“Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til disciple, døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lær dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”
– Den store befaling: Matt. 28: 19-20
“Vi har brug for et andet mentalt billede af kirkens liv og tjeneste – et billede, hvor den bedende tale af ordet er centralt, hvor kristne trænes og udstyres til at tjene Guds ord til andre … og hvor mennesker trænes og undervises i at være Kristi disciple, som på deres side søger at gøre andre til disciple …” – Col Marshall & Tony Payne
Det fremgår klart af det mandat, der er givet til kirken i missionsbefalingen ovenfor, at den “vision”, der er sat for kirken, den “opgave”, der er sat for dens folk, den vigtigste bibelske, teologiske og praktiske drivkraft for “bedste praksis for kirkevækst”, skal opnås gennem en samordnet og strategisk indsats for at fokusere kirkens tjenestestrategi på at opbygge kirker af – “disciple, der gør disciple”.
Bill Hull beskrev hensigten med missionsbefalingen på denne måde:
“Discipelskabelse bør installeres i hjertet af kirken, og det befalede produkt af kirken er en frugtbærende troende, der kaldes en discipel. Kristi befaling til sin kirke om at gøre disciple udgør det skriftlige mandat.”
Sådan også Don Carson:
“Påbuddet til de første disciple i Matt 28 om at gå fremad og udbrede evangeliet ved at ‘gøre disciple’ er et paradigme for alle disciple, der følger efter.
Denne discipelgørende funktion og prioritet bliver bindende for alle Jesu disciple til nu at gøre andre til det, de selv er – Kristi disciple.”
Her bemærker vi to meget vigtige ting:
1. Den store befaling kalder ikke kun Kristi kirke til en missionær vision, den giver også paradigmet for den lokale kirkes tjeneste.
2. Den store befaling kalder enhver troende (mænd, kvinder, teenagere & børn) til ikke kun at være Kristi discipel, men når de gør det, er de også bestemt til at være en – discipel-skaber!
Med andre ord – at gøre som han gjorde.
Det betyder, at hver enkelt troende (og dermed i sidste ende Kirken) skal påtage sig ansvaret for at vokse i Kristus, for at nå de fortabte for Kristus og for at pleje og opmuntre ‘discipelvækst’ hos andre til at blive som Kristus. Dette ansvar betyder dig, og det betyder mig. Det betyder din kirke, og det betyder min.
Dette ansvar er blevet givet til dig, og det er også blevet givet til mig. Det betyder din kirke, og det betyder min.
Skriftens opfordring til – discipelskab og discipelgørelse er en dobbelt proces og aktivitet:
For det første er opfordringen til discipelskab at lade os selv, under Kristi herredømme, blive forvandlet af evangeliet (med det mener vi, at vi betingelsesløst forpligter vores liv, hjerter og sind, til at blive mere som Kristus).
For det andet er opfordringen til at blive discipelmager at nå ud til de fortabte “aktivt” og “med vilje” og at opmuntre og oplære andre disciple i den samme evangelieforvandling (5 Mos 6:4-9, 10:12, Matt 27:37-39, Rom 8:29-30, Ef 4:1-16).
Geiger og Nation, forfattere af ‘Transformational Discipleship’, udtrykker det hjælpsomt på denne måde:
“I vores forskning fandt vi ud af, at mange kirkeledere i ‘transformationelle kirker’ kæmpede med spørgsmål om discipelskabsprogrammer eller discipelskabsmidler. De så ikke discipelskab som én “ting”, de tilbyder, hvad enten det var et program eller en strategi. Snarere ses det at gøre disciple som den overordnede grund til, at de eksisterer. De så discipleskab som deres vigtigste kald, og enhver aktivitet blev brugt som en vej til forvandling.”
For troende er dette kald til discipelskab og discipleskab i sidste ende et kald til at begynde at dø til sig selv og leve for Kristus og hans kirke.
