Målet

Jøder i Israel og rundt om i verden fejrer det hebraiske nytår, Rosh Hashanah (hebraisk for “årets begyndelse”), 5778 på kalenderen, en helligdag, der ifølge ortodoksien mindes skabelsen af Adam og Eva, og for lægfolk markerer begyndelsen på det økonomiske år og landbrugscyklussen. Festen begyndte onsdag den 20. september, da den første stjerne gik op, og slutter fredag den 22. september før solnedgang. Gennem århundreder og afhængigt af stedet har fejringen af Rosh Hashanah varieret med hensyn til ritualer og mad, men traditionen har fortsat ønsket om, at det kommende år skal være sødt, så det er typisk at se mad som dadler, æbler og granatæbler med honning på jødiske borde.

Festlighederne holdes i to dage som en del af en tradition, der begyndte i diasporaen, da man ikke vidste, hvornår nymånen begyndte, og det blev dikteret af de højeste myndigheder i Jerusalem. Ifølge jødisk tradition mindes nytårsfesten afslutningen af universets skabelse og accepten af den guddommelige suverænitet over verden. Rosh Hashanah markerer begyndelsen af Tishrei måned, en tid hvor man gør status over året og planlægger for det kommende år. Den første dag i denne måned markerer begyndelsen på en ti-dages periode kendt som Aseret lemei Teshuva, som er en tid med åndelig selvransagelse og anger, og som slutter med Yom Kippur, forsoningsdagen, den 29. september.

Perioden mellem Rosh Hashanah og Yom Kippur er kendt som de ti dages omvendelse. I løbet af det har folk mulighed for at sone deres synder.

“Rosh Hashanah ønsker at føre mennesket til det ultimative ansvar over for Skaberen. Dommens dag retfærdiggør den menneskelige individualitet. Ethvert væsen antager over for Gud sin person i sin fylde. Den anonyme og absorberende masse fortyndes. Hver person får sit højeste hierarki, absolut som et mål i sig selv inden for rammerne af et uendeligt univers, der har en tendens til at ophæve ham. Forskellene i de sociale klasser får nogle til at stige og andre til at blive deprimerede”, siger det jødiske samfund i Madrid.

“Rosh Hashanah giver hvert enkelt menneske sin uundværlighed, sin enestående karakter og dermed sit ansvar tilbage. Dommen hjælper os til at reflektere og gøre åndelig status, til at analysere og se, hvad der kan korrigeres, hvor kursen kan ændres og fornyes”, bemærkede den hebraiske institution i Madrid.

Rosh Hashanah-traditioner

Under de to dages fejring af det hebraiske nytår deltager troende jøder i lange synagogegudstjenester og reciterer særlige bønner og liturgiske sange, der går flere hundrede år tilbage i tiden. Versioner af bønnerne og de liturgiske sange varierer en smule fra en etnisk gruppe til en anden.

Shofaren, et simpelt, primitivt instrument lavet af et vædderhorn, spilles som en del af denne fejring til minde om den vædder, som Abraham ofrede i stedet for sin søn Isak. Shofaren spilles under morgenbønnen, og dens formål er at symbolisere Guds suverænitet over verden, at minde jøderne om, at buddene blev givet på Sinaibjerget, at minde dem om Abrahams og Isaks hengivenhed over for Gud, at tilskynde folk til omvendelse og endelig at annoncere dommedag og Messias’ komme, ifølge hjemmesiden for Israel Tourism.

I Rosh Hashanah, også kendt som Yom Hadin (Dommedag), hilser man på hinanden med udtrykket “Shanah Tovah”, som betyder ønsket om, at det kommende år bliver et velstående år, og velsigner hinanden med ordene “Leshanah tovah tikatev vetejatem”, som betyder “Må I blive indskrevet og forseglet til et godt år”.

Der er skik at spise et æble dyppet i honning ved Rosh Hashanah-middagen, da frugten er et symbol på selviskhedens synd og dyppes i honning for at mildne den. Det er også almindeligt at spise andre søde sager for at symbolisere et sødt nytår, samt at spise granatæbler, som et symbol på et år med overflod, og fiskehoved, som et symbol på ønsket om at komme videre, sammen med andre symbolske fødevarer.

I løbet af aftenen på disse festdage er det almindeligt at gå hen til en flod, en sø eller et andet åbent vandområde for at ryste sine lommer ud og symbolsk smide sine synder i vandet.