Dato: Feb. 1, 2015
Author: Bob Henkins
1 Kong. 17:1-24
Nøglevers: 1 Kongebog 17:24
“Da sagde kvinden til Elias: “Nu ved jeg, at du er en Guds mand, og at Herrens ord fra din mund er sandheden.”
I slutningen af 90’erne arbejdede jeg for et firma ved navn Panatrol som processtyringsingeniør. Denne ene særlige sommer var jeg i gang med et projekt i Michigan City Indiana, og i opstartsfasen måtte jeg køre frem og tilbage hver dag. Den bil, jeg havde på det tidspunkt, var ret dårlig. Jeg husker, at starteren gik i stykker, og hver morgen skubbede Julia vores anden bil frem og skubbede mig ned ad gaden. Og når jeg kom hjem, skubbede jeg bilen så hurtigt jeg kunne på parkeringspladsen med åben førerdør og hoppede så ind i bilen og trykkede på koblingen for at få den i gang. Så denne tingest var ved at falde fra hinanden. Og da jeg kørte frem og tilbage fra Chicago til Michigan City, så jeg denne rødbrune Buick på en parkeringsplads med et skilt til salg. Jeg kiggede på den, testkørte den, den så godt ud, så jeg købte den. Det var en natbil. Omkring en måned senere besluttede jeg mig for at få skiftet olie, og på vej hjem begyndte bilen at lave denne forfærdelige bankende lyd. Jeg tænkte ved mig selv, om mekanikeren havde glemt at sætte proppen i oliekarret tilbage i bilen, og nu er al olien løbet ud? Men da jeg kørte ind til siden, var olien fuld. Og det var der, jeg fandt ud af, at den tidligere ejer havde hældt sværvægtsolie i motoren for at skjule årsagen til, at han ville skille sig af med den. Motoren var ødelagt, og det var for dyrt at udskifte den, så jeg skiftede den ud. På det tidspunkt følte jeg mig så snydt, hvorfor kan folk ikke være ærlige. Og i denne uge, da jeg kom i tanke om denne historie, kom jeg i tanke om en gang, hvor jeg havde en sort Chrysler Cordoba, og en dag fandt jeg ud af, at væsken i kølesystemet var blevet mælkebrun, hvilket var tegn på et større motorproblem, en revnet blok, en sprunget pakning, og så dækkede jeg det til og solgte den til en anden uden at fortælle det. Og jeg indså, at det, der går rundt, kommer rundt. Hvem her er nogensinde blevet snydt før? Det er en forfærdelig følelse, ikke sandt? Hvem her har nogensinde været snydt før? Og nu spørger jeg: Hvis vi lever i en verden af snydere, der bliver snydt, hvor er sandheden så? I dagens tekst finder vi sandheden. Det er en smuk passage med mange op- og nedture. Lad os komme ind på det.
Lad os tage et kig på vers 1. “Men Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: “Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg tjener, skal der hverken komme dug eller regn i de kommende år, undtagen på mit ord.” Pludselig ud af ingenting dukker profeten Elias op på scenen, og på dette tidspunkt har vi ikke en anelse om, hvem han er. Han er fra en by, som de lærde ikke længere kan lokalisere med sikkerhed, men han vil blive husket i lang tid. Fra historien ved vi dog nogle få ting om ham, f.eks. betyder hans navn Elias: “Herren er min Gud”, hvilket afslører fokus for hans liv. Han er uden tvivl en af de mest særprægede og mangfoldigt begavede personer i Bibelen. Han er profet, prædikant, politisk reformator og mirakelmager i én og samme person. Og i centrum for den, han er, er der én overordnet overbevisning, nemlig at Herren, vor Gud, er herre over alt.
Elija finder hurtigt ud af, at Gud har en mission til ham, en mission, der ikke bliver let, nemlig at udfordre den afgudsdyrkende kultur i hans samfund, at afsløre, at Baal er en svindler, og at vor Herre er den eneste sande levende gud. Så Herren sender ham til Akab, Israels konge, og under deres konfrontation erklærer han tørke. Hvorfor vælge en tørke? Det er meget strategisk, fordi Elias dermed angriber Baal-dyrkelsen i dens kerne. Baaldyrkere troede, at det var deres frugtbarheds- og stormgud, der sendte regnen, medmindre det var tørketid, og han skulle vækkes fra de døde med ofre. For at modbevise denne tro siger Elias, at Herren er levende og ikke død som Baal, og at det er Herren og ikke Baal, der bestemmer, hvornår regnen falder.
