Kontrol med udenlandsk valuta: Definition, mål, typer og betingelser

Lad os foretage en dybdegående undersøgelse af valutakontrol:

1. Definition af valutakontrol 2. Målsætninger for valutakontrol 3. Typer af valutakontrol 4. Betingelser, der nødvendiggør valutakontrol.

Definition af valutakontrol:

I moderne tid er der blevet vedtaget forskellige midler til at kontrollere den internationale handel og regulere den internationale gæld, der opstår som følge af internationalt arbejde og handel.

Den økonomiske nationalismes ånd får ethvert land til primært at se på sine egne økonomiske interesser. Valutakontrol er et af de midler, der er vedtaget med henblik herpå.

Valutakontrol er et system, hvor landets regering ikke blot griber ind for at opretholde en valutakurs, der er helt forskellig fra den kurs, der ville have været gældende uden en sådan kontrol, og for at kræve, at de hjemlige købere og sælgere af udenlandske valutaer disponerer over deres udenlandske midler på bestemte måder.

Definition:

(1) “Valutakontrol” er en metode til statslig indgriben i landets import og eksport, således at den ugunstige betalingsbalance kan korrigeres”. Her begrænser staten det frie spil for ind- og udstrømning af kapital og valutakurserne.

2. Ifølge Crowther:

“Når et lands regering direkte eller indirekte griber ind i internationale betalinger og påtager sig myndigheden for køb og salg af udenlandske valutaer, kaldes det valutakontrol”.

3. Ifølge Haberler:

“Valutakontrol i den statslige regulering, der udelukker det frie spil af økonomiske kræfter for valutamarkedet”. Regeringen regulerer valutahandelen under hensyntagen til de nationale behov.

For at gøre det mere klart: “Valutakontrol betyder statens monopol på køb og salg af udenlandsk valuta med henblik på at genoprette betalingsbalancens ligevægt og tilsidesætte markedskræfterne i forbindelse med den monetære myndigheds beslutning”. Når toldsatser og kvoter ikke hjælper med at korrigere den ugunstige handels- og betalingsbalance, genopretter regeringerne systemet med valutakontrol.

Målsætninger for valutakontrol:

Væsentlige målsætninger for valutakontrol er som følger:

1. Korrektion af betalingsbalancen:

ADVERTISEMENTS:

Det vigtigste formål med valutakontrol er at genoprette balancen på betalingsbalancen ved kun at tillade import, når den er nødvendig i landets interesse, og dermed begrænse efterspørgslen efter udenlandsk valuta op til de disponible ressourcer. Nogle gange devaluerer landet sin valuta, så det kan eksportere mere for at få mere udenlandsk valuta.

2. At beskytte de indenlandske industrier:

For at beskytte den indenlandske handel og de indenlandske industrier mod udenlandsk konkurrence, tyer regeringen til valutakontrol. Den tilskynder de indenlandske industrier til at producere og eksportere mere med henblik på at begrænse importen af varer.

3. For at opretholde en overvurderet valutakurs:

Dette er det vigtigste formål med valutakontrol. Når regeringen føler, at valutakursen ikke er på et bestemt niveau, griber den ind for at opretholde valutakursen på dette niveau. Til dette formål opretholder regeringen en fond, der kan kaldes valutaudligningsfonden, for at fastlåse valutakursen, når kursen på en bestemt valuta stiger, begynder regeringen at sælge den pågældende valuta på det åbne marked, og dermed falder kursen på den pågældende valuta på grund af det øgede udbud.

Den anden side kan regeringen over- eller undervurdere sin valuta på grundlag af økonomiske kræfter. Ved overvurdering øger regeringen sin valutas kurs i forhold til andre valutaers værdi, og ved undervurdering; kursen på sin overvaluta fastsættes på et lavere niveau.

4. For at forhindre kapitalflugt:

Når den indenlandske kapital begynder at flyve ud af landet, kan regeringen kontrollere dens eksport ved hjælp af valutakontrol.

5. Politik for differentiering:

Regeringen kan vedtage en differentieringspolitik ved at udøve valutakontrol. Hvis regeringen kan tillade international handel med nogle lande ved at frigive den nødvendige udenlandske valuta, kan regeringen begrænse import og eksport af handel med nogle andre lande ved ikke at frigive den udenlandske valuta.

6. Andre mål:

Ud over ovenstående kan der være visse andre formål med valutakontrol.