Så som vi kan se, er påbuddet til de første disciple i Matt 28 om at gå fremad og udbrede evangeliet ved at “gøre disciple” udformet som et paradigme for alle de disciple, der følger efter. Denne funktion og prioritet med at gøre disciple bliver bindende for alle Jesu disciple til at engagere sig i at ‘gøre andre til det, de selv er’ – voksende, modne og forvandlede disciple af Kristus.
Det er det, det betyder for os at være en discipel og at gøre disciple. Med andre ord – at være en discipel, der gør disciple til disciple.
Til orientering har E.M. beskrevet kirkens opgave og aktivitet med at gøre disciple på denne måde…
“Discipelgørelse er – en bevidst, relationel, Kristus-orienteret aktivitet, som udøves af enhver troende, for at bruge enhver lejlighed til at opmuntre og undervise andre til at kende, vokse og trofast følge Jesus.
Den at gøre disciple skal udføres af enhver troende, gennem enhver lejlighed.
Det er en aktivitet, der anerkender, at enkeltpersoner befinder sig på forskellige stadier af åndelig vækst og forståelse, og som reagerer på passende vis og opfordrer dem til at gå videre til det næste skridt.
På denne måde er discipelgørelsen en tjeneste med kontinuerlig gentagelse og mangfoldiggørelse”
Vigtigt at bemærke her er, at discipelgørelse ikke kun er evangelisering, og det er ikke kun discipelskab, vi forveksler ofte eller adskiller de to ting på en uhensigtsmæssig måde. I forståelsen af discipelgørelse er det vigtigt at erkende, at den åndelige proces og aktivitet, som evangelisering og kristen vækst og pleje er, står sammen og flyder videre fra hinanden på et åndeligt kontinuum. På denne måde er “
Den rigtige forståelse af “discipeltræning” er således én integreret proces og aktivitet. Det indebærer, at man åndeligt hjælper hver enkelt, uanset om de blot er på det punkt, hvor de er kommet til at “udforske”, “spørge” eller “kende” Kristus, til også at “vokse”, “forvandle” og “trofast følge” ham.
På denne måde vil hver enkelt i ethvert åndeligt sundt kristent fællesskab søge at vokse aktivt i Kristus, samtidig med at de også aktivt er engageret i ‘discipelgørelsen’ af deres medbrødre og -søstre omkring dem.andre.
På samme måde vil deres medbrødre og -søstre også være engageret i – ‘gensidig discipelgørelse’ af dem til gengæld. En ganske radikal tanke!
Vi ser denne gensidige discipelgørelse smukt beskrevet i Paulus’ ord til romerne – “for at vi gensidigt kan blive opmuntret af hinandens tro, både jeres og min” (1:11-12). Læg mærke til, at apostlen Paulus her inddrager sig selv i den gensidige ‘discipelskabelsesproces’.
Hvis dette er rigtigt, så må kirkens grundlæggende mål og aktivitet være at – undervise og træne hver eneste troende til at blive denne slags ‘discipelskabende discipel’.
Biblicistisk og teologisk set skal vi, hvis vi skal blive effektive til at ‘vokse kirken’, til strategisk at opnå ‘sand vækst i evangeliet’ (både numerisk og åndeligt), så skal vi gennemføre skriftens opfordring til at bygge kirker, hvor det at gøre ‘disciple, der gør disciple’, er vores centrale – ‘vision’, og hvor det at udfordre hver eneste troende til denne opgave bliver vores indlysende – ‘opfordring til handling’.
Det, der kan være nødvendigt i kirkerne i dag for at opnå den slags vision, er en kulturændring, en tilbagevenden til praksis med daglig og gensidig discipelskab og discipelgørelse, af enhver troende og ved enhver lejlighed. For mange vil en sådan kulturændring kræve en omlægning af rækkefølgen af vores prioriteter, fornyet fokus i vores liv og større evangelisk intentionalitet i vores tjenester.
Hvis målet er at “gøre disciple” og endnu vigtigere at gøre disciple, der gør disciple (disciple, der gør disciple), så er spørgsmålet – hvilke processer, aktiviteter eller tjenester skal indføres for mest effektivt at nå dette mål?