Se på versene 2-7. “2 Så kom Herrens ord til Elias: 3 “Gå herfra, vend dig mod øst og skjul dig i Keriths kløft, øst for Jordan. 4 Du skal drikke af bækken, og jeg har pålagt ravne at give dig mad der.” 5 Så gjorde han, hvad Herren havde sagt ham. Han gik til Kerith-kløften øst for Jordan og blev der. 6 Ravnene bragte ham brød og kød om morgenen og brød og kød om aftenen, og han drak af bækken.” Her ser vi, hvordan Gud beskyttede Elias og advarede ham om at flygte og gemme sig. Herren vidste, hvordan Akab ville reagere. Så han sagde til ham, at han skulle løbe!
Her er et interessant spørgsmål: Tror du, at bare fordi du adlyder Gud, så tror du, at du vil få et let og behageligt liv? Ikke nødvendigvis. Jeg siger ikke, at Herren vil forlade os, han vil altid støtte os, det er bare måske ikke på den måde, som vi tror, det skal ske. Og vi ser her, at da Elias adlød Gud, går hans situation faktisk fra godt til skidt. Han går fra en stilling med kommandoveje og autoritet ved kongens hof til en flygtning på flugt. Han bliver bogstaveligt talt kongens største fjende. Han går fra at kunne spise ved et bord og sove i en seng til at sove på jorden og spise af sten. Forestil dig at være der, alene, ubehagelig, uden at vide, hvor længe du skal blive der, uden hjem eller mange forsyninger. Men det er ofte i disse vanskelige tider, at vi faktisk vokser tættere til Herren, da vi er mere afhængige af ham. Gud forlod ikke Elias, han var med ham lige der. Herren sørgede for en bæk til Elias med rindende ferskvand i en tørketid. Og Gud sendte sine tjenere, korbuerne, ikke som mad, men for at servere ham mad.
Jeg ved ikke meget om korbuer, bortset fra at de er store, sorte og lidt skræmmende. De har et uhyggeligt udseende, og de er blevet forbundet med død og mørke varsler. Edgar Allan Poe skrev om dem, og Alfred Hitchcock lavede en film om dem. Jeg ved ikke, om de er onde, men man kalder en flok ravne for “uvenner”, så det må fortælle dig noget. De arbejder sammen og er kendt for at nedlægge dyr, der er større end dem. Ravnene var det instrument, som Gud brugte til at give velsignelsen, vi tænker ikke på de rør, der forsyner os med vand eller fjerner vores spildevand, vi tænker kun på de velsignelser, de bringer. På samme måde var ravnene Guds redskaber, som han brugte til at udføre sit formål. Jeg har hørt, at ravne er stædige fugle, der ikke engang kan lide at fodre deres egne unger, Gud brugte en umulig fugl til at tjene en umulig situation. Ravne var ådselædere, der spiste kødet fra døde dyr, måske var Elias bekymret for det, det ved jeg ikke. Men igen er dette Guds visdom, hvis Elias var blevet fodret af mennesker, kunne Akab have opsporet hans skjulested. Men hvem kan følge efter ravne? Faktisk, da de hænger omkring døde ting, hvis Ahab så dem flyve over os, hvorfor skulle han så gå hen og kigge efter dem, for det, der er derovre, er jo dødt. Ravnene bragte ham kød og brød (sandwiches). Hvor fik de allerede bagt brød fra, og hvad var det for noget kød? Det gider jeg ikke tænke på. Men Elias spiste kød to gange om dagen, når der dengang og selv nu er steder i verden, hvor folk ikke spiser kød hver dag, og slet ikke to gange om dagen.
Se på versene 7-9. “7 En tid efter tørrede bækken ud, fordi der ikke havde været nogen regn i landet. 8 Da kom Herrens ord til ham: 9 “Gå straks til Zarepta i Sidons område og bliv der. Jeg har pålagt en enke der at forsyne dig med mad.” Hver dag gik han ned til bækken og fyldte sin kande, men nu tørrede bækken ud. Hans situation blev værre og værre. Nu var vandet væk. Han kunne ikke holde ud længe nu. Dette kunne være det rette tidspunkt til at klage til Gud: “Herre, jeg adlød dig, men hvorfor holdt du ikke dit løfte?” Igen forlod Herren ham ikke, og da Gud lukkede en dør, åbnede han en anden. Gud lukkede for bækken, nu må Elias gå videre. Så han drog til Zarepta.