Disse er:

(i) at opnå indtægter i form af forskellen mellem salgs- og købskursen for udenlandsk valuta;

(ii) at stabilisere valutakurserne;

(iii) at muliggøre import af foretrukne varer ved at stille den nødvendige udenlandske valuta til rådighed; og

(iv) at betale udenlandske forpligtelser ved hjælp af de disponible valutareserver.

Typer af valutakontrol:

Der kan være fem typer af valutakontrol:

1. Mildt system af valutakontrol:

I et mildt system af valutakontrol, også kendt som valutabinding, griber regeringen ind for at holde valutakursen på et bestemt niveau. Under dette system opretholder regeringen en “valutaudligningsfond” i fremmed valuta.

Den britiske valutaudligningskonto og USA’s valutastabiliseringsfond var to eksempler på mild kontrol. Hvis efterspørgslen efter dollar stiger, og pundets værdi som følge heraf falder, vil den britiske regering sælge dollars for pund og dermed begrænse faldet i pundets værdi ved at øge udbuddet af dollars.

2. Fuldgyldigt system med valutakontrol:

I dette system har regeringen ikke kun Peg på valutakursen, men har fuld kontrol over hele valutatransaktionen. Alle indtægter fra eksport og andre transaktioner afleveres til kontrolmyndigheden, dvs. Reserve Bank of India. Den disponible mængde udenlandsk valuta fordeles derefter til forskellige købere af udenlandsk valuta på grundlag af visse forud fastlagte kriterier. På denne måde er regeringen den eneste forhandler af udenlandsk valuta.

3. Udligningsordning:

ADVERTISERINGER:

En udligningsordning har pr. Et eksempel kunne være Indiens salg af bomuldsvarer af en bestemt værdi til Pakistan, idet Pakistan indvilliger i at levere råbomuld af samme værdi til Indien til en gensidigt aftalt vekselkurs. Importen kompenserer således for eksporten, således at der ikke er nogen saldo, der kræver afregning i udenlandsk valuta.

4. Clearingaftale:

En clearingaftale består af en aftale mellem to eller flere lande om at købe og sælge varer og tjenesteydelser til hinanden til gensidigt aftalte valutakurser mod betalinger fra køberne udelukkende i deres egen valuta.

Saldoen af udestående fordringer afregnes som mellem centralbankerne ved udløbet af fastsatte perioder enten ved overførsler af guld eller af en acceptabel tredje valuta, eller saldoen kan få lov til at akkumuleres i en anden periode, i afventning af en ordning, hvorved kreditorlandet afvikler saldoen ved ekstra opkøb fra det andet land.

5. Betalingsarrangementer:

I en betalingsordning forbliver den sædvanlige procedure med at foretage udenlandske betalinger gennem valutamarkedet intakt. Men hvert land indvilliger i at indføre en kontrolmetode, hvorved dets borgere tvinges til at købe varer og tjenesteydelser fra det andet land i et beløb svarende til sidstnævntes køb fra det første land. En anden type betalingsaftale er en aftale, der har til formål at inddrive tidligere gæld.

Betingelser, der nødvendiggør valutakontrol:

Den valutakontrolordning er ikke effektiv i alle tilfælde. Kun i selektive tilfælde er denne foranstaltning til begrænsning af importen effektiv.

Følgende er forhold, hvor valutakontrol kan tages i brug:

1. Valutakontrol er nødvendig og bør indføres for at kontrollere kapitalflugt. Dette er specielt vigtigt, når et lands valuta er under spekulationspres. I sådanne tilfælde vil toldsatser og kvoter ikke være effektive. Valutakontrol, som er en direkte metode, vil med held kunne forhindre kapitalflugt fra varme penge.

2. Valutakontrol er kun effektiv, når betalingsbalancen er forstyrret af midlertidige årsager som f.eks. frygt for krig, fejlslagne afgrøder eller andre årsager. Men hvis der er nogle andre bagvedliggende årsager, vil valutakontrolanordningen ikke være frugtbar.

3. Valutakontrol er nødvendig, når landet ønsker at skelne mellem forskellige forsyningskilder. Landet kan tillade udenlandsk valuta liberalt for import fra områder med blød valuta, og import fra områder med hård valuta vil være underlagt let importkontrol. Denne praksis blev indført efter Anden Verdenskrig på grund af akut dollarmangel.

Selv i Indien blev mange importlicenser kun givet til brug i rupee-valutaområder, dvs. lande, som Indien havde rupee-handelsaftaler med. I ovennævnte tilfælde er der således indført valutakontrol. I sådanne tilfælde er kvoter og toldsatser ikke med til at genoprette betalingsbalancebalancen i ligevægt.