Målet med dette websted og alt dets indhold er at give nogle svar på dette spørgsmål, med videoer og undersøgte “arbejdsdokumenter” til støtte, ressourcer til at supplere, samt andre materialer, der kan udstyre kirken bedre til at nå dette mål.
DISciplineringens omfang:
Alle aspekter af det kristne liv og tjeneste er en af Gud givet mulighed for at “gøre disciple”. Enhver kontakt med en troende eller ikke-troende er en mulighed for at fremme deres forståelse, vækst og opmuntring i at kende Gud eller trofast følge ham.
OBS: Udtrykket ‘discipelgørelse’ omfatter ethvert aspekt af tjenesteaktivitet, fra at engagere ikke-troende, omvendelse, til bevidst at udnytte enhver mulighed vi får (individuelt & korporativt) for fuldt ud at opmuntre til voksende modenhed i Kristus.
Endnu en bemærkning om betegnelser:
- Vi bruger ofte udtrykkene discipelskab, disciplinering og discipelgørelse i flæng
- Vi forveksler dermed den forskellige aktivitet, der er forbundet med discipelskab, disciplinering og discipelgørelse
Falmindelig misbrug:
- Discipelgørelse = Evangelisering/Mission
- Discipelgørelse = Discipling (Opfølgning af nye troende)
- Discipelgørelse = Disciplinering (1-1 vækst af en troende…dog stadig ofte forvekslet med opfølgning af nye troende)
Discipelgørelse skal forstås som en altomfattende aktivitet:
Mat 28 befaler os at:
Matematik: ‘Gå hen og gør’… samt-‘lær at adlyde’…’alt hvad jeg har befalet’
Discipel ‘making’ er derfor ikke kun evangelisering, det er ikke kun indledende discipling af nye troende 1-1. Discipelskabelse indebærer: en ‘altomfattende’ aktivitet, der går på tværs af alle evangeliets bevægelser – fra de første skridt med at engagere en person i evangelisation, omvendelse og første discipling, og som omfatter og omfatter voksende troende på en sådan måde, at de bliver en bevidst – ‘discipelskaber’ af andre.
Vores mål som discipelmager er derfor: at hver eneste troende bliver en aktiv – ‘discipel -mager-discipel’
DEN DEFINITION AF DISCIPLE:
Det græske ord- mathētḗs kan oversættes til dansk som – ‘discipel’ eller ‘lærling’ eller ‘elev’. Selve ordet discipel har typisk to aspekter i sig selv: forholdet mellem en elev og en lærer og begrebet at følge efter nogen. Først og fremmest er vores discipelskab til Jesus Kristus, forholdet til ham og at følge ham (Matt 16,24-25).
Med John Stotts ord: “I sin enkleste form var Kristi opfordring: “Følg mig”. Han bad mænd og kvinder om deres personlige loyalitet. Han opfordrede dem til at lære af ham, til at adlyde hans ord og til at identificere sig med hans sag”. I denne discipelskabsproces bliver vi ‘forvandlet’, så vi til sidst bliver ’tilpasset’ til hans lighed (Rom 8:29, 2Kor 3:18).
Verbets form – ‘at være discipel’ – beskriver den proces, hvormed vi opmuntrer en anden person til at blive en sådan efterfølger af Jesus; det betyder de metoder, vi kan anvende for at hjælpe denne person til at vokse som ‘lærende’ af Kristus, til at vokse mod fuld modenhed i Kristus, så de også til gengæld kan blive disciple for andre (i.dvs. at de også kan blive en ‘discipelmager’.
Ved at bruge ordet ‘discipling’ beskriver Al Stewart denne aktivitet bedst som – “mere end blot at evangelisere ikke-troende, defineres discipling som: at bede og trofast opbygge mennesker, indtil de er modne efterfølgere af Herren Jesus (Kol 1:28). Disciplinering er at bringe folk fremad i deres viden om Gud, i deres engagement i Kristus og i deres engagement i at tjene andre”. I denne henseende skal sand discipelskab og discipeltræning med rette forstås som en proces og ikke som et program.