Jeg blev færdig med gymnasiet, da jeg var 17 år, og jeg var klar til det næste skridt. Jeg var praktisk talt ved at pakke mine tasker, så snart mit optagelsesbrev til en skole på østkysten kom med posten. Jeg var mere end klar til at forlade min lille landlige hjemby og var fast besluttet på at flygte – for det sidste, jeg ønskede, var at være “fanget” i min bondeby i Colorado ligesom alle andre.
Da jeg rejste til college i slutningen af sommeren, sagde jeg farvel til min hjemby! Jeg sagde til alle: “Jeg vil ALDRIG komme tilbage hertil!” Jeg følte i al hemmelighed, at det at flytte hjem igen betød, at jeg havde fejlet. At jeg ikke var blevet noget. At jeg var ingenting.
Jeg brugte så meget af mine 20’ere på at rejse, flytte fra by til by. Jeg boede i Providence, Rhode Island, arbejdede i New York City og flyttede til Anchorage, Alaska, med et firma, som jeg havde arbejdet for. Jeg boede også i Denver, Colorado.
Men jeg elskede bylivet i New York. Jeg var vild med museerne, nattelivet, koncerterne og de uendelige muligheder for mad og sjov. Jeg indåndede byen. Jeg gik i gaderne, som om jeg var en del af dem. Alt inden i mig åndede spænding og uendelige muligheder. Fordi vi får at vide, at muligheder kun findes i byerne.
Det at bo i byen gav mig mange muligheder. For det første snuppede jeg min drømmepraktikplads i NYC. Jeg arbejdede med berømte skuespillere og musikere, og jeg fik fantastiske venner, som gav mig mulighed for at rejse og se nye ting. Jeg levede et hverdagseventyr.
Men jo ældre jeg blev, og jo tættere jeg kom på mine 30’ere, ændrede noget sig. Jeg begyndte at hade at bo i byen. Jeg hadede trafikken – især den lange, trange pendling til arbejde. Jeg afskyr at gå ud og kæmpe mod menneskemængder for at få et bord eller endda få en drink. Og jeg hadede især mit hår, der lugtede af pølsevognssælgere, røg og smog. Jeg begyndte at ønske mig en smule mere frihed, noget, som byen ikke længere kunne give mig.
Jeg begyndte at drømme om at flytte hjem igen.
Jeg brugte en hel del tid på at kæmpe med mine egne indre dæmoner over disse tanker. Hvorfor havde jeg lyst til at flytte hjem? Og hvorfor skammede jeg mig over det? Hvad ville mine venner tænke?
Jeg begyndte at bringe tanken på banen over for mine omgivelser. Først nævnte jeg det over for min kæreste. Han svarede med: “Hvad skal jeg gøre der? Skal jeg være landmand?” Det er unødvendigt at sige, at han var imod ideen. Mine venner svarede med sarkasme og væmmelse: “Hvorfor?! Der er ikke noget at lave der!”
Trods det, de sagde, følte jeg mig fastlåst og uinspireret i storbyen, på trods af hvor magisk NYC angiveligt skulle være. Jeg ønskede desperat at være tæt på familien, for det første, men jeg ønskede også i hemmelighed at have nogle af de ting, jeg havde i min opvækst, som f.eks. adgang til naturen. Jeg ville have blå himmel og stjerneklare nætter. Jeg ville have et roligt liv. NYC gav mig bare ikke det længere. Jeg savnede venlige ansigter. Jeg ønskede at vinke til folk – selv fremmede – og smile og deltage i samtaler. Jeg ville også gerne høre fugle om morgenen, have kortere transporttid og se bjergene og træerne.
Så, jeg gjorde det. Jeg flyttede hjem, på trods af al misbilligelsen. Jeg forlod mit gode job, mit forhold, mit talentbureau og de uendelige muligheder.
Nogle mennesker stillede spørgsmålstegn ved mig: “Hvorfor flyttede du tilbage?” I begyndelsen var det svært at indrømme, at jeg kunne lide at være hjemme, og at jeg faktisk ikke foretrak NYC (som så mange mennesker gør). Men efterhånden blev det lettere og mindre et problem.
“Jeg mistede kontakten med de andre dele af mig selv og indså aldrig helt, at det stille liv på landet gav mig det.”
Så jeg var ærlig over for alle. Og da de spurgte mig, hvorfor jeg flyttede hjem, sagde jeg selvsikkert: “Fordi jeg havde lyst til det”. Mange mennesker bød mig velkommen tilbage i samfundet.
De første par måneder hjemme var de mest afslappende i mit liv. Hver dag vågner jeg op til fuglene kvidrer, og den kølige luft og sollyset kommer ind ad vinduet. Ingen trafiklyde, bilalarmer eller folk, der skriger på gaderne. Det lyder som en forbandet Disney-film, men det er så sandt!
Der er noget ved luften her – den er ren. Den lugter godt. Jeg kan også se Grand Mesa (det største bjerg med flad top i verden) fra mit soveværelsesvindue. Min arbejdspendling er en fire-minutters biltur. Og på sommeraftener er min yndlingsbeskæftigelse at se solnedgangen fra min veranda, fordi det er det smukkeste, jeg nogensinde har set.
Jeg har været hjemme i næsten tre år nu, til stor overraskelse for mine venner og nogle familiemedlemmer. Nogle venner har endda indgået væddemål om, hvor længe “dette” ville vare. Indtil videre er det mig, der vinder. Men siden jeg har været hjemme, er mit liv blomstret op. Det er gået op for mig, at hjem for mig er et sted, der inspirerer mig. Et sted at drømme og stræbe efter. For før, i byen, følte jeg, at jeg var nødt til at konkurrere med alle for at komme videre. Mange gange glemte jeg, hvad jeg “kæmpede” for, og mange gange var jeg overskygget af konkurrence og ikke af lidenskab. Jeg mistede kontakten med de andre dele af mig selv og indså aldrig helt, at det stille liv på landet gav mig det.
Da jeg kom hjem, fandt jeg mig selv igen, den sande mig selv. Den mig, der fik tingene til at ske, som ikke forventede, at en by skulle give hende muligheder, fordi jeg kunne skabe mine egne.
Det vigtigste er, at du er glad der, hvor du er, og at du føler dig inspireret af dine omgivelser. Og derfra falder alt andet på plads.