I forbindelse med pandemien med det alvorlige akutte respiratoriske syndrom coronavirus 2 (SARS-CoV-2), har det brev, som Gerard J. O’Mara offentliggjorde i British Medical Journal, hvori han antydede, at behandling med angiotensin-konverterende enzym (ACE)-hæmmere og angiotensin II-receptorblokkere (ARB’er) kunne fremme coronavirusinfektion ved at øge de cirkulerende ACE2-niveauer, hvilket fører til øget viral belastning og mere alvorlig lungeskade, skabt betydelig uro.1
Der er imidlertid beviser for, at interaktionen mellem tidligere versioner af coronavirus (SARS-CoV, som vi for at undgå forvirring i det følgende vil kalde SARS-CoV-1) og renin-angiotensin-aldosteron-systemet og ACE2 er langt mere kompleks. Eksperimentelle data fra musemodeller tyder på, at losartan faktisk kan beskytte mod coronavirusinduceret lungeskade.2,3
SARS-CoV-1 spikeproteinet interagerer med ACE2, bruger det til at trænge ind i værtscellen og deregulerer denne lungebeskyttende vej ved at reducere ACE2-ekspressionen, hvilket resulterer i uhæmmet angiotensin II-akkumulering og vævsskade. Denne proces ville forklare den foreslåede beskyttende virkning af ARB’er mod SARS-CoV-1-induceret lungeskade hos mus.2
Dertil kommer, at selv om fravær af ACE2 (i knockout-mus) beskytter mod infektion, er det ikke klart, om en delvis reduktion af ACE2-niveauet, der opnås ved at trække ACE-hæmmere eller ARB’er tilbage, ville have klinisk relevante fordele.
Da der er en hel del ligheder mellem SARS-CoV-1 og SARS-CoV-2, især med hensyn til proteinbinding til ACE2, er det sandsynligt, at ovenstående resultater også vil kunne anvendes på den aktuelle situation med coronavirus sygdom 2019 (COVID-19).4,5
Vi mener derfor, at de synspunkter, som O’Mara1 giver udtryk for, bør behandles som simple refleksioner, og at der bør udvises forsigtighed, når man overvejer deres kliniske anvendelighed. Forholdet mellem renin-angiotensin-aldosteron-systemet og SARS-CoV-1-patogenicitet og, analogt hermed, SARS-CoV-2-patogenicitet i forbindelse med COVID-19, er yderst komplekst. Faktisk tyder grundforskning på, at ACE-hæmmere og især ARB’er har en beskyttende rolle.
I denne sammenhæng er der således ikke grundlag for at afbryde den eksisterende behandling med ACE-hæmmere og ARB’er. Desuden kan komplikationer som følge af vilkårlig seponering af disse lægemidler få langt alvorligere konsekvenser end mange af de formodede bivirkninger.