Inka-læger skrabede huller i kranier med stenredskaber – og patienterne overlevede

Skallekirurgi på inkaernes tid i Peru blev udført med forbløffende dygtighed og succes, når man tager de primitive redskaber i betragtning, der var til rådighed.

Kirurgien, kendt som trepanation, indebærer at bore, skære eller skrabe et hul i kraniet, og den er blevet praktiseret af mange civilisationer gennem historien. Det første kendte tilfælde er fra Europa for 5.000 år siden. I den nye verden går det ca. 2.500 år tilbage.

Anne Titelbaum, bioarkæolog ved University of Arizona, og hendes kolleger fokuserede deres undersøgelse på det gamle Peru og studerede et væld af kranier med trepanering, der spænder fra de tidligste beviser i Amerika og op til det 15. århundrede, inkarigets tid.

Kranierne afslørede nogle af grundene til, at gamle peruvianere kan have været udsat for denne form for kraniekirurgi, ifølge Titelbaum.

“Kranietraumer kunne være opstået som følge af stumpe traumer ved brug af våben som slyngesten, køller og stridskøller. Så i mange tilfælde ser det ud til, at operationen blev foretaget for at behandle hovedskader: måske for at rense sårene, måske for at fjerne stykker af knoglebrud og lindre hæmatomer og det tilhørende intrakranielle tryk.”

Hun påpeger, at ikke alle kranier viser tegn på denne type skader. Beviser fra historien tyder på, at trepanation også blev udført til behandling af andre lidelser fra hovedpine til epilepsi og muligvis også havde rituelle formål.

• Paper in World Neurosurgery

Skrabning i kraniet med stenredskaber

I det gamle Peru blev hullerne i kraniet sandsynligvis lavet ved hjælp af skarpe stenredskaber. I betragtning af de primitive betingelser for at udføre kirurgi af enhver art var død en klar mulighed. Men en af de tre kendte metoder til at lave snittene var mindre risikabel end de andre.

“Der var forskellige teknikker, der blev brugt i det forhistoriske Peru, herunder skæring, boring og skrabning”, siger Titelbaum. Hver af dem havde ulemper. Lineær skæring, med en skarp stenkniv, krævede ofte, at man skulle skære større områder end nødvendigt. Ved at bore risikerede man også at tage mere materiale ud, end det var ønskeligt. Og begge teknikker løb risikoen for at gå for dybt ned.

“Skrabning var sandsynligvis den teknik, der gav de bedste succesrater, og det skyldes sandsynligvis, at knoglen gradvist kunne fjernes med mere kontrol, og det ville forhindre en kirurg i at trænge for dybt ind.”

Problemet med at skære for dybt er, at kirurgen ville risikere at gennembore den membran, der sidder under knoglen og kaldes dura mater. Dura mater omgiver og beskytter hjernen og er også med til at holde infektioner ude. Ved at studere knoglekanten ved snitmærkerne kan forskerne vurdere, om helingsprocessen var lang eller kortvarig – med andre ord, om patienten levede, og hvor længe.

Den tidligste gruppe kranier – dem fra næsten 2.500 år siden – viste, at kun 40 procent af menneskene overlevede. En anden gruppe fra næsten 1.000 år siden viste en overlevelsesprocent på 53 procent. Inka-kirurger for 500 år siden havde dramatisk forbedret denne overlevelsesrate til omkring 80 procent.

“Over tid, fra 2.500 år siden og helt frem til det 15. århundrede, er der helt klart tegn på forbedringer, og det viser sig i størrelsen af trepanationen, dygtigheden af trepanationerne, teknikkerne til trepanationerne og ved den samlede succesrate for patienterne,” siger Titelbaum.

“Trepanation og succesen af disse operationer taler meget om opfindsomheden og færdighederne hos de forhistoriske mennesker i Peru, og det kulminerer med inkaerne,” siger Titelbaum. “Inkaerne var utrolige arkitekter og ingeniører, og det er ikke overraskende, at de også skulle have en meget sofistikeret form for kirurgi.”

• Rituelle huller skåret i menneskekranier for 6.000 år siden
• Skeletter siger, at gigt ikke handler om aldring, men om aktivitet
• 4.500 år gammel kræft i menneskefossiler