I betragtning af den slående lighed mellem de nordiske samfund er det interessant at bemærke, hvor forskelligt nogle af dem har reageret på den aktuelle covid-19-krise. For eksempel var Danmark og Norge hurtige til at indføre arbejds- og skolelukning og lukke deres grænser. Sverige har derimod vakt international interesse med en forholdsvis slap tilgang til at håndhæve social distancering ved hjælp af juridiske foranstaltninger. Uanset hvilken tilgang der er den “rigtige”, har de forskellige reaktioner afsløret de forskellige måder, hvorpå de enkelte lande styres, især med hensyn til forholdet mellem regeringen og administrative myndigheder, f.eks. sundhedsstyrelser, samt bekymringerne over det demokratiske systems skrøbelighed som helhed. Disse forskelle har ofte deres rødder i historiske traditioner og erfaringer. Johan Strang, lektor ved Center for Nordiske Studier ved Helsinki Universitet, ser her på nogle af årsagerne til disse forskelle.
2020.04.06 | Johan Strang
Varierende historier og demokratiske traditioner er måske nogle af årsagerne til, at Danmark, Finland og Norge har reageret forskelligt på covid-19 – og til, at Sverige har haft en helt særlig tilgang. (Bemærk, at dette kort kun viser de nordiske lande, der omtales i artiklen). Foto: colourbox.dk.
*Bemærk venligst, at denne artikel kun fokuserer på de nævnte nordiske lande (Danmark, Finland, Norge og Sverige) og ikke på hele Norden i sin helhed.
forskellige måder at organisere styrende organer på
En af de mest grundlæggende årsager til de forskellige reaktioner på covid-19-krisen i de nordiske lande er de forskellige administrative traditioner i den østlige og vestlige del af Norden. Mens Finland og Sverige har forholdsvis små ministerier og selvstændige forvaltningsmyndigheder, er politikerne mere direkte ansvarlige for administrationen i Norge og Danmark. Derfor var det lettere i Danmark og Norge at reagere hurtigt med politiske beslutninger – og endda at tilsidesætte myndigheder og deres ekspertise, når det blev anset for politisk nødvendigt. Den danske regering indførte hurtigt restriktioner og lukkede sine grænser, selv om epidemiologerne i Sundhedsstyrelsen sagde, at det var unødvendigt.
I Sverige er statens epidemiolog oftere i fjernsynet end statsministeren og anses bredt for at være den “kaptajn”, der skal ride Sverige gennem stormen. I både Norge og Danmark er statsministeren en klar frontfigur. I Finland er statsminister Sanna Marin også en frontfigur, men hun understreger konstant, at hun følger anbefalingerne fra THL (Terveyden ja hyvinvoinnin laitos, eller det finske institut for sundhed og velfærd).
BILLEDER: I Danmark, Norge og Finland er det statsministeren, der er frontfiguren ved pressekonferencer, mens det i Sverige oftest er epidemiologen Anders Tegnell fra den svenske sundhedsstyrelse (billedet til venstre). Foto til højre: Statsminister i Danmark, Mette Frederiksen, statsministeriet.
Fortidens erfaringer påvirker de nuværende tilgange
Det faktum, at Finland på trods af samme forvaltningstradition som Sverige har handlet anderledes end Sverige, kan have noget at gøre med finske historiske erfaringer, ikke mindst fra Anden Verdenskrig. Der er en vis parathed til at handle beslutsomt og kollektivt i forbindelse med pludselige kriser. Læren fra krigen var, at hvis alle følger statens ordrer, så skal alt nok gå, men der er også en forventning om, at regeringen er parat til at handle hurtigt og energisk. Finland er også bedre rustet end de andre nordiske lande med hensyn til beredskabslagre m.m., noget som længe har været en mangelvare for de andre nordiske lande. I Norge og Danmark handlede krigserfaringerne mere om, at den enkeltes ansvarlighed var vigtig, mens Sverige måske kan siges at mangle en tilsvarende kriseerfaring.
BILLEDE: Finland er velsagtens bedre forberedt på kriser. Her ses den finske regerings pressekonference den 16. marts 2020, hvor lukningen af skoler blev annonceret. Foto: Laura Kotila, Flickr, Finlands regeringskontor.
Sverige går alene – hvorfor?
