Hvor meget vi end ønsker at åndeliggøre historien om den rige mand og Lazarus, er det meget vanskeligt at bortforklare dens centrale budskab, især i lyset af det, Lukas har at sige om penge og ejendele andre steder i sit evangelium.
Disse to personers skæbne efter døden er i høj grad knyttet til deres erfaringer med rigdom og fattigdom i dette liv.
Den rige mand har intet navn, selv om han har fået forskellige navne i den senere historie, såsom Dives, der betyder “rig” på latin. Derimod er Lazarus det eneste navn, der gives til nogen i Jesu lignelser; det betyder El-azar, “Gud har hjulpet”. (Der synes ikke at være nogen forbindelse mellem denne Lazarus og den genoplivede mand i Johannes 11:1-44.)
Historien begynder med en drastisk omvendelse, der sker, efter at disse to mænd dør (16:19-23). I sin levetid viste den rige mand demonstrativt sin rigdom med smukt tøj og overdådige fester. Omvendt var Lazarus dækket af sår, han var sulten og havde kun hunde til at slikke sine sår. Efter sin død bliver Lazarus ført bort til en ærefuld plads ved siden af Abraham, Guds ven og Israels fader (3:8; 13:28-29). I modsætning hertil befinder den rige mand sig i Hades, et sted med pinsler og evig straf (10:15).
Der følger en samtale mellem den rige mand og Abraham (16:24-26). Den rige mand beder Abraham om at sende Lazarus for at lindre hans smerte i Hades, men Abraham svarer, at det kan ikke lade sig gøre. Deres skæbner har skiftet. I deres liv har Lazarus lidt dårlige ting, og han har oplevet gode ting, men nu er Lazarus trøstet, og han er i smerte. Der er nu en “stor kløft” mellem de to, som ikke kan overskrides.
Derpå beder den rige mand Abraham om at sende Lazarus for at advare sine fem brødre om Hades (16:27-41). Abraham svarer, at de allerede har Moses og profeterne til at advare dem. Dette svar er kongruent med Lukas’ fremhævelse af kontinuiteten mellem Jesu undervisning og Moses’ og profeternes undervisning (se 24,26-28; 44-48; se også 16,16-17). Da Lazarus fastholder, at hans brødre vil ændre deres adfærd, hvis nogen kommer til dem fra de døde, svarer Abraham, at hvis de ikke har lyttet til Moses og profeterne, vil de helt sikkert ikke blive overbevist af, at nogen bliver oprejst fra de døde, hvilket måske er en hentydning til Jesu opstandelse (9:22; ApG 1:22).
Historien er centreret om den vending i skæbnen, der finder sted, efter at Lazarus og den rige mand dør. Den forbinder kvaler eller trøst efter døden med, hvordan vi behandler de mindre heldige omkring os, ligesom Matthæus forbinder evigt liv og straf med, hvordan vi behandler de sultne og tørstige, fremmede, de nøgne, de syge og dem i fængsel (25:31-46). Denne omvendelse efter døden er ultimativ. Der findes en uoverstigelig kløft mellem Lazarus ved Abrahams side og den rige mand i Hades.
Lukasus understreger især den måde, hvorpå de riges og de fattiges status er omvendt i Guds rige. Da Jesus bliver undfanget i Marias skød, jubler hun over, at de sultne er blevet mætte og de rige sendt tomhændet bort (1,46-55; jf. 1 Samuel 2,1-10). I prædikenen på sletten fortæller Jesus de fattige, at Gud favoriserer dem, og at Guds rige tilhører dem, men han advarer de rige om det, der skal komme, da de allerede har fået deres trøst i dette liv (6,20-25).
Lukasus gør det klart, at de fattige er et fokus i Jesu tjeneste. I sin tiltrædelsesprædiken erklærer Jesus, at han er blevet salvet af Herrens ånd “til at bringe de fattige gode nyheder” (4,18; se også 7,22). Jesus formaner sine efterfølgere til ikke blot at invitere til deres fester de venner og naboer, der kan betale dem tilbage, men også til at invitere “de fattige, de lamme, de lamme og de blinde” (14:13). Dette gentages, når Jesus beskriver Guds rige som et bryllupsbanket, hvor invitationen er blevet udvidet til “de fattige, de krøblinge, de lamme og de blinde” (14:21).
Men hvis de fattige får gode nyheder forkyndt for sig, så modtager de rige et noget anderledes budskab. Den rige unge hersker, der spørger Jesus, hvordan han kan arve det evige liv, får at vide, at han skal sælge alt, hvad han har, og dele pengene ud til de fattige. Da dette gør ham ked af det (på grund af hans rigdom), kommenterer Jesus, at de rige har sværere ved at komme ind i Guds rige (18:18-30). Ligesom den rige tåbe opbevarer de rige deres skatte i stadig større lader, som de ikke kan tage med sig efter deres død (12:8-21). De ophober måske nok “skatte til sig selv”, men de er ikke “rige på Gud” (12:21).
Men at være “rig på Gud” – og at have “en skat i himlen” – handler ikke kun om fromhed. Det handler også om at sælge sine ejendele og uddele rigdom til de fattige (12:33; 18:22). Efter at han møder Jesus, giver Zakkeus halvdelen af sine ejendele til de fattige og betaler alle, som han har bedraget, fire gange så meget tilbage (19:1-10). Da kirken opstod i Apostlenes Gerninger, ville nyomvendte “sælge deres ejendele og goder og dele udbyttet ud til alle, efter behov” (2:45; 4:32-34).
Historien om den rige mand og Lazarus kan være vanskelig for mange nordamerikanere, hvis livsstil står i skarp kontrast til et flertal af mennesker i verden, der lever for meget mindre. Som så meget andet, som Lukas fortæller om penge og besiddelser, står den som en skærende anklage, ikke kun mod den store tillid, vi sætter til økonomisk sikkerhed, men også mod de drastiske uligheder mellem rig og fattig, som vi lader bestå.
I denne historie har Guds evige dom alt at gøre med, hvordan vi bruger rigdom i dette liv, og om vi tager os af de mindre heldige i vores midte. Vi er fristet til at bortforklare en historie som denne og fjerne dens åbenlyse skildring af, hvordan Gud i sidste ende vil give de fattige retfærdighed for deres sag. Men budskabet er blevet klart og tydeligt givet. Ligesom den rige mands fem brødre har vi fået al den advarsel, vi har brug for.