Forestil dig Willy Wonkas navngivne fabrik, men fyldt med et intenst udvalg af fermenterede mejeriprodukter. Velkommen til yoghurtgangen i Frankrig. C’est bon! Der er almindelige yoghurter, der er forankret med frisk frugt, gennemsyret med chokoladenibs og foret med en bund af karamel og kastanjepuré. Der er desserter lactés, som indeholder ekstra sukker og æg og tager form af chokoladekage, tiramisu, creme brûlée eller clafoutis. Der findes økologiske yoghurter, yoghurter af fåre- og gedemælk og yoghurter uden mælkeprodukter. Der findes masseproducerede yoghurter og yoghurter, der fremstilles i små partier på familiebedrifter. Men uanset hvad man vælger, er konsistensen altid silkeagtig og betydeligt lettere end de proteinfyldte græske yoghurter, som amerikanerne foretrækker.
Jeg opdagede alt dette for mere end ti år siden, da jeg underviste teenagere i engelsk konversation i en lille by i Nordfrankrig. Lige siden da har jeg drømt om at tage tilbage, mest for at hænge ud i yoghurtgangen.
Selv om jeg ikke er typen, der sætter spørgsmålstegn ved en god ting, kom jeg på et tidspunkt til at undre mig over, hvorfor yoghurt er en så integreret del af det franske liv. Det er rigtigt, at Frankrig er Europas næststørste mælkeproducent efter Tyskland, men det forklarer ikke den særlige tiltrækningskraft af yoghurt – USA producerer trods alt langt flere mejeriprodukter end Frankrig, men vi har altid bøjet os for mælk, ikke for yoghurt. Og selv om tyskerne spiser flere fermenterede mejeriprodukter end franskmændene, er deres yoghurtbutikker – undskyld – bare ikke lige så fantastiske. Så jeg besluttede mig for at lave lidt research.
Først nogle statistikker. I 2016 spiste Frankrig 19,6 kg yoghurt pr. indbygger, eller 43,2 pund. Det tal forventes at stige til 43,9 pund i år – hvilket i øvrigt svarer til fire bowlingkugler. Til sammenligning spiste amerikanerne i løbet af det samme år 13,7 pund pr. indbygger. Størstedelen af den franske befolkning spiser mindst én portion yoghurt dagligt, og en tredjedel spiser fem portioner om ugen, og det allerede fra spædbarnsalderen. I USA spiser kun 6 procent af os yoghurt hver dag.
Denne uoverensstemmelse er ikke gået franskmændene tabt på. “Alle franskmænd, der bor i udlandet, kan vænne sig til alt andet end yoghurt”, siger Jacqueline Dubois, en Paris-baseret skribent for den franske kulturblog My French Life. En af hendes sønner, som er 26 år, bor i England. “‘Åh, min Gud’,” husker hun, at han sagde til hende. “‘I England er det det, jeg savner, den franske yoghurt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal spise.””
Yoghurt har haft et par århundreder til at få fodfæste i den franske kultur: Den blev først kendt i Frankrig i 1542, da kong Francois I blev ramt af et maveonde, som lægerne ikke kunne kurere. Sultanen i det osmanniske rige (hvor yoghurt efter sigende blev opdaget i det tredje årtusinde f.Kr. af gedehyrder, der konserverede mælk ved at fermentere den i fåreskind) var venligt indstillet over for tronen og sendte kongen en læge, som kurerede ham – med yoghurt. Nyheden om denne mirakelmad spredte sig efterfølgende.
I begyndelsen af det 20. århundrede trådte videnskaben til for at forklare miraklet. Først isolerede en medicinstuderende i Bulgarien en bakterie, der var hjemmehørende i landets yoghurt, kaldet Lactobacillus, som ikke naturligt fandtes i menneskets tarmkanaler. Ved hjælp af denne forskning forbandt en videnskabsmand på Institut Pasteur i Paris den samme bakterie med den lange levetid hos bulgarske bønder. I den franske fantasi blev yoghurt uudsletteligt forbundet med sundhed, og en kultur af i forvejen fornuftige spisere gav således deres hengivenhed til yoghurt.
I det 20. århundrede opstod to af verdens største multinationale yoghurtvirksomheder i Frankrig: Danone, der blev grundlagt i Spanien i 1919 og flyttede til Paris et årti senere, og Yoplait, der i 1965 blev oprettet af de franske mejerikoncerner Yola og Coplait. Det var belejligt, at selskabets oprettelse faldt sammen med indførelsen af tv – og tv-reklamer – i de franske hjem.
Victoire Louapre kan stadig beskrive en reklamefilm for Danones Activia (dengang kaldet Bio), som blev vist i slutningen af 90’erne, da hun var barn. “Der var en teenager, der havde ondt i maven, og personen sagde: “Tag en Bio de Danone, så bliver alting bedre”,” siger Louapre, som nu bor i Los Angeles, hvor hun skriver for den franske restaurantanmeldelsesblog Le Fooding. “Det satte sig i folks hjerner, at yoghurt var som medicin og lindrer dig fra stress.” Hvad mere er, er læger endda kendt for at anbefale yoghurt mod maveinfluenza. “Vi troede, at yoghurt var noget, vi ikke kunne leve uden,” siger Louapre.
Så undrede jeg mig alligevel: Var der, bortset fra de sundhedsmæssige fordele og den effektive reklame, noget andet, noget mere iboende, mere dagligdags, der forklarede yoghurtens store tilstedeværelse i den franske kultur? For Louapre hænger det sammen med det, hun kalder “fransk hjemmekultur” og det fortsatte ritual med tre måltider om dagen. “Meget ofte får man en salat, en hovedret og en dessert”, siger hun. “Vi slutter altid af med dessert, men vi ville slutte af med frugt eller yoghurt. Det virker som det sunde alternativ til en tungere dessert.”
For sin del peger Dubois på noget endnu mere omfattende. “Vi har denne besættelse af balance generelt,” siger hun. “Det er sådan, jeg er opdraget, og jeg tror, jeg har givet det videre til mine sønner.” Selve spisetiderne er uændrede, og der er ingen snacks uden for hjemmet. Men selv inden for denne ordning har yoghurt sin plads. Morgen, middag eller aften, den passer til alle appetitter og bryder (sjældent) reglerne. Det er en fødevare, der forbedrer, men som aldrig stjæler showet – indtil man ender i yoghurtgaden.