- Ubetinget selvtillid: Sverige er det eneste nordiske land og et af de få lande i Europa, der ikke har lukket sine skoler og indført strenge, lovfæstede sociale distanceringsforanstaltninger. Det kræver en stor selvtillid at handle anderledes end næsten alle andre lande. Det har Sverige i højere grad end de andre nordiske lande, som i højere grad er præget af den småstatslige holdning, nemlig at det er vigtigt at følge andre. At identificere og forklare, hvor denne svenske selvtillid kommer fra, er et af de vanskeligste og mest spændende spørgsmål for filosoffer og kulturhistorikere med interesse for de nordiske lande. Min egen teori er, at det er et spørgsmål om temporalitet. Nogle gange i løbet af det 20. århundrede, den svenske models storhedstid, opstod der en idé om, at Sverige var et af de mest moderne lande i verden og dermed “foran” de andre lande. Så hvis man som Sverige er på forkant med den menneskelige udvikling, er der ingen grund til at sammenligne sig med andre mindre udviklede samfund. I stedet er der en vilje og en skik til at løse ethvert spørgsmål på egen hånd.
- Økonomiens centrale rolle: De økonomiske aspekter har været langt mere centrale i den svenske diskussion, og på et langt tidligere tidspunkt, end i de andre nordiske lande. Det er ikke uden for fantasiens grænser, at dette har at gøre med, at Sverige i mange henseender er mere neoliberalt og drevet af finansverdenen. Men samtidig er det også vigtigt at huske på, at økonomer historisk set har haft en mere central plads i debatten i Sverige end i de andre nordiske lande. Den svenske velfærdsstat, “folkhemmet” (Folkehjemmet), var på mange måder primært et økonomisk projekt. Dens vigtigste arkitekter var økonomer som Gunnar Myrdal, Ernst Wigforss, Bertil Ohlin, Gösta Rehn og Rudolf Meidner. Og det er stadigvæk folk fra det økonomiske område, der er det centrale punkt for knowhow i Sverige. Hvis jeg husker Henrik Stenius, grundlæggeren af Center for nordiske studier ved Helsinki Universitet, korrekt, er den centrale ekspertise i krisesituationer økonomer i Sverige, historikere og filosoffer i Finland, jurister og historikere i Norge og politologer i Danmark. Dermed ikke sagt, at svenskerne prioriterer økonomien højere end sundhed og menneskeliv, eller at de foretager ufølsomme cost-benefit-analyser. Der er snarere en stærk tradition i Sverige for at mene, at en velfungerende økonomi er en forudsætning for menneskers velfærd og sundhed. Folkemødets sikkerhed kunne kun opnås gennem en styrket økonomi, og omvendt er de grusomme sociale og psykiske konsekvenser af 1990’ernes recession i Sverige og Finland stadig i frisk erindring, især i Finland.
- Svenskerne gør, hvad de får besked på: I de andre nordiske lande – måske især i Danmark – har Sverige et ry for at være et paternalistisk og prohibitivt samfund, hvilket ikke synes at være i overensstemmelse med den liberale holdning, som Sverige har haft under koronakrisen. Hvordan hænger det sammen? Hvis man ser nærmere efter, er det nok ikke så meget forbud i sig selv, som danskerne gør grin med, men derimod hvor lydigt svenskerne følger forskellige anbefalinger. Skal man tro de danske anekdoter, så spiser svenskerne fem skiver brød om dagen, når den svenske folkesundhedsmyndighed (Folkhälsomyndigheten) anbefaler at spise fem skiver brød om dagen. Stereotypen er snarere, at svenskerne naivt stoler på, at staten ved, hvad der er bedst for dem. Det er i øvrigt præcis den samme logik, som gennemsyrer Sveriges håndtering af covid-19-krisen; de svenske myndigheder stoler på, at svenskerne generelt vil følge den statslige epidemiologs anbefalinger om at vaske hænder og holde sig væk fra hinanden. Der er ikke behov for at håndhæve sociale distanceringsforanstaltninger på lovlig vis. Når det er sagt, er tilliden til myndighederne i et bredere komparativt perspektiv høj i hele Norden (herunder Danmark), så der er bestemt begrænsninger i denne forklaring på den svenske undtagelsestilstand.
