppens ophobede energi på. Det er også en alarm til husstanden eller det større samfund, så de berørte, hvis hjerter smelter ved din gråd, kan komme dig til undsætning. Et eksempel kunne være babyer, hvis gråd kan få selv fremmede til at blive bekymrede eller i det mindste irriterede i en sådan grad, at de f.eks. ville “betale nogen for at få den baby til at holde kæft.”
Jeg gik på et anglikansk gymnasium for kun drenge i Cape Coast i Ghana, som blev bygget af de britiske kolonialister. Her blev mange af mine skolekammerater indlagt på hospitalet og mistede næsten livet som følge af voldsomme piskeslag fra lærerne med stokke og andre genstande. Deres nægtelse af at skrige af smerte gjorde lærerne endnu mere vrede og fik dem til at slå endnu hårdere.
Det er som om tårer er det farveløse blod for vores værdighed. Måske også en reaktion designet til de sadister, som, regnede vores afrikanske forfædre ud, fandt nydelse i at se os lide. Komplekse ting.
Ingen så mig græde voldsomt. Det var kun kortvarigt, da mine bedstemødre, min rumænske bedstefar og min tante gik bort. Jeg græd også alene fra tid til anden for et familiemedlem, der var hjælpeløs, og forringet helbred. Og jeg græd, da min mor bad min første kærlighed om at slå op med mig (de så/hørte mig begge, men jeg var for knust til at bryde mig om det).
For et par dage siden græd jeg ikke mindre end ti gange, mens jeg så filmen Mulan. Filmen Coco fik mig også til at græde. Jeg tror, det skyldes, at jeg identificerer mig stærkt med mennesker, der finder sig selv og bliver accepteret af deres samfund for den, de er, samtidig med at de gør deres familie og samfund stolte og håbefulde.
Jeg ville have forsøgt mig i Hollywood, hvis jeg kunne græde på opfordring. Jeg har altid troet, at det måtte være den sværeste del af skuespillet, fordi min opvækst havde gjort det så svært at græde foran folk, selv i virkeligheden.
Det tog mig et stykke tid at nå hertil, men nu er jeg stolt af at græde i en sådan grad, at jeg nyder det. Jeg har indset, at patriarkatet er en usynlig fælde, der begrænser os, så jeg forsøger at frigøre mig fra dens snarer lidt efter lidt, dag for dag.
Emmanuel Owusu Bonsu aka Wanlov the Kubolor er en rumænsk født/ghanaiansk opvokset sanger/sangskriver, filmskaber og kulturelt ikon. Kubolor producerer talenter, der har positive sociale budskaber, fordi han er en fortaler for menneskerettigheder og et bæredygtigt miljø. Han er også en stærk fortaler i Ghana for menneskerettigheder og er åbenhjertig i forhold til miljøbeskyttelse & korruption. Kubolor er kendt for sin humor, mod og uortodokse synspunkter om forskellige emner.
Meninger udtrykt i View-artikler er udelukkende forfatternes.
Er du en anerkendt ekspert inden for dit område, der arbejder i Afrika? Er du af afrikansk afstamning? Har du lyst til at dele en personlig historie, der udfordrer traditionelle opfattelser af maskulinitet? Send os en e-mail på [email protected]