Den britiske offshore olie- og gasinfrastruktur vil koste skatteyderne 24 milliarder pund, ifølge skøn fra HMRC. Så hvorfor kan vi ikke lade menneskeskabte strukturer blive i havet og dermed spare omkostningerne til fjernelse og genanvendelse? Det ville være en stor gevinst for de offentlige kasser. Men for at gøre det ville vi være nødt til at teste bæredygtighedens søjler: økonomi, miljø og samfund.
Det er et stort arbejde at tage en boreplatform ud af drift. Offshore-anlæg består af udstyr til olie- og gasbehandling og boring (topsides) og den bærende struktur fra havbunden til overfladen. Dette er oftest en stålramme, der er stablet ned til havbunden (jacket). Den største ståljakke i britiske farvande er Magnus-olieplatformen, som vejer 30 000 tons – ca. 20 000 familiebilers vægt.
Det foregår typisk i to faser. Først rengøres og opdeles udstyret på overside i sektioner, som løftes over på kranpramme eller, hvis der er tale om tungere strukturer på overside, på et dobbeltskrogede tankskib. Når oversideudstyret er fjernet, skæres kappen over, løftes op på en pram, og både overside og kappe bringes i land med henblik på demontering og genanvendelse.
Olie- og gasbrønde skal altid lukkes for at forhindre, at indholdet af det forladte kulbrinteforråd lækker ud i det omgivende miljø. Men der er stadig flere og flere beviser for, at det er positivt for miljøet at efterlade kappen og topside-konstruktionerne i havet.
I Den Mexicanske Golf har det amerikanske program “Rigs to Reefs” omdannet 532 olie- og gasplatforme til kunstige rev. Efter flere år i vandet bliver hver enkelt struktur dækket af epifaunale organismer såsom østers, muslinger, strandskaller, maller, tunikater, svampe og koraller. Disse skaber en stadig mere kompleks overflade, som giver tusindvis af kroge og kroge, som organismer som krabber, orme, søpindsvin og blennies kan udnytte. Disse dyr giver så føde til større fisk, og strukturen bliver et ægte økosystem af rev.
Den skotske Wildlife Trust foreslår også, at fjernelse af arkitekturen måske ikke er den bedste miljømæssige løsning. I lighed med den Mexicanske Golf giver strukturer ud for den skotske kyst hårde overflader, som koloniseres af anemoner, hydroider, bryozoer, svampe, muslinger, strandskaller samt bløde og hårde koraller. De er også blevet ynglepladser og skjul for kommercielt vigtige fisk, og de tiltrækker rovfiskende havpattedyr.
Den nedlukning ødelægger på den anden side blomstrende marine økosystemer, der er blevet opbygget gennem årtier. Det resulterer også i øgede skadelige luftemissioner, herunder drivhusgasemissioner, fra den skibstrafik, der er nødvendig for at udføre fjernelsesarbejderne.
Det giver heller ikke mange sociale eller økonomiske fordele ved nedlukning. Den skaber kun få arbejdspladser, især i forbindelse med demontering og genanvendelse på land i forbindelse med de dele af processen, der vedrører demontering og genanvendelse. F.eks. skabte fjernelsen af det flydende produktionsanlæg i Buchan kun 35 arbejdspladser. Og når processen er afsluttet, er der intet tilbage. I sidste ende er nedlukning et dræn for skatteydernes midler.
Det er loven
Trods de manglende fordele fortsætter Det Forenede Kongerige med at fjerne offshore-arkitektur med en hastighed på omkring 70.000 til 100.000 tons om året. Grunden til dette er, at havlovgivningen siger, at vi er nødt til det.
Den internationale OSPAR-konventions beslutning om bortskaffelse af nedlagte offshore-anlæg forbyder signatarlandene (herunder Det Forenede Kongerige) at efterlade offshore-arkitektur i havet, enten helt eller delvist. Den foreskriver, at alle topsideanlæg returneres til land, og at undersøiske strukturer, der vejer mindre end 10.000 tons, fjernes fuldstændigt. På grund af de vanskeligheder, der er forbundet med at fjerne større strukturer, kan nogle af dem få deres baser efterladt på stedet.
Det er også interessant at bemærke, at OSPAR er i modstrid med Det Forenede Kongeriges bestemmelser om bevarelse af offshore marine habitater og arter (Conservation of Offshore Marine Habitats and Species Regulations 2017). OSPAR siger, at vi skal fjerne strukturer uanset skade på det marine liv, mens de britiske forordninger er fokuseret på at forhindre aktiviteter, der kan dræbe eller skade beskyttede marine arter.
Et eksempel herpå er koldvandskorallen Lophelia pertusa. Disse koraller er blevet registreret i dybder på mellem 50 og 130 meter på olie- og gasstrukturer. Koldvandskoralrev understøtter en høj diversitet og rigelighed af tilknyttede hvirvelløse dyr og fisk. Det er ganske enkelt forkert, at OSPAR ikke vil anerkende deres tilstedeværelse.
Da de offentlige midler har så meget at vinde ved at lade menneskeskabte strukturer forblive i havet som en fordel for de marine økosystemer, bør den britiske regering basere sin sag om fjernelse på økonomisk, samfundsmæssig og miljømæssig dokumentation. Hvis beviserne ikke kan støtte en fjernelse – hvilket jeg ikke mener, at de kan – bør Det Forenede Kongerige anfægte den nuværende internationale havlovgivnings egnethed.
Endeligt er et ofte fremført modargument, at hvis vi lod offshore-arkitekturen blive på plads, ville vi ende med en offentlig furore svarende til den, der tvang Shell til at opgive sine planer om at bortskaffe Brent Spar-tankskibets ladebøje i havet i 1990’erne. Men hvis vi brugte besparelserne ved at lade offshore-anlæggene være på plads til at støtte investeringer i klimaforvaltning, tror jeg, at miljøgrupper og den brede offentlighed ville se helt anderledes på tingene.