Naturen fungerer lidt ligesom EU. Der er aftaler mellem arter. Ubehagelige forhold. Mistillid. Grænser. Grænser. Territorium. Investeringer. Alligevel opstår der af og til nye og overraskende relationer mellem dyr. Blandt de mest sjældne er mutualisme.
I mennesker, som hos andre dyr, er mutualisme sjældent. Men i denne uge meddelte forskere, at det mutualistiske forhold mellem den vilde honningguit – en ret ubeskrivelig brun fugl – og lokale mennesker er endnu tættere og mærkeligere, end mange havde mistænkt. Ikke alene fører disse mærkelige fugle menneskelige jægere til biernes reder i bytte for en del af byttet, men forskerne har nu også opdaget, at fuglene kan tiltrækkes ud af træerne af en karakteristisk trillende lyd, som lokale jægere og samlere bruger, når de leder efter honning. Ifølge forskerne lærer jægerne denne særlige trillende lyd af deres fædre. De kalder i bund og grund honningguiderne ind.
Selve aftalen er enkel. Mennesker vil have honningen. Fuglene vil have biernes larver. Fuglen fører menneskene til honningen, og begge arter kommer gladere ud af aftalen, end da de gik ind. I biologiske termer er dette mutualisme. Selv om mennesket får noget ud af det, bliver vi utvivlsomt udnyttet i processen. Og det er i orden.
Mutualisme som denne er ret sjælden i naturen, mest fordi den naturlige udvælgelse (som mangler enhver form for forudseenhed eller sans for fair play) så let tiltrækkes af dem, der snyder. Partnerskaber bryder uundgåeligt sammen, relationer går i stykker.
Afortset fra vores tarmbakterier har vi mennesker ikke rigtig nogen mutualistiske relationer med andre skabninger. Der er ingen særlig melodi, som vi kan synge for på magisk vis at tiltrække de nærliggende pindsvin ind i vores haver for at spise snegle. Der vil aldrig være et særligt blink, som fiskere kan give oddere for at tilskynde dem til at fange fisk, som vi så kan udbenes for dem til gengæld for en del af fangsten. Verden er fattigere på grund af dette.
Så hvorfor har vi ikke flere gensidige venner i dyreriget? Måske er det fordi, at vi trods al vores intelligens stadig mangler fremsynethed til at stole på hinanden. Måske er vi, som så mange andre skabninger, alt for let tiltrukket af snyd. Det er svært at være sikker.
Der er imidlertid mange relationer mellem mennesker og dyr, der kommer tæt på gensidighed. Tænk på de traditionelle fiskere i Japan og Kina med deres skarver, som de sender ud i flodernes dybder for at indsamle fisk, som de derefter deler med deres herrer. Tænk på rotterne, der lokaliserer landminer i bytte for godbidder. Redningshunde. Den høg, som de sender ud ved Wimbledon hvert år. Landbrugsdyr. I hvert af disse eksempler er tingene ikke gensidige, selv om de i første omgang ser ud til at være gensidige, men det er de ikke. Der er kun én hånd på rorpinden, der styrer den i retning af menneskelig profit – en menneskelig hånd. Hvis man f.eks. kigger nærmere på skarverne, vil man se en snare nær bunden af fuglens hals for at forhindre den i at sluge større fisk, som fiskerne selv ønsker at få. Vi ejer aftalen, næsten altid, når vi arbejder med andre dyr. Og de bliver, bid for bid, forkælet som følge heraf. Ikke at honningfuglen er en helgen, naturligvis. Den gør sin del af snyderiet: den er – ligesom gøgen – en yngleparasit.
Der er et andet dyr, som vi måske kunne have udviklet et gensidigt forhold til: delfinen. Ikke alle delfiner, kun en lille delpopulation af tundrede delfiner i Laguna i Brasilien. Disse samarbejdsvillige delfiner signalerer til fiskerne gennem “stereotype hovedklap”, der viser, hvor fiskene befinder sig. Forskerne antager, at de nyder godt af overløbet af fisk fra nettene, men ingen kan være helt sikker.
Men alligevel er honningguiden mere imponerende. Det er en mutualist, der bevarer en vis distancerethed. Den forbliver lidt mystisk og lidt vild. Det er interessant for mig, at så få dyr har et sådant forhold til os som dette dyr. Det siger efter min mening meget om den menneskelige art.
Og derfor hilser jeg på honningguiden. Denne ekstraordinære fugl har på en eller anden måde forhandlet sig frem til det, der muligvis er den første handelsaftale nogensinde mellem et vildt dyr og et menneske. Den er et fyrtårn af tillidsfuld forening i en verden af mistænksomhed. Måske er det de eneste vilde venner, vi har. Jeg håber, at vi en dag kan få flere. Hvem ved, måske kan honningguiden vejlede os på flere måder end blot én.
- Del på Facebook
- Del på Twitter
- Del via e-mail
- Del på LinkedIn
- Del på Pinterest
- Del på WhatsApp
- Del på Messenger