Lewis Blackman var en 15-årig dreng, der døde fire dage efter at være blevet opereret for at korrigere en medfødt deformitet i brystet. Historien om hans død er en skræmmende påmindelse om, at kvalitet og sikkerhed ikke er abstrakte idealer, men snarere håndgribelige mål, der skal forhindre tragedier som den, Lewis Blackmans familie oplevede. Forfatterne har forsøgt at finde en forklaringsmodel for de begivenheder, der fandt sted, og antager, at svaret ligger i krydsfeltet mellem flere forskellige, men indbyrdes forbundne fænomener: (a) fiaskoen i teorien om den dobbelte proces, (b) forankring og fastholdelse af tro, (c) magtens og autoritetens rolle og (d) det fragmenterede system til levering af pleje i hospitalsmiljøet. For at forhindre lignende tragedier i fremtiden foreslår forfatterne fem strategier for sygeplejerskeuddannere: indarbejde spørgsmål om “kognitiv forankring” i de studerendes vurderinger af patienter; integrere information om System 1- og System 2-tænkning i den didaktiske del af pensum; inddrage tilfælde, der ligner Lewis Blackmans, i simuleringsoplevelser; sikre, at de studerende lærer at genkende og håndtere autoritetsgradienter med supervisorer, læger og andre medlemmer af sundhedsplejeteamet; og give de studerende erfaringer med at inddrage patienten/familien som medlemmer af plejeholdet.