Hvad ved vi om Zarefath. Zarefat, når det oversat betyder “smelteværksted”, betyder det “et værksted til raffinering og smeltning af metaller”. Det var en lille fønikisk by, ca. en mil fra kysten, næsten midtvejs på vejen mellem Tyrus og Sidon. (Sjovt faktum: der er en by, der hedder Zarefath i New Jersey) Da Zarefath ‘s hovedindustri var raffinaderi, havde dette måske en dybere åndelig betydning, en slags åndelig prøveplads for Elias, fordi Zarefath, var hjembyen for Akabs kone Jesabel. Og hendes far var konge. Han var ikke blot en ivrig Baal-dyrker, men også en ypperstepræst, som lod sig lede af sin ambition og forrådte sin egen bror for at få tronen. Måske troede Elias, at han var på vej fra stegepanden og ned i ilden. Gud havde imidlertid andre planer, for Zarepta var Ba’alismens hjerte, og Herren ville besejre Ba’al på hans eget territorium, i hans hjemby. Da det i dag er Superbowl-søndag, og det faktum, at Patriots og Seahawks spiller, viser, at hold, der spiller på deres hjemmebane, virkelig har en fordel.
Se på versene 10 til 14. “Så gik han til Zarepta. Da han kom til byporten, stod der en enke og samlede stokke. Han kaldte på hende og spurgte: “Vil du bringe mig lidt vand i en krukke, så jeg kan få noget at drikke?” 11 Da hun var på vej til at hente det, råbte han: “Og giv mig også et stykke brød!” 12 “Så sandt Herren din Gud lever,” svarede hun, “jeg har ikke noget brød, kun en håndfuld mel i en krukke og lidt olivenolie i en krukke. Jeg samler et par stænger for at tage dem med hjem og lave et måltid til mig selv og min søn, så vi kan spise det – og dø.” 13 Elias sagde til hende: “Du skal ikke være bange. Gå hjem og gør, som du har sagt. Men først skal du lave et lille brød til mig af det, du har, og bringe det til mig, og derefter skal du lave noget til dig selv og din søn. 14 Thi så siger Herren, Israels Gud, nemlig: “Krukke med mel skal ikke blive opbrugt, og oliekanden skal ikke tørre ud, før den dag Herren sender regn over landet.” Hvis der er noget, så bør mænd tage sig af enkefruer, ikke omvendt. Ikke alene var hun enke, men hun var også fuldstændig flad, fattig og sulten. Hun var ved at forberede sit sidste måltid (jeg troede, hun ville spise pindene J)
- Elija gav hende et løfte om forsyninger fra Israels Gud
- Elija siger: “Gør nu bare, hvad du sagde” ?? hun havde planer om at dø
- Elija udfordrede hende til at tage sig af ham først
- Sandsynligvis var hun en hedning og troede ikke på Elias’ gud
Se på vers 15 & 16. “15 Hun gik bort og gjorde, som Elias havde sagt til hende. Så var der mad hver dag til Elias og til kvinden og hendes familie. 16 For melkrukken blev ikke brugt op, og oliekanden løb ikke tør, i overensstemmelse med Herrens ord, som Elias havde talt.” Gud holdt sit løfte til hende, og hun oplever et mirakel. Hendes lille krukke med olie blev aldrig tom, hendes lille flaske med olie løb aldrig tør. Hendes håb blev genoprettet.
Vers 17 & 18 siger: “17 Nogen tid senere blev sønnen til kvinden, som ejede huset, syg. Han fik det værre og værre, og til sidst holdt han op med at trække vejret. 18 Hun sagde til Elias: “Hvad har du imod mig, du Guds mand? Er du kommet for at minde mig om min synd og slå min søn ihjel?”
Hendes søn bliver syg og dør, og hun opfatter sin søns død som et personligt angreb. Hun giver Elias skylden for sin søns død og forbinder sin søns død med sine synder. For mig er det et tegn på dårlig samvittighed. Hun erkender, at hun er en synder, vi plejer ikke at tænke på en fattig gammel enke som en synder, men det var hun.
- Elija råber til Gud.
- Elija mener, at Gud har bragt tragedien over enken og andre
- Han betragter stadig Gud, som sin gud
- Herren hørte Elias’ råb
- Drengen bliver genoprettet.
