Jeg var 16 år gammel.
Jeg fik et nyt navn, og så blev jeg bedøvet. Jeg kunne ikke lide det drop. Min far holdt mig i hånden, men jeg begyndte at blive meget urolig. De øgede min medicindosis og kørte mig væk på hjul. Jeg var så kold, så de gav mig et tæppe. Jeg talte baglæns fra 100… 99… 98…
Enden.
Enden på mit første barns liv.
Det var altid underligt for mig, da jeg var gravid med min første fødte, fordi folk altid spurgte: “Er det din første?”. Jeg hadede det spørgsmål. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare.
“Øh, nej, jeg slog mit første barn ihjel, dette bliver mit andet.” Det ville ikke fungere. “Mit første er i himlen.” Det ville heller ikke virke, folk ville tro, at jeg havde aborteret. Jeg landede på: “Dette er min mand og jeg’s første.”
Det er 23 år siden, at jeg fik min abort. Selv om jeg er blevet tilgivet og befriet fra den trældom, jeg engang var i, gør minderne om den tid i mit liv og min skæbnesvangre beslutning stadig så dybt ondt ved erindringen.
Jeg vil aldrig glemme, da jeg ringede for at fortælle min far, at jeg var gravid. Han var så venlig og kærlig over for mig. Jeg vil heller aldrig glemme ordene fra min mormors mund, da jeg fortalte hende det samme: “Jeg skal nok tage mig af det”. Hvad? “Nej, jeg beholder barnet.”
Tre måneder senere havde hun sørget for “det”.
De tre måneder, jeg var gravid, da jeg var 16 år, var nok de tre hårdeste måneder i mit liv. Jeg var meget syg, jeg følte mig meget alene, og jeg blev revet i retninger, som jeg ikke var forberedt på. Alle havde en løsning på mit “problem”, men ingen ønskede at høre min løsning. Jeg ønskede at beholde barnet … i begyndelsen. Jeg tænkte, at jeg kunne blive gift og stifte en familie. Efter at have talt med andre, og efter at de havde fortalt mig, at jeg ville gå glip af så vigtige ting, hvis jeg fik et barn, som f.eks. et skolebal, tænkte jeg, at det ville være bedre, hvis jeg gav barnet til en, der ikke kunne få børn. Nope, folk kunne heller ikke lide den idé. I løbet af denne tid tjekkede min mor fuldstændig ud af situationen. Hun blev næsten følelsesløs over for det hele. Hun havde sine egne dæmoner at tage sig af og kunne ikke håndtere mine. Min far, som var en vidunderlig far, havde besluttet, at abort nok var det bedre valg. Jeg tror ikke, at han virkelig troede på det, men han havde sit eget pres. En person i mit liv ville endda have barnet for sig selv, men jeg kunne ikke bære, at den person skulle opfostre mit barn. Har jeg nævnt, at min bedstemor, som jeg troede var min “bedste veninde”, holdt op med at tale med mig i denne periode? Hun ville ikke engang se på mig. Den sidste dråbe var, da min anden bedstemor kom på besøg hos mig. Hun overbeviste mig om, at det virkelig ville være den bedste beslutning at få en abort. Hun talte så venligt til mig, og hun viste mig kærlighed. Jeg var desperat efter ethvert tegn på, at jeg var elskelig på det tidspunkt, så jeg indvilligede med det samme i at få en abort.
Jeg tog hen til den læge, der skulle udføre aborten. Han havde den frækhed at sige til mig, “kun et fjols begår den samme fejl to gange”. Han virkede så klog… Gad vide hvor mange fejl han har begået i løbet af sit liv.
Aften før “proceduren” bad jeg barnet om at tilgive mig. Jeg holdt om min mave og græd.
Dagen kom, og min far ledsagede mig til hospitalet. Ja, hospitalet, ikke den lokale abortklinik. Lægen mente, at det ville være bedre for mig at være på et hospital, hvor jeg kunne blive fuldstændig bedøvet…bedøvet til bevidstløshed. Han fik endda ændret mit navn, så der ikke ville være nogen optegnelser om, at jeg havde fået en abort … jeg havde jo en ret fremtrædende familie. Den eftermiddag fik jeg ikke foretaget en abort, det gjorde Sandy Charles. Sandy Charles opgav håbet den dag … Sandy Charles lod dem stikke en nål i hendes arm, stoffer i hendes blodårer og en morder ind i hendes private område. Sandy Charles ofrede sit barn til slagtning.
Jeg sov i to dage. Da jeg vågnede, var jeg hos min bedstemor, hende, der ikke ville tale til mig før, men som nu serverede mig toast med et smil. Jeg var flyttet ind hos hende… det var bedre på den måde. Jeg spiste toastbrødet. Der blev aldrig talt noget om min abort. Det var en ny dag. Det var som om det aldrig var sket.
