John Olin var en iværksætter og industrimand, som blev en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige filantroper inden for offentlig politik.
Olin blev født den 10. november 1892 i Alton, Illinois, som søn af en forretningsmand, der ejede en krudtfabrik. Han gik på Cornell University med kemi som hovedfag. Efter sin eksamen i 1913 blev Olin ansat i familievirksomheden, som var vokset til Western Cartridge Company, der fremstillede ammunition.
Frigt viste Olin en flair for at udvikle nye produkter. Fireogtyve patenter bærer hans navn, alle vedrørende fremstilling og design af våben og ammunition. Hans mest kendte innovation var Super-X haglgeværskallen, som udvidede skudvidden og blev populær blandt jægere.
Olins virkelige genialitet lå imidlertid inden for økonomi og ledelse. Under depressionen købte hans firma Winchester Repeating Arms. I 1938 var Olin med til at opbygge den store St. Louis Ordnance Ammunition Plant. Da Anden Verdenskrig brød ud, blev hans familiefirma, der blev omdøbt til Olin Industries, en af de største leverandører af ammunition til de amerikanske og allierede styrker.
Efter krigen udvidede virksomheden til kemisk produktion og andre områder. Olin var stærkt konkurrencepræget: “Vis mig en god taber, så skal jeg vise dig en taber”, sagde han gerne. I 1957 rangerede Fortune Olin og hans bror Spencer som nr. 31 på sin liste over de rigeste amerikanere og anslog deres nettoformue til 75 millioner dollars.
{pullquote_1}I sin fritid var Olin en ivrig sportsmand. Han blev vist som jæger på forsiden af Sports Illustrated’s udgave af 17. november 1958. I 1974 vandt hans hest, Cannonade, Kentucky Derbyet.
The John Olin Foundation blev startet i 1953. I flere år var den en konventionel rigmandsfilantropi, der støttede Cornell University Alumni Fund og flere andre formål. I 1973 besluttede Olin sig imidlertid for en særlig mission: “Jeg vil gerne bruge denne formue til at hjælpe med at bevare det system, som har gjort det muligt at opbygge den i kun to livstider, min fars og min egen”, sagde han til Frank O’Connell, en af virksomhedens ansatte, som koordinerede fondens aktiviteter i 1970’erne. Olin besluttede at bruge sin formue til at forsvare USA’s tradition for frit initiativ og individuel frihed og støtte deres udvidelse til gavn for så mange amerikanere som muligt.
I løbet af de næste tre årtier uddelte Olin Foundation hundredvis af millioner af dollars til forskere, tænketanke, publikationer og andre organisationer. Denne kloge underwriting formede retningen og hjalp med at fremme væksten af den moderne konservative bevægelse, der først blev synlig i 1980’erne. Måske mere end nogen anden filantrop i den moderne æra lykkedes det Olin ved klart at definere en mission (han var lige så klar over, hvad han ikke ønskede at gøre, som hvad han håbede at opnå), fastlægge en tidslinje og omhyggeligt udvælge dedikerede partnere, der delte hans vision.
I 1977 trak Olin sig tilbage som formand for sin fond. William E. Simon, den tidligere amerikanske finansminister, afløste ham og ledede fonden indtil sin død i 2000, hvor han blev afløst af James Piereson, fondens mangeårige administrerende direktør. En anden administrerende direktør, Michael Joyce, havde indflydelse på fonden i dens tidlige år, inden han sluttede sig til Lynde & Harry Bradley Foundation, som blev en betydelig kraft med mange af de samme mål som Olin Foundation. Irving Kristol, den neokonservative forfatter og intellektuelle, havde en vigtig indflydelse på alle disse mænd.
Et af Olin Foundations store resultater var oprettelsen af Law-and-Economics-centre på større gymnasier og universiteter. Som en helt ny disciplin, der bragte empirisk stringens og klare vurderinger til forståelsen af regeringsførelse og løsningen af sociale problemer, fik programmerne i jura og økonomi fast fodfæste, efter at fonden begyndte at afsætte flere ressourcer til denne sag end nogen anden. Jurastudierne på University of Chicago, Harvard, Stanford, Virginia og Yale startede Law-and-Economics-centre i Olins navn.
I 1982 sponsorerede Olin Foundation en skelsættende akademisk konference for jurastuderende og professorer, som gav anledning til Federalist Society, en medlemsorganisation af konservative og libertære jurastuderende, advokater, dommere og professorer. Federalist Society kom til at ændre den juridiske uddannelse og forme det føderale retsvæsen.
Olin blev også en støtte til alternative universitetsaviser på universiteter, hvor højreorienterede perspektiver af forskellig art manglede eller endog var blokeret i den offentlige debat. Fonden støttede også banebrydende forskere, journalister og offentlige intellektuelle til at producere indflydelsesrige nye argumenter og bøger. Det drejer sig bl.a. om Allan Bloom (forfatteren af The Closing of the American Mind), Linda Chavez (Out of the Barrio), Dinesh D’Souza (Illiberal Education), Milton Friedman (Free to Choose), Francis Fukuyama (The End of History and the Last Man), Samuel Huntington (The Clash of Civilizations), Richard John Neuhaus (The Naked Public Square) og Michael Novak (The Spirit of Democratic Capitalism). Olin-finansieringen var ofte mere rettet mod at skabe debat end mod at fremme bestemte synspunkter: Fukuyama og Huntington var f.eks. venlige rivaler om vigtige spørgsmål om den globale konflikts natur.
Organisationer, der var afhængige af Olin-støtte, da de voksede til vigtige roller i det amerikanske intellektuelle liv og i den offentlige politiske debat, omfattede American Enterprise Institute, Center for Individual Rights, Heritage Foundation, Hoover Institution, Manhattan Institute, National Association of Scholars, The New Criterion, The Philanthropy Roundtable og mange andre. Olin-forskningsfinansieringen var afgørende for lanceringen af nye analyser, der endte med at være drivkraften bag betydningsfulde nationale reformbevægelser på områder som skolevalg, velfærdsreform og farveblind offentlig politik.
Olin var også karakteristisk i den måde, han organiserede sin filantropi på. Inden han døde i 1982, gav han sin fond instrukser om at bruge sig selv til at forsvinde inden for en generation efter sin død. Efter at have observeret, hvordan Ford Foundation vendte sig mod det, som mange anså for at være formålet med de stiftende donorer, ønskede Olin at sikre sig, at hans egen fond forblev tro mod sin mission. Han mente, at en forudbestemt levetid var den bedste beskyttelse mod, at fondens mål ikke blev forvildet og ikke længere var i overensstemmelse med donorens hensigt.
Robuste investeringsgevinster komplicerede Olin’s målsætning om at sprede alle sine midler relativt hurtigt. Samtidig gav denne kapitalvækst den midler til at have en endnu større effekt i de år, hvor den handlede. Dette blev forstærket af et disciplineret fokus på at gøre et begrænset antal ting meget godt inden for offentlig politik og en beslutning om at støtte et begrænset antal af de mest effektive enheder i stedet for at sprede bevillinger vidt og bredt.
I begyndelsen af det enogtyvende århundrede udstedte Olin Foundation en række store “afslutningsbevillinger” til velprøvede modtagere. I 2005 holdt fonden sit sidste bestyrelsesmøde, afsluttede sin sidste runde af beslutninger om tildeling af tilskud og lukkede sine døre.
~ John J. Miller