- Resultatet Enken anerkender, at Elias er en Guds mand, fordi han taler sandheden.
Hvad var resultatet? Lad os tage et kig på vers 24. “Da sagde kvinden til Elias: “Nu ved jeg, at du er en Guds mand, og at Herrens ord fra din mund er sandhed.” Dette mirakel hjælper enken til at indse, at Elias er en mand, der repræsenterer og er sendt af Herren. Og hun begynder at forstå, at den samme Gud, som sørgede for mel og olie til hende, også har sørget for liv til hendes søn. Baal har aldrig hævdet at have direkte kontrol over liv og død, kun indirekte kontrol ved at sende regn til afgrøderne. Men Gud kontrollerer ikke kun regnen, han har magt over så meget andet. I dette afsnit har Herren kommandoen over Elias, over ravnene, enken, vejret, olien, melet og i sidste ende over selve livet. Hør, hvad Jesus sagde: “17Den grund til, at min Fader elsker mig, er, at jeg lægger mit liv ned – for at tage det op igen. 18 Ingen tager det fra mig, men jeg lægger det ned af mig selv. Jeg har myndighed til at lægge det ned og myndighed til at tage det op igen. Denne befaling har jeg modtaget fra min Fader.” (Joh 10) Dette er, hvad Jesus sagde, og det er, hvad der skete. Efter at han var blevet korsfæstet, opstod han tre dage senere fra graven. Herren har magt.
Jeg vil gerne have, at I lægger mærke til det tema, der går gennem hele dette afsnit: Herren sagde, at det ikke ville regne, medmindre han befalede det, og det gør det ikke før tre og et halvt år senere. Dernæst sagde Herren, at Elias i en tørke ville få vand, og at ravne ville give ham mad, og det var sandt. Herren sagde til Elias, at han skulle gå til Zarepta, og at han ville finde en enke, som ville tage sig af ham, og det var sandt. Og Herren sagde, at deres mel og olie aldrig ville løbe tør, og det var sandt. Og enkens konklusion var, at HERRENS ORD ER SANDT. Dette tema er ikke kun gennemgående i dette afsnit, men det gennemsyrer hele Bibelen, fra 1. Mosebog til Åbenbaringen. Allerede i det første kapitel siger Herren: “Lad der blive lys”, og der BLEV lys. Vi ser denne sætning igen og igen: “Herren sagde”, og “det blev sådan”. Herren sagde, at han ville sende en frelser, som ville komme og frelse os fra vores synder, og det skete. Johannes kapitel 1 fortæller os: “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Vi har set hans herlighed, den enbårne Søns herlighed, som kom fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (Joh 1:14) Ud fra alt dette ønsker Gud, at vi skal se én ting, det samme som denne enke så, nemlig at HERRENS ORD ER SANDT.
Vi har brug for sandhed. Forestil jer at leve i en verden, hvor intet er sandt, hvor alt er løgn og bedrag. Desværre lever vi faktisk i netop den verden, for Satan er denne verdens fyrste, og hans modersmål er løgn. (Joh. 8:44) Og hver eneste af os har løjet. For Bibelen fortæller os, at verden har byttet sandheden ud med en løgn. (Ro1:25) I går aftes mindede Mike mig om musikeren Billy Joel, der skrev sangen “Honesty”, hvor første vers starter: “If you search for tenderness, It isn’t hard to find, You can have the love you need to live, But if you look for truthfulness, Du kan lige så godt være blind, Det synes altid at være så svært at give” og omkvædet lyder sådan her: “Ærlighed er sådan et ensomt ord, Alle er så usande, Ærlighed er næsten aldrig hørt, Og det er mest det, jeg har brug for fra dig” Det lyder som om han længes efter sandhed, ikke sandt? Sandhed er en ting, som vi virkelig har brug for. Sandheden vil sætte os fri. (Joh 8:32) Og det eneste sted, hvor vi med garanti kan finde sandheden, er i Guds ord. “For loven blev givet ved Moses; nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.” (Joh 1:17) Jesus sagde: “Helliggør dem ved sandheden; dit ord er sandhed.” (Joh 17:17) Og for endelig at slutte cirklen, sagde Jesus: “…, “Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der kommer fra Guds mund.” (Mt 4,4) Herrens ord er ikke blot sandhed, det er også livgivende. Ligesom vores kroppe har brug for fysisk føde for at overleve, har vores sjæle brug for åndelig føde, og det er det, som Guds ord er.