BILLEDE: I Finland og Norge er demokratiet mere legaliseret end i Danmark og Sverige. Norge har stadig flest advokater pr. indbygger blandt de nordiske lande. Foto: Foto: Højesteret i Norge, Af Bjoertvedt – Eget værk, CC BY-SA 3.0.
Demokratiet udspiller sig forskelligt
Individuelle rettigheder og andre forfatningsmæssige aspekter af foranstaltningerne mod pandemien har været langt mere centrale i debatten i Finland og især Norge end i Danmark og Sverige. Det kan skyldes, at Finland og Norge er yngre nationer og mere legaliserede demokratier end Danmark og Sverige. Af historiske årsager har forfatningen en særlig rolle i både Finland og Norge. I Finland var de gamle svenske love af særlig betydning i den russiske periode (1809-1917), og der har været gentagne demokratiske kriser i løbet af det 20. århundrede, som har understreget behovet for forfatningsmæssig beskyttelse af demokratiet. I Norge har Eidsvoll-forfatningen fra 1814 en særlig plads i den nationale fortælling, og de ledende politikere i det 19. århundrede var ofte jurister. Norge har stadig de fleste advokater pr. indbygger blandt de nordiske lande. Danmark og Sverige vil hellere understrege politikens forrang frem for juraen. Da den svenske regering i begyndelsen af april fremsatte et lovforslag, der skulle give den yderligere beføjelser til at håndtere covid-19-krisen, var det vigtigste samtaleemne ikke de mulige konsekvenser for den enkeltes rettigheder, men det faktum, at lovforslaget ville sætte regeringen i stand til at omgå parlamentet (Riksdagen). Historisk set var politikens forrang for juraen en del af velfærdssamfundets retsfilosofi (skandinavisk retsrealisme). Den ledende idé var, at loven ikke skulle kunne forhindre progressive reformer. I stedet blev loven set som et redskab i lovgivernes hænder. Denne tankegang kræver en historisk betinget tillid til demokratiets styrke og dets evne til at modstå kræfter, der ønsker at omstyrte det indefra. Så mens Danmark og Sverige kan være kendetegnet ved det, man kan kalde en demokratisk selvtillid (eller alternativt naivitet), er Norge og Finland mere optaget af demokratiets skrøbelighed i krisetider.
Don’t knock ‘the war effort’
En interessant afsluttende observation er, hvor stor opbakning der er til et bestemt lands tilgang som den rigtige. I Sverige er folk med et alternativt synspunkt til landets tilgang blevet skældt ud som “amatør-epidemiologer”, og i Finland blev selv drastiske foranstaltninger, som f.eks. isolering af hele Nyland, gennemført uden megen modstand eller debat. Opbakningen til de nordiske regeringer er stabil og stigende i hele regionen, og aviserne har en tendens til at puste nyheder op, der styrker følelsen af, at “vores” eget land er på rette vej. Men jo længere krisen varer, jo mere plads synes der at være til kritisk debat. Dette gælder for alle de nordiske lande, men måske især for Sverige, hvilket kan tilskrives, at Sveriges tilgang er mere kontroversiel, eller måske fordi Sverige er et større land, hvor der er mere plads til afvigende meninger – landets velkendte konformisme til trods. Henvisninger til andre nordiske lande udgør en central del af disse nye debatter, og i den forstand er det interessant at bemærke, at krisen har genoplivet den intra-nordiske sammenligning som en national politisk praksis i hele regionen. I krisetider handler de nordiske lande måske ikke på samme måde, men de er fortsat ivrige efter at lære af hinanden for at være bedre forberedt næste gang.
Videregående læsning:
- Francis Sejersted, The Age of Social Democracy: Norway and Sweden in the Twentieth Century (Princeton University Press, 2011).
- Johan Strang “Scandinavian Legal Realism and Human Rights: Axel Hägerström, Alf Ross and the Persistent Attack on Natural Law’ Nordic Journal of Human Rights, 36, 3 (2018) pp. 202-218.
- Pauli Kettunen ‘The Society of Virtuous Circles’ i Models, Pauli Kettunen og Hanna Eskola, eds, Models, Modernity and the Myrdals (University of Helsinki, 1997).
- Sheri Berman, “The Primacy of Politics” (Cambridge University Press, 2006).