4 Styring, eller i det mindste styring, af e-økonomien
Alle markedsøkonomier hviler på regler (Polanyi 1944). Ligesom der aldrig var særskilte regler for en faxøkonomi eller en telefonøkonomi, vil der heller ikke være særskilte regler for en internetøkonomi – derimod vil de beslutninger, vi træffer om e-økonomien, regler både for de netværk af informationsteknologier, der definerer nye markedsforhold, og for det nye forretningssystem, der har været med til at skabe dem, være af afgørende betydning for den “traditionelle” økonomi. Vi er nået længere end til det punkt, hvor det er tilstrækkeligt at lave noget om. Vi har også overskredet det punkt, hvor vi kan opretholde illusionen om, at internettet kan eksistere adskilt fra og uafhængigt af resten af økonomien og samfundet. Cyberverdenen er sammenvævet med den “traditionelle” verden og ikke uafhængig af den. De liberalistiske fantasier om internetøkonomien er blevet forladt. Reguleringen i denne nye æra er i sidste ende en historie om, hvordan politiske beslutninger spiller sammen med tekniske muligheder. Lawrence Lessig skelner i sit nyere arbejde mellem “West Coast Code”, den kode, der definerer, hvordan nettene og programmerne fungerer i teknisk forstand, og “East Coast Code”, de love og regler, der udarbejdes af de politiske beslutningstagere (Lessig 1999, Rheingold 1993, Reid 1995). De centrale debatter vil i sidste ende dreje sig om, hvad regulering kan og bør gøre for at ændre de tekniske muligheder, der former hvilken slags netværksverden vi har, hvilken slags kode-konstruerede virkeligheder og virksomheder vi udvikler, og dermed hvilken slags økonomi vi opbygger.
Processen med at oversætte værdier til en ny æra eller skabe nye regler, der omfatter nye værdier, er sammenflettet med kvalitative ændringer i erhvervslivet og det sociale liv, der genåbner etablerede politiske forhandlinger. Valget af regler vil ofte have store konsekvenser i form af private gevinster. Det er svært at forestille sig et større sæt af indsatser, når et nyt styrings “system” samtidig skabes på hjemmebane, indenlandsk og som en aftale mellem flere nationale systemer. Det er vanskeligt nok at sætte rammerne for de indledende politiske debatter. Måske fordi den hovedsageligt blev ført blandt teknologer, var den tidlige debat præget af libertære forestillinger om, at regeringen og måske endda traditionelle former for politisk strid på en eller anden måde kunne udelukkes fra noget, der løseligt blev kaldt cyberspace (Barlow 1996). Der er nu en bred anerkendelse af, at tekniske valg vedrørende markedspladsen berører karakteren af vores samfund og politik på grundlæggende måder (Lessig 1999). Og at de valg, vi søger at træffe om fællesskabet i en epoke med datanetværk, omvendt også former markedspladserne (Post 1995). Den deraf følgende politiske debat er ikke blot et spørgsmål om fordele og interesser, men vedrører snarere grundlæggende værdier og grundlæggende valg om markeder, fællesskab og demokrati. Denne type debatter omformulerer politiske alliancer og omformer politikernes karakter, efterhånden som aktørerne omdefinerer deres interesser i den nye økonomi (Litan og Swire 1998).
Der er en række dybtgående spørgsmål, der allerede er på dagsordenen i dag: konkurrencepolitik, beskatning, intellektuelle ejendomsrettigheder og privatlivets fred. De åbner debatter om, hvilken slags e-conomy, om hvilke regler for Internet-understøttet virksomhedsomstrukturering, om hvilke slags virtuelle fællesskaber med hvilke rettigheder til ytringsfrihed og anonymitet, om hvilke typer netværksarrangementer, om hvilke kodearkitekturer der er brug for. F.eks. er grundlæggende konkurrencepolitiske spørgsmål nu ved at blive udkæmpet om Microsofts skæbne (US vs. Microsoft Corporation: Conclusions of Law and Final Order 2000, Bork 2000). Mere generelt vil det være afgørende for, hvem der kan deltage i den nye e-økonomi, og på hvilke betingelser, hvordan nettet og andre nøgleelementer i infrastrukturen (f.eks. operativsystemer, som i Microsofts tilfælde) reguleres. Det vil i høj grad påvirke de nationale mønstre for e-handel, både hastigheden af transformationen og de modeller, der vedtages, hvilket er grunden til, at beslutninger om Microsoft i sidste ende er langt vigtigere end blot at afgøre dette ene selskabs fremtid.
