Levertumorer kan overordnet set klassificeres som godartede eller ondartede:
GodartedeRediger
Der findes flere typer godartede levertumorer. De skyldes enten unormal vækst af neoplastiske celler eller som reaktion på leverskade, kendt som regenerative knuder. En måde at kategorisere benigne levertumorer på er efter deres anatomiske kilde, f.eks. hepatocellulær, biliær eller stromal.(pp693-704)
HæmangiomerRediger
Cavernøse hæmangiomer (også kaldet hepatisk hæmangiom eller leverhæmangiom) er den mest almindelige type benign levertumor, der findes hos 3 %-10 % af alle mennesker. De består af blodklumper, der er omgivet af endothelceller. Disse hæmangiomer får deres blodforsyning fra leverarterien og dens forgreninger. Disse tumorer er mest almindelige hos kvinder. Årsagen til leverhæmangiomer er fortsat ukendt; der er dog en konstateret medfødt eller genetisk komponent til dem. De er ikke kendt for at blive maligne baseret på den tilgængelige eksisterende litteratur.
Leverhæmangiomer giver normalt ikke symptomer. De er normalt små, med størrelser på op til 10 centimeter. Deres størrelse har tendens til at forblive stabil over tid. Hvis hæmangiomet er stort, kan det imidlertid forårsage mavesmerter, en følelse af fylde i højre øvre del af maven, hjerteproblemer og koagulationsdysfunktion. Cavernøse hæmangiomer diagnosticeres med medicinsk billeddannelse (kræver normalt ikke biopsi for at bekræfte diagnosen).
Givet deres godartede forløb og ofte asymptomatiske karakter diagnosticeres cavernøse hæmangiomer typisk tilfældigt (f.eks. når medicinsk billeddannelse fås af en anden grund). Med hensyn til håndtering overvåges de normalt med regelmæssig billeddannelse samt mere nøje, hvis personen bliver gravid. Hvis det kavernøse hæmangiom vokser hurtigt, eller hvis patienten har symptomer, er yderligere medicinsk indgreb påkrævet. Behandlinger omfatter åben eller laparoskopisk kirurgisk resektion, arteriel embolisering eller radiofrekvensablation. Med hensyn til komplikationer af hepatiske hæmangiomer er det meget sjældent, at et hepatisk hæmangiom brister eller bløder.
Focal nodular hyperplasiaRediger
Focal nodular hyperplasia (FNH) er den næstmest almindelige benigne tumor i leveren. FNH findes hos 0,2-0,3 % af voksne på verdensplan. FNH er mere almindelig hos kvinder (10:1 kvindelig til mandlig ratio) undtagen i Japan og Kina, hvor der er en mere ligelig prævalens af tilfælde mellem kvinder og mænd. FNH er forbundet med kvinder i den fødedygtige alder og er blevet forbundet med kvinder, der tager hormonelle orale præventionsmidler. Denne tumor er resultatet af en medfødt arteriovenøs misdannelse hepatocytrespons. Der er tale om en proces, hvor alle normale bestanddele i leveren er til stede, men hvor det mønster, hvormed de præsenteres, er unormalt.
Disse tumorer har normalt ingen symptomer. Hvis de er store, kan de præsentere sig med mavesmerter. Det er almindeligt, at patienterne har flere forskellige leverlæsioner; de har dog ikke tendens til at vokse over tid, og de konverterer typisk ikke til maligne tumorer. Diagnosen stilles hovedsagelig ved hjælp af medicinsk billeddannelse, f.eks. ultralyd eller MRT med kontrast. De fleste FNH’er har et karakteristisk “centralt ar” på kontrastforstærket billeddannelse, hvilket er med til at sikre diagnosen. Hvis der imidlertid ikke er et centralt ar på billeddannelsen, er det svært at skelne mellem FNH, leveradenom og hepatocellulært karcinom, og i disse tilfælde er biopsi det næste skridt til hjælp i diagnoseprocessen.
I betragtning af FNH’s godartede karakter og det faktum, at de sjældent udvikler sig i størrelse eller undergår malign transformation, håndteres FNH-tumorer normalt med klinisk overvågning. Kirurgiske indikationer eller arteriel embolisering for FNH omfatter, hvis FNH-læsionen er stor, symptomatisk, eller der er usikkerhed omkring den korrekte diagnose.
Hepatisk adenomRediger
Hepatocellulære adenomer (også kaldet hepatocellulært adenom) er sjældne godartede levertumorer, der består af hepatocytter, og skøn viser, at hepatocellulære adenomer udgør 2% af levertumorerne. De er mest almindelige hos kvinder, der bruger præventionsmidler eller hormonerstatningsterapier, der indeholder østrogen, kvinder, der er gravide, eller personer, der misbruger steroider. De er også forbundet med glykogenlagringssygdomme (subtype I og III), og nyere undersøgelser tyder på, at diabetes, fedme, højt blodtryk og dyslipidæmi er risikofaktorer for leveradenomer.
