International Milk Genomics Consortium

• Docosahexaensyre (DHA) er en langkædet flerumættet fedtsyre, der findes i modermælk, og som spiller en rolle i neuroudviklingen.
• DHA-koncentrationen i modermælk påvirkes af DHA i moderens kost.
• Forskere undersøgte koncentrationen af DHA i modermælk, spædbørnsblod og moderblod i fire befolkningsgrupper i Tanzania med forskellig DHA-indtagelse gennem kosten.
• Alle ammende mødre, uanset DHA-indtag, mistede kropslagre af DHA.
• Mødre med optimal DHA-status producerede mælk, der indeholdt 1 % DHA.
• Prænatal og postnatal DHA-tilskud ville være til gavn for ammende mødre, der ikke spiser meget fisk.

Målet med modermælkserstatning er at efterligne modermælkens sammensætning så tæt som muligt. Men når man tager hensyn til mælkekomponenter, der varierer meget på tværs af og inden for befolkninger, hvis modermælk skal så bruges som guldstandard? Tag f.eks. docosahexaensyre (DHA), en langkædet flerumættet fedtsyre, som er involveret i hjernens vækst og udvikling. DHA er en af de mest varierende fedtsyrer i modermælk, idet koncentrationen er direkte påvirket af mængden af DHA i moderens kost. De nuværende anbefalinger for modermælkserstatning ligger på mellem 0,2-0,5 % DHA (g DHA/100 g af de samlede fedtsyrer), hvilket mest ligner værdierne i mælk fra mødre, der spiser en vestlig kost. Mange har hævdet, at den vestlige kost er en dårlig model (den har et bemærkelsesværdigt lavt indhold af DHA), og at den optimale DHA-koncentration kan være to til tre gange så høj som denne koncentration (1-3). En ny rapport fra et hold hollandske forskere, der har undersøgt mælk fra en ikke-vestlig befolkning med et højt DHA-indtag, bidrager til denne debat (4). De hævder, at optimal DHA i mælken kommer fra mødre med optimal DHA-status, hvilket yderligere støtter den holdning, at modermælkserstatning (i det mindste når det gælder DHA) måske efterligner mælk fra den forkerte population af ammende mødre.

Hvis noget er godt, er mere så bedre?

DHA-koncentrationen i modermælk varierer mere end 20 gange på tværs af menneskelige populationer (0,06-1,4 vægtprocent). De laveste værdier findes i mælk fra mødre med få eller ingen præformede kilder til DHA (f.eks. fede fisk) i deres kost, og de højeste værdier findes i mælk fra mødre, der dagligt indtager fiskeprodukter (5). Selv om det er velkendt, at mælk uden (eller med meget lidt) DHA skader spædbørns sundhed, især den visuelle og kognitive udvikling (1; gennemgået i 6, 7), undersøges det stadig, hvilken koncentration der fører til optimale resultater for spædbørn.

Det er alt for let at falde i den fælde at tro, at hvis noget DHA er godt, så må mere helt sikkert være bedre. Vi er så bekendt med sygdomme og syndromer, der skyldes kostmangel, at vi kan glemme, at det er muligt at få for meget af en god ting. DHA nedsætter blodpladeaggregationen, og for meget DHA kan potentielt forårsage overdreven blødning (8). Hvis man antager, at den maksimale mængde DHA er den samme som den optimale mængde, kan det gå ud over spædbørns sundhed.

Det kompliceres yderligere af en forståelse af, hvordan (og hvornår) man måler optimal udvikling hos spædbørn. Er en IQ-test f.eks. den rette metode til at vurdere den kognitive udvikling? Skal kognitive færdigheder vurderes i spædbarnsalderen, i barndommen eller på et senere tidspunkt? Tidlig ernæringstilførsel (både positiv og negativ) kan vise virkninger på senere tidspunkter i individets levetid (9), hvilket betyder, at længerevarende undersøgelser, der integrerer flere målinger af kognition, måske er det mest hensigtsmæssige. Disse undersøgelser kan imidlertid være både logistisk og økonomisk vanskelige at gennemføre.

Mens den optimale DHA-status hos spædbørn er ukendt, er det optimale DHA-niveau hos voksne bedre undersøgt. Forskere måler procentdelen af DHA n membranerne af røde blodlegemer (RBC-DHA) som et skøn over den mængde DHA, der generelt findes i kroppens cellemembraner. Hos voksne anses en RBC-DHA på 8 g% fedtsyrer for at være optimal for hjerte- og mental sundhed (f.eks. reduceret forekomst af hjerte-kar-sygdomme, depression) (2, 4, 10). Hvor meget DHA skal ammende mødre indtage for at opretholde deres optimale niveau?