Et andet sæt spørgsmål berører mere traditionelle spørgsmål om forvaltning og staten, f.eks. beskatning. Selv om tallene stadig er små, er der næppe tvivl om, at en ganske betydelig del af handelen om nogle få år vil foregå over elektroniske net (Shop.org/Boston Consulting Group 1999). Spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan Internettet skal beskattes, vil i stigende grad blive en debat om, hvordan og hvor der skal beskattes i det hele taget, snarere end en sidegevinst. Intensiteten og det presserende omfang af den nye debat vil afhænge direkte af den indflydelse, som det skiftende transaktionssted har på de offentlige indtægtsstrømme og deres evne til at levere tjenester til deres samfund.
Men de mest grundlæggende spørgsmål handler om information – hvem ejer den, og hvad man skal gøre med den. Det drejer sig som minimum om spørgsmål om intellektuel ejendomsret, privatlivets fred og tale. Her vil de nye teknologier strække velkendte debatter ud på nye områder med hensyn til politiske værdier og de politiske teorier, der ligger bag disse værdier. Privatlivet er et dramatisk eksempel. Vi kan få utroligt meget at vide om os ved at overvåge vores aktiviteter i en computerbaseret økonomi. Banken eller kreditkortselskabet ved, hvad vi køber, og kan overvåge vores forbrugsmønstre for at afdække risici for misligholdelse, f.eks. en mulig skilsmisse, som antydes af uventede mønstre for køb af blomster eller smykker. Købmandsbutikken ved, hvad du spiser. Et intelligent transportsystem, der styrer trafikstrømmene, kan vide, hvor du er, hvor du går hen, og hvornår du går. Hvordan kan dataene bruges? Kan de kombineres? Eller kan de sælges til et forsikringsselskab? Eller stilles de til rådighed for skattevæsenet?
Der er ved at opstå et nyt forhold mellem privatlivets fred i forhold til det offentlige og privatlivets fred i forhold til kommercielle interesser. Er loven i USA – der oprindeligt blev udformet for at beskytte borgerne mod staten og statslige handlinger som f.eks. aflytning – hensigtsmæssig i en tid, hvor privat kontrollerede data kan give et præcist billede af vores liv, langt mere detaljeret end noget som helst, som regeringen kan få kendskab til? Hvilke rettigheder bør regeringen have til at få adgang til disse privat indsamlede data? En foreslået politisk tilgang ville give ejendomsret til data om os selv, som vi som enkeltpersoner kan sælge eller tilbageholde. Men det ser ud til, at denne ejendomsret ikke omfatter genetiske data om os, som læger eller kirurger indhenter i forbindelse med lægepraksis. En anden tilgang ville foreslå, at privatlivets fred er en funktion af samfundets behov, at der må være grænser for de personlige data, der kan indsamles eller udleveres af hensyn til samfundets sikkerhed. Spørgsmålene om privatlivets fred bliver hurtigt til spørgsmål om kommunikations- og transaktionssikkerhed og dermed til en balance mellem privatlivets fred og samfundets sikkerhed og beskyttelse. Kompleksiteten af de værdier, der er involveret i denne type beslutninger, sikrer, at debatterne vil være snørklede.
