Hvordan hænger forkyndelsen af evangeliet sammen med de fattiges behov blandt os?
Der er ingen tvivl om, at et vigtigt aspekt af Paulus’ apostolske tjeneste var at samle penge ind til de fattige i Jerusalem. Ikke alene ville indsamlingen tage fat på nogle meget reelle økonomiske behov – jødiske menigheder havde en tendens til at være fattigere end deres ikke-jødiske modstykker – men den ville også styrke enheden og forsoningen mellem jødiske og ikke-jødiske kristne.1 Paulus’ apostolske tilgang til at samle penge ind til de fattige har dybtgående konsekvenser for, hvordan vi også kan forholde bekendelsen af Kristi evangelium til at dele vores rigdom med de fattige.
- Gåde og prøvelse
Paults brug af det græske ord charis – som normalt oversættes med “nåde” – giver os et fingerpeg om, hvordan vi kan forholde bekendelsen af evangeliet til at dele rigdom med de fattige. Ordet forekommer ret hyppigt i kapitel 8 og 9 og bruges ikke kun til at henvise til Guds nåde og Kristi nåde, men også til den gavmildhed, der flyder over i os som følge af den guddommelige nåde.
Og ordet charis oversættes dog kun med “nåde” i 2 Korinther 8:1 og 2 Korinther 9:14. Andre steder oversættes det med “privilegium” (2 Kor 8,4), “gavmildt foretagende” (2 Kor 8,6-7 og 19), “gavmild handling” (2 Kor 8,9), “velsignelse” (2 Kor 9,8) og “tak” (2 Kor 8,16; 9,15). Men hvad nu hvis vi oversatte alle disse eksempler på charis med det engelske ord “grace” og lod Paulus’ egen brug af dette ord i disse kapitler afgøre, hvad ordet betyder?
Paulus begynder sin diskussion af indsamlingen med at henvise til Guds nåde, der blev givet til de makedonske menigheder, som på trods af deres trængsler og fattigdom “flyder over” (eperisseusen) med en rigdom af gavmildhed over for andre (2 Korinther 8:1). Makedonerne havde bedt Paulus og hans medarbejdere om nåde til at få del i denne tjeneste for de hellige (2 Korinther 8:4) og havde også bekræftet, at Paulus skulle sende Titus for at fuldføre nåden til at indsamle de midler, som han allerede var begyndt at indsamle fra korintherne (2 Korinther 8:6).
Paulus opfordrer nu også korintherne til at følge makedonernes eksempel og også “flyde over” i denne nåde. De “flyder allerede over” med alt andet – tro, tale, viden, enhver iver og den kærlighed, som medkristne har til dem – så hvorfor ikke også flyde over i denne nåde (2 Korinther 8:7)?
Paulus gør det klart, at dette ikke er en befaling, men en “prøve” på deres kærligheds oprigtighed i forhold til andres iver. I hele 2. Korintherbrev bruger Paulus ordet for “prøve” – som verbum (dokimazo) og som navneord (dokime) – til at henvise til den måde, hvorpå vores sande karakter – hvem vi virkelig er – bliver opdaget, undersøgt eller bevist, når vi står over for vanskeligheder eller udfordringer.2
- Kristus som eksempel
Den vigtigste begrundelse for hans appel er nåden fra vor Herre Jesus Kristus: Selv om han var rig, blev Kristus fattig for vores skyld, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige (2 Kor 8,9). Tidligere i brevet har Paulus skildret, hvordan Kristus, til trods for at være syndfri, blev gjort til synd, så vi kunne blive Guds retfærdighed (2 Kor 5,21; Gal 3,13.14). Og i Filipperbrevet beskriver han, hvordan Kristus, selv om han delte lighed med Gud, tømte sig selv – endog til døden på et kors – for at han kunne blive ophøjet, og vi også kunne få del i hans liv med hinanden (Filipperbrevet 2:1-11).
- Søgen og fuldbyrdelsen
Så hvordan kan denne overstrøm af Guds og Kristi nåde, som allerede flyder over i makedonerne, også flyde over i korinterne? I forlængelse af sin pointe om, at dette ikke er en befaling, men blot en “mening”, siger Paulus, at det ville være passende for dem på dette tidspunkt ikke blot at ønske at gøre dette, men også at fuldføre den indsamling, som de allerede har påbegyndt. At deres gave er acceptabel er baseret på to ting: deres iver efter at give, og at de kun giver det, som de har mulighed for at give – det, de har, ikke det, de ikke har (2 Korinther 8:10-11).
- Lighed i overflod og nød
Hvordan bliver denne overstrømmende nåde og gavmildhed udlevet i vores liv? Paulus gør det klart, at det ikke drejer sig om at lindre nogle og plage andre; det drejer sig ikke om at lade nogle slippe af sted og få andre til at føle sig skyldige. Det drejer sig snarere om den lighed eller retfærdighed (isotes) – den sande gensidighed – som Guds forsoning af hele verden gør mulig. Den enes overskud eller overflod skal opfylde den andens behov og omvendt, så begge kan være der for hinanden i alle tilfælde af overflod og behov – åndelige eller økonomiske – og i alle tilfælde af overskud og behov. Ligesom israelitterne delte det brød, der regnede ned fra himlen, retfærdigt, er vi også kaldet til at dele vores rigdom, så nogle ikke har for meget, og andre ikke har for lidt (2. Korinther 8:15; 2. Mosebog 16:18).
Guds forsoning af hele verden gennem Kristus flyder over i vores liv – gennem udveksling af Kristi rigdom med vores fattigdom – så vi også kan flyde over i den dybe “deling” (koinonia) af alle ting med hinanden. Dette overløb eller overskud af nåde gennem Kristus er et overløb og et overskud, der smitter af på alle aspekter af vores liv. Guds nåde, der i overflod opfylder alle vores behov, giver os ikke kun kraft til at tilgive og blive forsonet med hinanden, men også til at dele vores rigdom med hinanden.
Paulus’ indsigt i den overstrømmende betydning af Guds forsoning af hele verden gennem Kristus har fortsat dybtgående relevans for vores tid, hvor de alvorlige uligheder mellem rige og fattige kun fortsætter med at blive dybere i vores land og i hele verden. Ligesom korinterne gennemgår vi også “prøvelsen” i vores tjeneste – og afslører, hvem og hvis vi virkelig er – i alt det, vi er og gør. Også vi forherliger Gud ved at bekende Kristi evangelium, selv om vi også gavmildt engagerer os i at dele (koinonia), hvem vi er, og alt det, vi har, med hinanden, især i nødens stund (2. Korinther 9,13).
Noter:
1 Ud over 2 Korinther 8-9, se også Rom 15:25-32; 1 Korinther 16:1-4; Galater 2:10; Galater 2:10; også ApG 24:17.
2 For brug af “prøve” i 2 Korinther, se 2:9; 8:2, 8, 8, 22; 9:13; 13:3, 5.
2 For brug af “prøve” i 2 Korinther, se 2:9; 8:2, 8, 22; 9:13; 13:3, 5.