Boligerne i nogle tyske storbyer er nu til dags så dyre, at selv folk med fast arbejde nogle gange ender som hjemløse. Sonia Nigris i München er et eksempel herpå.
Sonia Nigris sidder i en hvid plastikstol i en baggård i Maxvorstadt, et fornemt kvarter i München. Englischer Garten, Königsplatz, Stachus, Frauenkirche – næsten alle byens seværdigheder ligger kun et par minutters gang herfra. Fru Nigris, en kraftig 48-årig kvinde, tænder en cigaret. Siden januar har hun boet på et af de dyreste steder i Tyskland, i centrum af München, en by, der lider under kronisk boligmangel. Selv de, der har penge, skal have held og masser af tålmodighed for at finde et anstændigt sted at bo, men Nigris havde hverken stort held eller mange penge. På det seneste har hun fundet tag over hovedet på et herberg for hjemløse.
© colourbox.com Rækkerne af hjemløse i Tyskland har svulmet op i årevis. I 2016 anslog Bundesarbeitsgemeinschaft Wohnungslosenhilfe (National Coalition of Service Providers for the Homeless) deres antal – da der ikke findes nogen pålidelige statistikker – til ca. 860.000 (hvoraf 440.000 officielt er anerkendt som flygtninge). Og dette års skøn lyder på 1 200 000. Stigningen på ca. 358 % siden 2014 skyldes i høj grad, at anerkendte flygtninge, der ikke er i stand til at finde en bolig, er blevet medtaget i den samlede optælling siden 2016. Men der er mange grunde til, at folk havner på gaden. Lejestigninger er en af dem. Boligmarkedet i Tysklands storbyer er blevet strammere. I München steg huslejerne med mere end 70 % mellem 1995 og 2017, mens lønningerne ikke engang har været i nærheden af at følge med.
Hjemløshed rammer det almindelige samfund
Selv den arbejdende befolkning er for nylig begyndt at føle sig presset. “Problemet har nået mainstream-samfundet”, siger Peter Neher, formand for den tyske Caritasforening. Sonia Nigris, for eksempel, der har et fast fuldtidsjob i et cafeteria, hvor hun tjener omkring 1.400 euro om måneden, har tilsyneladende ikke engang råd til en studielejlighed i hovedstadsområdet i München.
I begyndelsen af 1990’erne flyttede Nigris og hendes mand fra Trieste til München. Fordi de elskede byen, som de på det tidspunkt fandt “lige så livlig og alligevel ikke så kaotisk som Berlin eller Rom”. Parret fandt en stor lys lejlighed i München-Riem – ikke ligefrem centralt beliggende, men med plads nok til dem og deres tre sønner. Men da Nigris og hendes mand gik fra hinanden i 2005, var lejligheden pludselig for stor og for dyr for hende alene.
Så hun flyttede ind i et mindre sted i en periode og forlod derefter München i to år, men hun savnede snart byen og sine sønner. Så hun kom tilbage i 2013 og flyttede ind hos en af sine veninder. Men hun blev træt af at sove på venindens sofa og begyndte at lede efter et fast job i et cafeteria samt et sted for sig selv. Hun sammenlignede huslejerne på boligwebsites på nettet: 800 EUR/900 EUR selv i forstæderne og 1 100 EUR/1 200 EUR i bymidten. Hun var ikke berettiget til boligstøtte, siger hun, fordi hun tjente for meget.
Hvordan skal jeg overleve, hvis jeg bruger det meste af mine penge på husleje? Hvad får jeg ud af livet, hvis jeg arbejder hele dagen og ikke kan lave andet efter arbejde end at sidde i min tomme lejlighed?
Efter et par måneder måtte Nigris flytte ud af sin venindes lejlighed. Hun flyttede ind hos sin søn … indtil udlejeren gjorde indsigelse, og hun måtte flytte. I et par måneder sov hun på en anden venindes sofa. Men så måtte hun flytte igen – ind i en anden venindes kælder, uden bad, uden køkken, med intet andet end en bar røvfuld seng. Det fungerede dog heller ikke i længden, så hun tog af sted til en anden veninde. Hver eneste gang hun bad en anden veninde om at indkvartere hende, siger hun, kostede det hende en del af hendes stolthed. Hun ville have foretrukket et hvilket som helst eget hjem frem for dette vagabondliv, men der var intet at få for hendes lønklasse.
Officielt må man kun bo otte uger på krisecentret. Sonia Nigris er en bynomade.
