Historisk udvikling af lovgivningen om adgang til information
En række officielle hemmelighedsordninger var blevet indført i midten af det 20. århundrede (f.eks. den britiske Official Secrets Act 1911), men udviklingen af den bredere familie af love om adgang til information er hovedsagelig et fænomen fra anden halvdel af dette århundrede. Den har sin oprindelse i en reaktion mod totalitarisme, i en mistillid til den demokratiske stat, i forbrugerisme og i liberalismen. Der er en voksende debat om, hvorvidt de rettigheder, der er nedfældet i disse love, udgør grundlæggende menneskerettigheder. Internationale retsinstrumenter giver støtte til argumentet om, at retten til beskyttelse af privatlivets fred har denne status (f.eks. den europæiske menneskerettighedskonvention). Men der var i den sidste del af det 20. århundrede en vis antydning af, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol var villig til at udlede en ret til information, om end en delvis sådan, af andre rettigheder i den europæiske konvention.
Spredningen af denne familie af love i den vestlige verden og andre steder er blevet tilskyndet af donorer og udviklingsorganisationer (som ser informationsfrihed som et bolværk mod korruption) og af handelsblokke (især Den Europæiske Union, som søgte at indgå aftaler med sine handelspartnere for at sikre anvendelsen af databeskyttelsesprincipper på grænseoverskridende datastrømme).
Skyndigheden i udviklingen af informationsadgangslove steg kraftigt i de sidste to årtier af det 20. århundrede. Informationssamfundets fremkomst betød, at der blev lagt større økonomisk og social magt i kontrollen med adgangen til information. De teknologiske forandringer medførte også en række nye juridiske udfordringer, ikke mindst dem, der vedrører definitionen i loven af grundlæggende informationsbegreber, hvis betydning var blevet ændret i det elektroniske miljø (f.eks. “original” og “record”).
Andrew McDonald