I en nyligt offentliggjort undersøgelse udnytter Luxwolda et al (4) det naturlige variationsområde i DHA-koncentrationen i modermælk. I stedet for at udføre randomiserede kontrollerede forsøg på spædbørn, der indtager modermælkserstatninger med forskellige DHA-niveauer i mælken, fokuserede de deres undersøgelser på fire tanzanianske befolkningsgrupper, der varierer i indtagelse af ferskvandsfisk og dermed DHA (Maasai = ingen fisk; Pare = 2-3 portioner fisk/uge; Sengerema = 4-5 portioner/uge; Ukerewe = >7 portioner/uge). De var interesserede i både moderens og spædbarnets status, bestemt ved at kvantificere koncentrationen af DHA i røde blodlegemer (g% fedtsyrer RBC-DHA), og hvordan begge disse faktorer hang sammen med modermælkens DHA-koncentration.

DHA’s op- og nedture

Forskerne forventede forskelle i mælkens DHA-koncentration blandt de fire befolkningsgrupper. Tidligere undersøgelser (f.eks. 5, 11) havde påvist den stærke indflydelse af moderens fiskeforbrug på mælkens DHA-sammensætning. Deres forskningsspørgsmål fokuserede på at fastslå, hvordan denne variation i mælkens DHA-koncentration var relateret til ændringer i moderens DHA-status fra fødslen til tre måneder efter fødslen, og, endnu vigtigere, hvordan den påvirkede spædbørns DHA-status (som en proxy for koncentrationen af DHA i spædbørns hjerner, kropsfedt og andre membraner) i samme periode.

Ved fødslen var RBC-DHA-niveauerne for spædbørn mellem 4-5 g% DHA i fedtsyrer for de populationer med lavt fiskeindtag (0-3 portioner) og mellem 6,5-8 g% for de populationer med højt fiskeindtag (4+ portioner). Mødrenes RBC-DHA ved fødslen varierede også på tværs af mødrene med hensyn til deres DHA-indtag. Mødre med højt DHA-indtag begyndte amningsperioden med et RBC-DHA-niveau nær 9 g% fedtsyrer, men mødre med lavt DHA-indtag (Maasia og Pare) havde RBC-DHA-niveauer på ca. 4 g%. Som følge heraf begyndte disse mødre (og formodentlig alle mødre med lavt DHA-indtag, f.eks. mødre på en vestlig kost) laktationsperioden i en udtømt DHA-tilstand (4). Og det ser ud til, at de aldrig var i stand til at indhente deres tab eller forbedre deres spædbørns DHA-status i perioden efter fødslen; lav DHA-status ved fødslen resulterede i et postpartum fald i RBC-DHA hos både mødre og spædbørn som målt tre måneder efter fødslen.

Sammenlign dette med det mønster, der blev observeret hos spædbørn født af mødre med et højt indtag af ferskvandsfisk. Både Sengerema- og Ukerewe-spædbørnene havde stigninger i deres RBC-DHA-niveauer fra fødslen til tre måneders alderen. Desuden var Ukerewe-spædbørn den eneste gruppe, der nåede op på 8 g% RBC-DHA, en observation, som undersøgelsesforfatterne tilskriver både deres høje DHA-status ved fødslen og deres høje DHA-indtag (1% DHA) i den tidlige barndom (4).

Det magiske tal?

I en alder af tre måneder var RBC-DHA-status hos Ukerewe-spædbørn mere end dobbelt så høj som hos de overvejende vegetariske maasaier. Men hvad betyder denne forskel for deres neurologiske udvikling, vækst eller generelle sundhed? Det er helt uvist. Det, man kender, er den optimale RBC-DHA-status for voksne (8 g% fedtsyrer), så dataene kan ses i sammenhæng med, hvad der er optimalt for den ammende mor. Undersøgelsen viste, at alle mødre tabte RBC-DHA i løbet af tre måneder efter fødslen, uanset deres indtag. Den procentdel af DHA i mælk, der svarer til moderens optimale DHA-niveau, er 1 % (4). Derfor synes det logisk, at 1 % DHA er et rimeligt mål for mælk.

Det er indiskutabelt, at det optimale DHA-niveau for ammende mødre er meget højere end det, som de fleste kostvaner rundt om i verden (lavt forbrug af vildtfangede fede fisk) typisk tilfører. Både prænatal og postnatal tilskud med DHA ville sandsynligvis være til gavn for både ammende mødre og deres børn. Dette er helt sikkert mere praktisk end at forvente, at hele verden skal leve som Ukerewe.