Det, som spørgsmål som privatlivets fred, intellektuel ejendomsret, ytringsfrihed, forbrugerbeskyttelse eller beskatning har til fælles, er, at debatten om den slags samfund, vi foretrækker, bliver viklet ind i den måde, vi vil drive vores nye elektroniske markedspladser på. Tænk på spørgsmålet om sikkerhed og kryptering. Endnu en gang skal balancen mellem privatlivets fred og den nationale sikkerhed samt politiets formål genetableres. På samme måde skal spørgsmålet om jurisdiktion, dvs. hvilken politisk enhed der er ansvarlig for spørgsmål som beskatning og forbrugerbeskyttelse, tages op til fornyet overvejelse. Overvej balancen mellem ytringsfrihed og beskyttelse af mindreårige mod uhensigtsmæssigt indhold. Skal løsningerne være tekniske filtreringsanordninger, der blokerer adgangen til det, som forældre ville afvise? Eller skal vi i stedet søge løsninger, der kræver offentlige regler? Nogle spørgsmål vil simpelthen blive tvunget op på den politiske dagsorden, efterhånden som netbaserede transaktioner bliver mere og mere udbredte. Uanset hvad De mener om beskatning på nettet, skal De blot spekulere i, hvordan debatten ville foregå, hvis størstedelen af de kommercielle transaktioner foregik på nettet, men uden beskatning. Offentlige tjenester fra veje til skoler ville ikke ophøre, men beskatningsstrukturen ville blive tvunget til at ændre sig på en gennemgribende måde.
Det komplicerer hver af disse debatter enormt meget, at de ikke kan afgøres endeligt i ét land. Hvis reglerne om beskyttelse af privatlivets fred er forskellige i Europa og USA, hvordan skal virksomheder fra AOL til IBM så operere? (Litan og Swire 1998). Selv om der tænkes og kæmpes om bestemte spørgsmål, må man sørge for at sikre, at de forskellige nationale løsninger er tilstrækkeligt forenelige til at sikre det globale informationssystems funktion. En æra, hvor man kunne forestille sig nationale telefonsystemer med monopol som lukkede, næsten vandtætte systemer, der blev leveret af et nationalt kartel af leverandører og forbundet ved grænserne eller halvvejs over havet, er blevet afløst af en æra med sammenkoblede datasystemer, globale tjenesteudbydere og globale udstyrsselskaber. Det vil være vanskeligt at forbinde separate systemer ved grænserne; det er mere sandsynligt, at reglerne vil blive harmoniseret, dvs. gjort identiske, eller at de vil blive gjort interoperable. Men der skal findes en løsning.
E-økonomiens udvikling er en bemærkelsesværdig mulighed for en videreudvikling af den empiriske og teoretiske samfundsvidenskab. Dette er ikke et særskilt forskningsområde for nogle få observatører, der er interesseret i teknologisk udvikling og politik i forbindelse med teknologisk forandring. Informationsteknologien er ved at trænge ind i alle aspekter af erhvervslivet, økonomien og samfundet som helhed. Ligesom udtryk som “e-handel” og “internetøkonomi” vil være meningsløse i lyset af den store andel af handelstransaktionerne og den økonomiske aktivitet, der foregår via digitale netværk, vil det sandsynligvis blive meningsløst at skelne mellem forskning i “politisk økonomi” og “politisk e-økonomi”. Forståelse af den måde, hvorpå teknologiske, organisatoriske og politisk-juridiske forandringer interagerer i udformningen af en fremtid præget af allestedsnærværende digitale netværk, der forbinder utallige knudepunkter globalt, vil være afgørende for vores forståelse af politisk økonomi, hvad enten den er national, komparativ eller international, og for vores forståelse af samfundet som helhed.
Det vil mildest talt være vanskeligt at holde styr på disse forandringer. På kort sigt vil aftaler højst sandsynligt blive indgået af eksisterende koalitioner eller nye koalitioner bestående af velkendte interessegrupper i et eksisterende institutionelt miljø. Men på lang sigt vil den politiske sociologi for samfund af alle slags ændre sig dramatisk. Individer vil definere deres interesser anderledes, der vil opstå nye interessegrupper, nye koalitioner vil opstå, og der vil blive indgået nye aftaler, som vil blive indlejret i helt nye eller fundamentalt ændrede institutioner. De igangværende ændringer har faktisk potentiale til radikalt at ændre selve konfigurationen og orkestreringen af det sociale og politiske liv. Og vi er kun lige begyndt at studere begyndelsen af denne forandring.