Roderick Johnson, en 33-årig afroamerikansk flådeveteran fra en lille by på landet i Texas, havde ikke bedt om det. Fængslet gjorde det mod ham, og hans liv vil aldrig blive det samme.
Mens han afsonede sin straf for en ikkevoldelig lovovertrædelse, udholdt Johnson det, der svarer til seksuelt slaveri i hænderne på fængselsbander. Johnson var en ung, åbenlyst homoseksuel mand og vidste bedre end at forsøge at skjule sin seksuelle orientering for fængselsbetjentene. Det, Johnson bad om, og burde have fået, var en indkvartering i beskyttelsesforvaring.
Men da han ankom til fængslet, svarede en højtstående vagt på Johnsons anmodning om sikker opbevaring ved at sige til ham, at “vi beskytter ikke ‘punkere’ på denne gård”.
I fængselsjargon er “punks” de indsatte, der tvinges ind i en seksuelt underdanig rolle. Uanset om de er heteroseksuelle eller homoseksuelle, lever de deres liv i trældom for mere aggressive indsatte. Når de først er blevet identificeret som punks, befinder mænd som Johnson sig nederst i en barsk, strengt defineret fængselshakkeklasse, hvor vagter og fængselsinspektører hersker over stadig mere overfyldte og underbemandede faciliteter.
Denne form for hypermaskuliniseret fængselshierarki er noget, som Lara Stemple, administrerende direktør for den tyve år gamle nonprofitorganisation Stop Prisoner Rape (SPR), siger er “systemisk i en sådan grad, at de fleste fængselsbetjente vender det blinde øje til og lader de indsatte klare sig selv.”
Det næste, Johnson fik, var noget, som hans dom aldrig stipulerede, og som hans familie aldrig kunne have forestillet sig. I løbet af atten måneder blev Johnson brutaliseret, voldtaget og “solgt” hundredvis af gange af fængselsbander.
Hvad værre er, Johnson’s bønner om hjælp fra fængselsadministratorer blev gentagne gange hånet og blev ikke hørt. Hans familie forsøgte at hjælpe, men de forsikringer, de fik, var forgæves. Syv gange gik en stadig mere selvmordstruet Johnson til fængslets udelukkende hvide klassifikationskomité og tiggede om at blive anbragt i sikkerhed. Til gengæld blev Johnson formanet af administratorer for sine anmodninger, kaldt en “luder” og en “skøge” og fik at vide, at han skulle “lære at kæmpe eller acceptere det forbandede”.
Det er svært at sige, hvad der præcist ville være sket med Johnson, hvis han ikke havde skrevet til ACLU’s National Prison Project og bedt om enhver hjælp, de kunne yde. Efter at have undersøgt sagen fandt ACLU situationen så uhyrlig, at de i april indgav en føderal retssag mod de fængselsbetjente, der havde nægtet at standse misbruget. Det var da, og først da, at Johnson blev overført til et mere sikkert sted.
“Det er ubegribeligt at tænke på at blive voldtaget hver dag i atten måneder,” siger Gotsch. “Det faktum, at fængselsfunktionærerne vidste, at dette foregik, og at de bare ignorerede og grinede af det, er ødelæggende.”
Mens Johnson i hvert fald foreløbig er i stand til at afsone resten af sin straf uden yderligere krænkelser, lever tusindvis af andre fanger – både mænd og kvinder – ud i rædslerne ved at blive udsat for seksuelle overgreb.
Den unge fange Rodney Hulin fra Texas var et af disse ofre. Den 17-årige 17-årige mand, der i 1995 blev idømt en dom på otte år for brandstiftelse, blev indlogeret i et fængsel for voksne. Hulin blev voldtaget gentagne gange og blev derefter nægtet beskyttelsesforvaring, hvorefter han hængte sig selv i januar 1996, gik i koma og døde fire måneder senere.
På trods af hændelser som disse har den homofobiske mur af tavshed omkring voldtægt mellem mænd i fængsler – og den regelmæssige spærreild af intetsigende “tab ikke sæben”-fængselsvitser – forhindret, at problemet opfattes som den alvorlige krænkelse af menneskerettighederne, som det er.
For mænd er voldtægt og seksuelt misbrug i fængsel nu så almindeligt, at ifølge en nylig undersøgelse oplever hver fjerde mandlige fange i statslige og føderale fængsler presset eller tvunget seksuel kontakt.
Et lyspunkt i denne ellers dystre situation er den nylige indførelse af Prison Rape Reduction Act of 2002, som senatorerne Ted Kennedy og Jeff Sessions samt repræsentanterne Bobby Scott og Frank Wolf har været medsponsorer til. Denne første føderale, topartistiske lovgivning nogensinde tager fat på det udbredte problem med voldtægt i fængsler. Hvis den vedtages, vil den oprette tre nye programmer i justitsministeriet, herunder et program til indsamling af statistikker om seksuelt misbrug i fængsler, et program til uddannelse i emnet og et andet program til finansiering af nye programmer til forebyggelse og begrænsning af seksuelt misbrug bag tremmer.
Lovforslaget er, som Gotsch forklarer, “et første skridt i den rigtige retning”. Det, der mangler at blive gjort, er den monumentale opgave med at revidere udformningen og hensigten med fængselssystemerne, som tjener til at håndhæve og forstærke vold mellem mænd, klasse- og racespændinger og en voldsomt konkurrencepræget, tvangspræget og destruktiv model for menneskelig interaktion. Det er et gammelt, velkendt system, som afhumaniserer alle, der er fanget i det, og som næsten garanterer en ond cirkel af misbrug, sygdom og selvhad hos dem, som vi dømmer til at opleve det.