I januar i år flyttede hun endelig ind på et krisecenter for kvinder ved navn Karla 51. Værelserne der er 9 kvm og minimalt indrettet i vandrehjemschik med en enkeltseng, en lille træstol og et lille træbord samt et vægskab. Vinduerne er små, og korridorerne stinker af ætsende ammoniak.
“Men man er heldig at havne her,” konstaterer Elke Gartner, der er socialrådgiver ansat på krisecentret. “Karla 51 er en af de bedre indrettede faciliteter.” På mange andre krisecentre må beboerne dele værelser, som på et vandrehjem.
© colourbox.com Men i dag, efter fire og en halv måned her på krisecentret, flytter Nigris endnu en gang – til en anden venindes sted. Officielt må man kun blive otte uger på shelteret. Sonia Nigris er en bynomade. Men det er ikke hendes eget valg. Hun ville gerne tage et lejemål sammen med en veninde, men kan ikke, da der ikke er nogen overkommelige lejligheder i sigte, der egner sig til at dele.
Folk som Sonia Nigris, der har et fast arbejde, men en relativt lav indkomst, er ikke længere en sjældenhed på Münchens hjemløsecentre. “Du kender boligmarkedet i München”, siger en medarbejder i Caritas Tysklands afdeling i München. Flere og flere mennesker, som for ti år siden blev fordrevet fra centrum til udkanten af byen, har nu ikke engang råd til at bo i forstæderne. Så de er nødt til at forlade München eller gå på gaden. I artikel 106, stk. 1, i den bayerske delstatsforfatning er det faktisk fastsat, at alle indbyggere i Bayern har ret til en anstændig bolig. Men hvad nytter dette abstrakte princip, hvis der simpelthen ikke er nok boliger til overkommelige priser til alle? For hver statsstøttet lejlighed er der hundredvis af ansøgere, siger Gartner.
Nigris har selv allerede søgt hundredvis af lejeboliger i München, siger hun, herunder nogle, som hun kun med nød og næppe kunne få råd til. “Når de spørger, hvor meget jeg tjener, så er jeg ude af spillet.” Ifølge et skøn fra Münchens Netzwerk Wohnungslosenhilfe (Netværk til hjælp for hjemløse) er der omkring 9.000 hjemløse i byen, hvoraf 350 faktisk har fast arbejde og ikke desto mindre bor på hjemløsecentre, nogle i årevis, eller endda under en bro. Byens hjemløsecentre og sociale boliger er fuldstændig overbebyrdede, hvilket boligembedsmænd indrømmer. De, der virkelig er uheldige, ender med at sove på gaden.
© colourbox.com Nigris kan ikke sige, hvor mange gange hun har skiftet logi indtil nu, hun har mistet tællingen. Hendes ejendele består af noget tøj, et par potteplanter, et lille tv-apparat, en batteridrevet støvsuger og hendes hund. Det er alt, hvad denne 48-årige kvinde ejer, bortset fra et par kasser, som hun efterlod til sin søn. Og hun har ikke haft et rigtigt privatliv i årevis: selv på de hjemløse herberger skal hun hele tiden melde sig ind og ud.
Selv uden et sted at kalde sit hjem er hverdagen et permanent midlertidigt arrangement. Sonia Nigris har bundet sit tykke brune og gråsprængte hår op i en hestehale. En tatovering på hendes overarm er gradvist ved at falme. Med et par minutters mellemrum famler hun efter en cigaret fra sit sølvetui og stikker den i munden. Hendes ansigt er kantet af dybe rynker, men hun har ikke lyst til at fortvivle: “Mit liv er begivenhedsrigt,” siger hun og griner sin raslende rygergrin.
Hun står op klokken halv fire om morgenen for at være på arbejde klokken syv, og derefter laver hun mad i et cafeteria indtil om eftermiddagen. I de sidste fem år har hun brugt sin fritid på at jagte og lejlighedsvis besigtige lejligheder til udlejning – hvorefter hun sjældent har tid til at se sine venner. Om aftenen har hun som regel kun energi nok til at rode med sin mobiltelefon og nogle gange se lidt fjernsyn, inden hun går i seng – på en vens sofa, i en vens kælder eller på et herberg for hjemløse.
Det er over et kvart århundrede siden, at Nigris flyttede til München, fordi hun fandt byen så beboelig. München har ændret sig siden da. Antallet af hjemløse her er mere end tredoblet alene i løbet af de sidste ti år. Alligevel elsker Nigris stadig byen og ønsker alligevel at blive her. Hendes venner og hendes sønner bor her. Hun har et fast arbejde her. “Hvorfor skulle jeg tage af sted?”