Syreregn er en betegnelse for en blanding af våd og tør deposition (aflejret materiale) fra atmosfæren, der indeholder højere mængder salpetersyre og svovlsyre end normalt. Prækursorerne eller de kemiske forløbere for dannelsen af sur regn stammer både fra naturlige kilder, såsom vulkaner og nedbrydende vegetation, og menneskeskabte kilder, primært emissioner af svovldioxid (SO2) og nitrogenoxider (NOx) fra forbrænding af fossile brændstoffer. Sur regn opstår, når disse gasser reagerer i atmosfæren med vand, ilt og andre kemikalier og danner forskellige syreholdige forbindelser. Resultatet er en mild opløsning af svovlsyre og salpetersyre. Når svovldioxid og nitrogenoxider frigives fra kraftværker og andre kilder, blæser de fremherskende vinde disse forbindelser over stats- og landegrænser, nogle gange over hundreder af kilometer.
Syrlig regn måles ved hjælp af en skala kaldet “pH”. Jo lavere et stofs pH-værdi er, jo mere surt er det. Rent vand har en pH-værdi på 7,0. Normal regn er imidlertid lidt sur, fordi kuldioxid (CO2) opløses i den og danner svag kulsyre, hvilket giver den resulterende blanding en pH-værdi på ca. 5,6 ved typiske CO2-koncentrationer i atmosfæren. I 2000 havde den mest sure regn, der falder i USA, en pH-værdi på ca. 4,3.
Virkninger af syreregn
Syreregnen forårsager forsuring af søer og vandløb og bidrager til at skade træer i store højder (f.eks. røde grantræer over 2.000 fod) og mange følsomme skovjorde. Desuden fremskynder syreregn forfaldet af byggematerialer og maling, herunder uerstattelige bygninger, statuer og skulpturer, der er en del af vores nations kulturarv. Inden de falder ned på jorden, bidrager svovldioxid (SO2) og nitrogenoxid (NOx) og deres partikelderivater – sulfater og nitrater – til forringelse af sigtbarheden og skader folkesundheden.
De økologiske virkninger af sur regn ses tydeligst i vandmiljøer, f.eks. vandløb, søer og moser. De fleste søer og vandløb har en pH-værdi på mellem 6 og 8, selv om nogle søer er naturligt sure, selv uden virkningerne af syreregn. Syret regn påvirker primært følsomme vandområder, som ligger i vandområder, hvis jordbund har en begrænset evne til at neutralisere sure forbindelser (kaldet “bufferkapacitet”). Søer og vandløb bliver sure (dvs. pH-værdien falder), når vandet selv og den omgivende jordbund ikke kan puste den sure regn tilstrækkeligt til at neutralisere den. I områder, hvor bufferingsevnen er lav, frigør syreregn aluminium fra jorden til søer og vandløb; aluminium er meget giftigt for mange arter af vandlevende organismer. Sure regn forårsager langsommere vækst, skader eller død af skove. Surt regn er naturligvis ikke den eneste årsag til sådanne forhold. Andre faktorer bidrager til den generelle stress i disse områder, herunder luftforurenende stoffer, insekter, sygdomme, tørke eller meget koldt vejr. I de fleste tilfælde skyldes syreregnens virkninger på træerne faktisk de kombinerede virkninger af syreregn og disse andre miljøstressorer.
Syreregnen og den tørre aflejring af sure partikler bidrager til korrosion af metaller (f.eks. bronze) og til forringelse af maling og sten (f.eks. marmor og kalksten). Disse virkninger reducerer i betydelig grad den samfundsmæssige værdi af bygninger, broer, kulturgenstande (f.eks. statuer, monumenter og gravsten) og biler (figur 2).
Sulfater og nitrater, der dannes i atmosfæren fra emissioner af svovldioxid (SO2) og nitrogenoxider (NOx), bidrager til forringet synlighed, hvilket betyder, at vi ikke kan se så langt eller så tydeligt gennem luften. De forurenende stoffer, der forårsager sur regn – svovldioxid (SO2) og nitrogenoxider (NOx) – er skadelige for menneskers sundhed. Disse gasser interagerer i atmosfæren og danner fine sulfat- og nitratpartikler, der kan transporteres over store afstande med vinden og indåndes dybt ind i menneskers lunger. Fine partikler kan også trænge ind indendørs. Mange videnskabelige undersøgelser har påvist en sammenhæng mellem forhøjede niveauer af fine partikler og øget sygdom og for tidlig død som følge af hjerte- og lungesygdomme som f.eks. astma og bronkitis.