Da jeg var barn, var jeg altid fascineret af magiske tricks. Uanset om det var simple mønttricks eller at se David Copperfield gå gennem den kinesiske mur i fjernsynet, ville jeg altid vide det: Hvordan gør de det?
Da jeg var færdig med min terapeutuddannelse, havde jeg lært at fokusere på helt andre former for magiske tricks eller illusioner – de former, som vi bevidst og ubevidst skaber hele tiden.
Det spørgsmål, der pressede mig, ændrede sig: Hvorfor gør vi det? Hvorfor går vi, som tilsyneladende rationelle og velmenende mennesker, rundt og bedrager os selv regelmæssigt?
I 1970’erne påviste Ellen Langer, en forsker fra UCLA, beviser for et fænomen, som hun kaldte illusionen om kontrol. Efterfølgende forskere bekræftede denne såkaldte positive illusion på tværs af en række forsøgsopstillinger.
Deltagerne i et lotteriforsøg troede, at de havde mere kontrol over resultatet, hvis de selv valgte deres tal i stedet for at få dem tildelt tilfældigt. Folk tror, at de er mindre tilbøjelige til at komme ud for en bilulykke, hvis de selv kører, end hvis de sidder på passagersædet. I terningespillet har spillere en tendens til at kaste terningerne hårdere, når de har brug for højere tal, hvilket vidner om en implicit tro på, at de med “dygtighed” på en eller anden måde kan kontrollere deres skæbne.
Gang på gang har forskningen vist, at uanset intelligens, viden og fornuft tror folk ofte, at de har kontrol over begivenhederne i deres liv, selv når en sådan kontrol er umulig.
Som al forskning i psykologi er der usikkerhed om, hvordan disse eksperimentelle resultater kan overføres til scenarier i det virkelige liv. Der er også en vis uenighed om den mekanisme, der ligger til grund for illusionen om kontrol. Alligevel, og hvis man tager forskningsresultaterne med et gran salt, er det nok sikkert at sige, at vi har mindre kontrol i vores liv, end vi måske gerne vil tro.
Spørgsmålet om kontrol er allestedsnærværende i min praksis som terapeut. Klienterne ønsker, at de kunne kontrollere andre, afskyr at føle sig ude af kontrol, frygter at blive kontrolleret af andre. Og lad os se det i øjnene, der er tidspunkter, hvor min egen illusion om kontrol styrer fantasier om at udøve mere indflydelse i mine klienters liv, end det sikkert er muligt. Hvis bare jeg kunne svinge den tryllestav, som mange klienter, talt eller ej, synes at længes efter.
Interessant nok fandt senere forskere ud af, at selv om de fleste mennesker opererer under en illusion om kontrol i det mindste en del af tiden, er deprimerede personer langt mindre tilbøjelige til at nære sådanne illusioner. Når det gælder om at vurdere kontrollen præcist, har deprimerede mennesker et meget bedre greb om virkeligheden.
Dette præcise syn er måske overraskende, da deprimerede personer er tilbøjelige til at have alle mulige andre kognitive forvrængninger. Ikke overraskende har forskere imidlertid også fundet beviser for en pessimistisk bias hos deprimerede mennesker, som er præcis, hvad det lyder som: en Ørø-ificering af verden, en påtagning af gråbriller.
Et evigt tilbagevendende tema blandt mine klienter indebærer at gå ud over et simpelt ønske om mere kontrol og strækker sig ind på området for et drivende behov for kontrol. Førstnævnte kommer normalt med et modvilligt suk af erkendelse af, at vores indflydelsessfærer ikke bare er begrænsede, de er faktisk ret små. Sidstnævnte er ofte ledsaget af en stor portion benægtelse og et slemt tilfælde af, at halen logrer med hunden. Behovet for kontrol ender med at kontrollere den enkelte.
Vi kender alle mennesker, der holder fast i et behov for kontrol. Tingene skal være lige sådan, som de skal være. De går i panik, når omstændighederne ændrer sig. “At give slip” findes ikke i deres ordforråd. Jeg kunne forestille mig, at det er disse personer, der er mest tilbøjelige til at stole på illusionen om kontrol for at styrke deres håb om, at det at holde fast vil give dem den form for sikkerhed, de længes efter.
Et kendetegn ved mental sundhed er evnen til at være fleksibel – i adfærd og reaktioner og i forhold til følelser og tanker. Når man skal have kontrol, giver man afkald på fleksibilitet og lægger et lavere loft end nødvendigt over sin evne til at engagere sig i og nyde livet.
Ironisk set kan der være mere “kontrol” i en fleksibel stilling end i en stilling, der er præget af bestræbelser på at holde alt inden for en snævert defineret komfortzone. Det er som at forsøge at holde fast i en vandballon. Jo mere stramt man forsøger at holde fast i den, jo større er sandsynligheden for, at den bare brister. Hvis du i stedet forsigtigt og fleksibelt holder ballonen i din åbne håndflade, er du meget bedre i stand til at “kontrollere” dens bevægelse uden at blive helt våd.
Det er vigtigt at huske på, at kontrol i vores liv ofte er illusorisk. Du behøver ikke at være deprimeret for at tage et ærligt kig på den faktiske grad af kontrol, du har på forskellige områder af dit liv. Når du først har fastslået: “Hov, jeg har faktisk slet ikke kontrol over det her”, kan du begynde at øve dig i fleksibilitet og spare din energi til de ting, som du virkelig kan påvirke.