På en dampende aften i juli 1994 (lige nede ad vejen fra det sted, hvor Xcel Energy Center skulle åbne seks år senere) så jeg mit første Smashing Pumpkins-show. De var hovednavn på det års Lollapalooza-turné med et lineup, der bl.a. omfattede Beastie Boys, The Breeders og a Tribe Called Quest. Bandet dukkede op på scenen, badet i en lilla nuance, ledsaget af de delikate indledende toner af “Soma”. Derefter pløjede de sig igennem en samling af sange fra deres to første albums og sluttede af med ekstranummerne “Mayonaise” og “Silverf**k”. Jeg vidste, at det var et show, jeg aldrig ville glemme, og jeg kunne ikke vente med at se dem igen.
Det viste sig, at der skulle gå 24 år, før jeg igen ville få chancen for at se dem live, men det var ventetiden værd.
I anledning af 25-årsdagen for deres skelsættende album Siamese Dream (samt 30-årsdagen for bandets dannelse) gav Smashing Pumpkins omkring 10.000 fans et maraton-sæt på over tre timer i X søndag aften, som en del af deres “Shiny and Oh So Bright”-turné. Det var et show, der var meget nostalgisk og fokuserede på sange fra deres første fem album (herunder syv fra Siamese Dream og Mellon Collie and the Infinite Sadness).
Efter et åbningssæt af de canadiske synthrockere Metric gjorde Billy Corgan sin dramatiske entré omkring kl. 20.15, hvor han dukkede op bag to store paneler, fastspændt med en akustisk guitar og iført en kappe. Han kvitterede for publikum ved langsomt at gå rundt på scenen og lignede en mærkelig blanding af middelalderlig munk, rockgud og futuristisk troldmand. Panelerne blev derefter lukket og dannede en skærm for et diasshow med billeder fra Corgans barndom, mens han spillede “Disarm” (“I used to be a little boy…”).
Efter den første sang fik Corgan selskab på scenen af resten af sin omgangskreds: den oprindelige guitarist James Iha og den oprindelige trommeslager Jimmy Chamberlain samt guitaristen Jeff Schroeder, bassisten Jack Bates og Katie Cole, som spillede på flere instrumenter og leverede backingvokal hele aftenen. Da alle var på plads, satte den velkendte Big-Muff-drevne guitartone ind, og publikum brølede anerkendende som reaktion på åbningsriffet til “Rocket.”
Derfra hamrede bandet sig igennem deres imponerende sætliste på 31 sange med tunge drenge som “Cherub Rock,” “1979,” “Today,” og “Bullet With Butterfly Wings.” Et personligt højdepunkt for mig var deres smukke fortolkning af “Mayonaise”, som effektivt demonstrerede Pumpkins’ patenterede dynamiske rækkevidde fra delikat rolig til tandknusende højlydt.
Selv om de oprindelige medlemmer (uden den famøst fraværende bassist D’arcy Wretzky) ikke havde spillet sammen i 18 år, var de tydeligvis ikke gået et skridt glip af noget. Kemien mellem Corgan, Iha og Chamberlain er ubestridelig – i hvert fald den musikalske kemi (når man ser dem på scenen sammen, spekulerer man på, om de rent faktisk nyder hinandens selskab). De lød utroligt godt hele aftenen, og tilføjelsen af Bates, Cole og Schroeder forstærkede kun denne lyd. Især Schroeder var en velkommen tilføjelse til gruppen, idet han gav mulighed for guitarsoloer i tre eksemplarer. (Hvem kan ikke lide det?)
Apropos lyd, så skal besætningen roses for en fantastisk blanding i løbet af aftenen. Xcel synes at have en meget bedre samlet akustik end andre lokale store spillesteder, og koncerten søndag aften var en af de bedst klingende koncerter, jeg har hørt der.
Corgan og co. strøede et par covers ind i løbet af aftenen, herunder det noget dristige valg at dække Led Zeppelins “Stairway to Heaven” (dristige i den forstand, at man ikke ofte hører den sang dækket, medmindre man dukker op i et Guitar Center en lørdag eftermiddag). Det var tro mod originalen, men med lige nok Pumpkin spice til at gøre det friskt og minde dig om, at – Wayne’s World-jokes til side – der er en grund til, at det er en så kendt og respekteret sang.
Mens der ikke var nogen Prince-covers, tog Corgan sig et øjeblik til at fortælle en hurtig historie om mødet med det afdøde Minnesota-ikon, som delte med Corgan, at han “virkelig kunne lide ‘1979’”. Han jokede også med, at Prince plejede at sidde med til Pumpkins-shows på 7th St Entry, men “ingen var der for at se det.”
I ekstranummeret delte bandet deres nye single, “Solara” – det første nye nummer med tre fjerdedele af den oprindelige gruppe i 18 år. Det er et lovende tegn på ny musik på vej, og det vil være en del af en kommende albumudgivelse produceret af den legendariske Rick Rubin. Aftenen sluttede med et mærkeligt, men sødt og sentimentalt cover af “Baby Mine” fra Disney-filmen Dumbo.
Corgan talte næsten ikke til publikum i løbet af aftenen og overlod i stedet den opgave til Iha. Da showet var ved at være slut, sagde Corgan dog til publikum: “Alt det der ‘rock er dødt’-halløj, som jeg startede tilbage i slutningen af 90’erne – jeg mener, vi tog fejl, ikke sandt? Rock er ikke død, her er vi…”
Setliste
Disarm
Rocket
Siva
Rhinoceros
Space Oddity (David Bowie cover)
Drown
Zero
The Everlasting Gaze
Stand Inside Your Love
Thirty-Three
Eye
Soma
Blew Away
For Martha
To Sheila
Mayonaise
Porcelina of the Vast Oceans
Landslide (Fleetwood Mac cover)
Tonight, Tonight
Stairway to Heaven (Led Zeppelin cover)
Cherub Rock
1979
Ava Adore
Try, Try, Try
The Beginning Is the End Is the Beginning
Hummer
Today
Bullet With Butterfly Wings
Muzzle
Encore
Solara
Baby Mine (Betty Noyes cover)