Yoga Sūtras of PatañjaliEdit
Īśvarapraṇidhāna er nævnt i Yoga Sūtras of Patañjali som følger:
Sanskrit: शौच संतोष तपः स्वाध्यायेश्वरप्रणिधानानि नियमाः ॥32॥
– Yoga Sutras II.32
Sanskrit: क्लेश कर्म विपाकाशयैःपरामृष्टः पुरुषविशेष ईश्वरः ॥२४॥
– Yoga Sutras I.24
Īśvarapraṇidhāna er anført som den femte niyama af Patañjali. I andre yogaformer er det den tiende niyama. I hinduismen er niyamaerne “do-listen” og yamaerne “don’t do-listen”, begge dele af en etisk teori for livet.
Īśvara som metafysisk begrebRediger
Hinduistiske lærde har debatteret og kommenteret, hvem eller hvad Īśvara er. Disse kommentarer spænder fra at definere Īśhvara fra en “personlig gud” til “særligt selv” til “alt, der har åndelig betydning for den enkelte”. Ian Whicher forklarer, at mens Patañjalis korte vers kan fortolkes både som teistiske og ikke-teistiske, fungerer Patañjalis begreb om Īśvara i yogafilosofien som en “transformativ katalysator eller guide til at hjælpe yogineren på vejen til åndelig frigørelse”. Desmarais anfører, at Īśvara er et metafysisk begreb i Yogasutraerne. Īśvarapraṇidhāna er at investere og optage sindet med dette metafysiske begreb. Yogasutra nævner ikke guddom nogen steder, og nævner heller ikke nogen hengivne praksisser (Bhakti), og giver heller ikke Īśvara egenskaber, der typisk forbindes med en guddom. I yogasutraerne er det en logisk konstruktion, fastslår Desmarais.
I vers I.27 og I.28 forbinder yogasutraerne Īśvara med begrebet Pranava (प्रणव, ॐ) og anbefaler, at det gentages og kontemplificeres i et af lemmerne i yogaens otte trin. Dette ses som et middel til at begynde processen med at distancere sig fra den ydre verden, forbinde sig med sin indre verden, fokusere og blive en-sindet i yoga.
Whicher fastslår, at Patañjalis begreb Īśvara hverken er en skabende Gud eller det universelle Absolutte i Advaita Vedanta-skolen inden for hinduismen. Whicher bemærker også, at nogle teistiske underskoler af Vedanta-filosofien i hinduismen, inspireret af yogaskolen, foretrækker at forklare begrebet Īśvara som “det højeste væsen, der hersker over kosmos og de individualiserede væsener”. I Patañjalis Yoga Sūtras og i den omfattende litteratur fra hinduismens yogaskole er Īśvara imidlertid ikke en øverste hersker, Īśvara er ikke et ontologisk begreb, men snarere et abstrakt begreb for at opfylde de pædagogiske behov hos de mennesker, der accepterer yogafilosofien som en livsstil.
Īśvara som en guddomRediger
Īśvarapraṇidhāna er blevet fortolket til at betyde kontemplation af en guddom i nogle underskoler inden for hinduismen. Zimmer bemærkede i sin bog om indiske filosofier fra 1951, at Bhakti-underskolerne og deres tekster, såsom Bhagavad Gita, henviser til Isvara som en guddommelig Herre eller en guddom i en specifik Bhakti-underskole. Moderne sekteriske bevægelser har fremhævet Ishvara som den højeste Herre; for eksempel betragter Hare Krishna-bevægelsen Krishna som Herren, Arya Samaj- og Brahmoism-bevægelser – påvirket af kristne og islamiske bevægelser i Indien – konceptualiserer Ishvara som en monoteistisk almægtig Herre. I traditionelle teistiske underskoler inden for hinduismen, såsom Ramanujas Vishishtadvaita Vedanta og Madhvas Dvaita Vedanta, identificeres Ishvara som Lord Vishnu/Narayana, der adskiller sig fra Prakriti (den materielle verden) og Purusa (sjæl, ånd). I alle disse underskoler er Īśvarapraṇidhāna kontemplation af den respektive guddom.
Radhakrishnan og Moore anfører, at disse variationer i Īśvara-begrebet er i overensstemmelse med hinduismens opfattelse af “personlig Gud”, hvor “idealerne eller manifestationen af individets højeste Selv-værdier, der værdsættes”. Īśvarapraṇidhāna eller kontemplation af Īśvara som en guddom er nyttig, foreslår Zaehner, fordi den hjælper individet til at blive mere lig Īśhvara. Riepe og andre hævder, at litteraturen fra den hinduistiske yogaskole hverken udtrykkeligt definerer eller implicit antyder nogen skaber-gud; den giver snarere individet frihed og valgfrihed til at konceptualisere Īśvara på en meningsfuld måde, som han eller hun ønsker, enten i form af “en guddom efter eget valg” eller “formløs Brahman (den absolutte virkelighed, det universelle princip, det sande særlige Selv)”. Behovet for og formålet med Īśvara, uanset abstraktionen af den som “særlig form for Selv” eller “personlig guddom”, er ikke et mål i sig selv, men snarere et middel til at “perfektionere koncentrationspraksis” på ens rejse gennem yoga-filosofiens otte lemmer.
Īśvara som ren bevidsthedRediger
Larson foreslår, at Īśvara i Īśvarapraṇidhāna kan forstås gennem sine kronologiske rødder. Yoga-skolen i hinduismen udviklede sig på grundlag af Samkhya-skolen i hinduismen. I den ikke-teistiske/ateistiske Samkhya-skole er Purusa et centralt metafysisk begreb og opfattes som “ren bevidsthed”. Endvidere beskrives Purusa af Samkhya-skolen som værende til stede i en “flerhed af ren bevidsthed” i dens epistemologiske teori (snarere end for at opfylde behovene i dens ontologiske teori). I Yoga Sutraerne definerer Patanjali Īśhvara som en “særlig Purusa” i vers I.24, med visse karakteristika. Īśhvara kan således forstås som en blandt de mange “rene bevidstheder” med egenskaber som defineret af Patanjali i vers I.24.
Īśvara som spirituel, men ikke religiøsEdit
Van Ness, og andre, foreslår, at begreberne Īśvara, Īśvara-pranidhana og andre af yogaens lemmer pragmatisk set kan forstås som “spirituel, men ikke religiøs”.