Under det voldsomme fluorescerende
sådan tilbød hun mig sin hånd til at holde
hun tilbød stabilitet og ro
og jeg knuste hendes håndflade
gennem klemmen-pull wincing
my smile unconvining
on that sterile battlefield that sees
only casualties
never heroes
my heart hit absolute zero
-Ani Difranco
It was my senior year of college. Tårerne væltede ned ad mit ansigt, mens jeg faldt på knæ og skreg og råbte til Herren: “Hvad er der galt med mig?! Jeg er helt nede på bunden og kan ikke komme længere ned. Vær sød at hjælpe mig.” Mørket krøb ind over hele min ånd, og jeg var nedslidt. Mine øjne var ved at blive svage, og mine knogler kunne knap nok holde mit kød oppe. Jeg var i et fortvivlelsens hul.”
“Jeg ventede tålmodigt på HERREN; han vendte sig til mig og hørte mit råb…”
Jeg ville gerne være rådgiver, og jeg havde brug for noget erfaring til mit cv. Jeg kendte et lille sted omkring to gader fra min lejlighed, som kunne give mig en praktikplads. Da jeg læste deres ansøgning igennem, slog et af spørgsmålene mig: “Hvad ved du om abort?” Jeg tænkte ved mig selv: “Intet…hmmm…jeg må hellere få en bog om det.” Ja, så løsrevet var jeg. Jeg fandt en bog, der hed Forbidden Grief, The Unspoken Pain Of Abortion, og jeg satte mig for at læse den, så jeg kunne skrive et svar på ansøgningsspørgsmålet. Jeg tog hen på en lille kaffebar og satte mig i en behagelig stol med min notesbog og pen klar til at tage noter. Den dag fyldte blækket imidlertid ikke papiret, det gjorde tårerne. Jeg stod ansigt til ansigt med min skjulte smerte.
“Han løftede mig ud af den slimede grube, ud af mudderet og mudderet…”
Jeg gik tilbage til det lille sted to gader fra min lejlighed. Det var tilfældigvis en graviditetskriseklinik. Det var tilfældigvis også et sted, hvor der var en vidunderlig, venlig, blid og kærlig kvinde, som rådgav kvinder efter abort. Jeg sagde til hende: “Jeg tror, at Herren ønsker, at jeg skal tage mig af min abort.” Hun tog mig under sine vinger, og vi gennemgik bibelstudiet “Forgiven and Set Free”. Hun gav mig et sikkert sted at opleve alle mine følelser – fornægtelse, vrede, depression … (ja, jeg var et perfekt eksempel på sorgens faser). Jeg var i stand til at indrømme min synd, sørge over mit tab og acceptere tilgivelse og nåde. Jeg følte endelig, at mine fødder begyndte at blive plantet på noget… nogen virkeligt…
“Han satte mine fødder på en klippe og gav mig et fast sted at stå…”
Jeg kan kramme kvinder. Ha! Jeg ved godt, at det lyder sjovt, men det er en af de måder, jeg blev helbredt på. En del af min smerte omfattede en mistillid til kvinder, og hvis en forsøgte at kramme mig, selv en veninde, blev jeg stiv. Jeg var så indelukket. Hvis du nogensinde møder mig nu, så giv mig et stort kram, og jeg vil smelte. Jeg er også i stand til at se pro-life-reklamer uden at forlade rummet. Jeg kan smile, når jeg ser små børn, i stedet for at græde over det. Jeg kan fuldt ud omfavne mine egne børn og vide, at det er i orden at nyde dem, Gud vil ikke straffe mig for min abortsynd – Jesus Kristus har allerede taget den straf for mig på korset. Jeg er fri. Ved du hvad mere? Jeg kan fortælle min historie. Jeg er dækket af nåde og beskyttelse … Jeg er elsket og tilgivet. Den skam, jeg engang bar, ligger ved foden af korset; Satan har ingen magt over mig. Gud er den eneste, der har autoritet til at fortælle mig, hvem jeg er … og jeg er hans.
“Han lagde en ny sang i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og sætte deres lid til Herren.” Salme 40: 1-3
Som en slags tillæg vil jeg gerne dele en smuk og dybtgående ting, som Gud gjorde for mig. En af de ting, jeg virkelig ønskede at vide, var kønnet på mit barn, så jeg kunne give det et navn. Herren gav mig en drøm. I min drøm omfavnede en lyshåret, lyseblå dreng med blå øjne på omkring syv eller otte år mig og sagde til mig, at det var okay. Jeg blev ved med at sige til ham, at jeg var ked af det, men han blev bare ved med at sige, at det var okay, og at han ville se mig igen en dag. Han hed David.
“Han helbreder dem med knuste hjerter og forbinder deres sår.” Salme 147:3