Hepatocellulære adenomer er oftest asymptomatiske og findes ofte tilfældigt ved billeddannelse. Hvis der imidlertid er tegn og symptomer til stede, omfatter de uspecifikke abdominalsmerter, gulfarvning af huden og højere end normale laboratorieværdier for gamma-glutamyltransferase og alkalisk fosfatase. De er i de fleste tilfælde lokaliseret i højre leverlap og ses ofte som en enkelt læsion. Deres størrelse varierer fra 1 til 30 cm. De kan være vanskelige at diagnosticere alene ved hjælp af billeddiagnostiske undersøgelser, fordi det kan være svært at skelne mellem hepatocellulært adenom, fokal nodulær hyperplasi og hepatocellulært karcinom. Molekylær kategorisering via biopsi og patologisk analyse hjælper både med at stille diagnosen og forstå prognosen, især fordi hepatocellulære adenomer har potentiale til at blive maligne. Det er vigtigt at bemærke, at perkutan biopsi bør undgås, da denne metode kan føre til blødning eller ruptur af adenomet. Den bedste måde at biopsiere et mistænkt hepatisk adenom på er via åben eller laparoskopisk excisionsbiopsi.
Da hepatocellulære adenomer er så sjældne, findes der ingen klare retningslinjer for det bedste behandlingsforløb. Komplikationerne, som omfatter malign transformation, spontan blødning og ruptur, tages i betragtning ved fastlæggelse af behandlingstilgangen Skønsmæssigt tyder det på, at ca. 20-40 % af hepatocellulære adenomer vil få spontan blødning. Beviserne er ikke godt belyst, men de bedste tilgængelige data tyder på, at risikoen for, at hepatocellulært adenom bliver til hepatocellulært karcinom, som er en malign levertumor, er 4,2 % af alle tilfælde. Omdannelse til hepatocellulært karcinom er mere almindelig hos mænd. I øjeblikket anbefales det, at adenomet fjernes kirurgisk, hvis leveradfæren er >5 cm, vokser i størrelse, har symptomatiske læsioner, har molekylære markører, der er forbundet med HCC-transformation, stigende niveau af levertumormarkører såsom alfa-fetoprotein, patienten er en mand, eller har en glykogenlagringsforstyrrelse. Som de fleste levertumorer er det adenomets anatomi og placering, der afgør, om tumoren kan fjernes laparoskopisk, eller om den kræver et åbent kirurgisk indgreb. Det er også kendt, at levercelleadenomer mindskes i størrelse, når der er nedsat østrogen eller steroider (f.eks. når østrogenholdige præventionsmidler, steroider stoppes eller efter fødslen).
Kvinder i den fødedygtige alder med leveradenomer blev tidligere anbefalet helt at undgå at blive gravide; i dag anbefales dog en mere individualiseret tilgang, der tager hensyn til adenomets størrelse, og om kirurgisk resektion er mulig, inden de bliver gravide. I øjeblikket er der et klinisk forsøg kaldet Pregnancy and Liver Adenoma Management (PALM)-studiet (Pregnancy and Liver Adenoma Management), der undersøger håndtering af leveradenomer under graviditet; resultaterne af dette forsøg er dog ikke blevet offentliggjort pr. februar 2021.
LevercelleadenomatoseRediger
Levercelleadenomatose (også kaldet hepatisk adenomatose) er en beslægtet, men forskellig diagnose fra hepatocellulært adenom. På medicinsk billeddannelse og histopatologiske biopsiresultater er de det samme som hepatiske adenomer. Levercelle adenomatose adskiller sig fra levercelle adenomer ved definitionen af mere end 10 levercelle adenomer, der er i begge leverlapper hos en person, der ikke har en glykogenoplagringssygdom og ikke tager eksogene hormoner. Levercelleadenomatose er ikke forbundet med steroidbrug (f.eks. ændrer deres størrelse sig ikke, når man tager eller ikke tager orale præventionsmidler, der indeholder østrogen eller anabole steroider), hvilket er en anden forskel fra hepatiske adenomer. Levercelle adenomatose er forbundet med leverdysfunktion og højere blødningsrater end levercelle adenomer alene. Den foreliggende dokumentation tyder på, at blødning forekommer hos ca. 63 % af patienter med levercelle adenomatose. Levercelle adenomatose er også forbundet med udvikling af hepatocellulært karcinom. Ligesom leveradenomer diagnosticeres de med billeddannelse og biopsier efter behov. Behandling af levercelle adenomatose er vanskelig på grund af de mange, udbredte læsioner. Leverafbildningen bør gennemgås for at se, om det er muligt at fjerne tumorerne kirurgisk. Levertransplantation er en behandlingsmulighed for nogle patienter.
Simple levercysterRediger
Levercyster er almindelige. De er væskefyldte indesluttede strukturer i leveren. Simple levercyster ses hyppigst hos kvinder og børn. Med hensyn til patofysiologi dannes de som reaktion på udviklingshændelser og som reaktion på traumer og inflammation. Desuden kan levercyster ses ved polycystisk nyresygdom og echinokokkoseinfektion (hydatidsygdom).
Pseudotumorer:
Pseudotumorer adskiller sig fra levertumorer ved, at de ikke er en proliferation af unormale celler, men er “lokale variationer” af vævstypen. Især kan leverpseudotumorer forveksles med en levertumor på de indledende billeddiagnostiske undersøgelser ved diagnostisk bearbejdning af en levermasse. Eksempler på pseudotumorer omfatter: tydelige områder med leverfibrose, lommer med fedtleverforandringer og inflammatoriske pseudotumorer.
KræftEdit
- De fleste tilfælde er metastaser fra andre tumorer, ofte fra GI-kanalen (som tyktarmskræft, karcinoide tumorer primært i blindtarmen osv.), men også fra brystkræft, æggestokkræft, lungekræft, nyrekræft, prostatakræft osv.
- Den hyppigste, ondartede, primære leverkræft er hepatocellulært karcinom.
- Andre former for primære former for leverkræft omfatter kolangiokarcinom, blandede tumorer, sarkom og hepatoblastom.