PAULINA DO CORAÇÃO AGONIZANTE DEJESUS
(1865 – 1942)
foto
Moder Pauline af Jesu pinehjerte (Amabile Lucia Visintainer), blev født den 16. december 1865 i Vigolo Vattaro i provinsen Trent i Italien. Som alle andre mennesker i området var hendes forældre praktiserende katolikker og meget fattige. I september 1875 emigrerede hendes familie sammen med mange andre fra Trent til staten Saint Catherine i Brasilien, hvorved byen Vigolo blev oprettet, som i dag er en del af Nova Trento. Efter at have modtaget sin første kommunion i en alder af omkring 12 år begyndte Amabile at deltage i sognets liv: katekismus for børn, besøg hos de syge og rengøring af kapellet i Vigolo.
Den 12. juli 1890 tog Amabile og hendes veninde Virginia Rosa Nicolodi sig af en kvinde, der led af kræft. Således begyndte kongregationen af de små søstre af den ubesmittede undfangelse, som fik godkendelse fra den højærværdige José de Camargo Barros, biskop af Curitiba. I december samme år aflagde Amabile, sammen med sine to første ledsagere, Virginia og Teresa Anna Maule, sine religiøse løfter og tog navnet Søster Pauline af Jesu pinefulde hjerte. Moder Paulines og hendes ledsageres hellige liv og apostolske iver tiltrak mange kald på trods af den fattigdom og de vanskeligheder, som de levede under. I 1903 blev Moder Pauline valgt som generaloverlærerinde “på livstid” og forlod Nova Trento for at tage sig af forældreløse børn, børn af tidligere slaver og gamle og forladte slaver i Ipiranga-distriktet i Saõ Paulo.
I 1909 blev Moder Pauline fjernet som generaloverlærerinde af ærkebiskoppen af Saõ Paulo, Duarte Leopoldo e Silva, og sendt til at arbejde med de syge på “Santa Casa” og de ældre på Hospice of Saint Vincent de Paul i Bragança Paulista, uden at hun længere kunne påtage sig en aktiv rolle i sin kongregation. Det var år præget af bøn, arbejde og lidelse, som hun accepterede og udholdt, for at Lillesøstrenes Kongregation kunne fortsætte sin rejse og for at “Vor Herre kunne blive kendt, elsket og tilbedt af alle sjæle i hele verden”. I 1918 blev hun med ærkebiskop Duartes tilladelse af generalsuperiorinden, Moder Vicência Teodora, kaldt til moderhuset i Ipiranga, hvor hun skulle blive til sin død. Her levede hun et skjult liv, sammenvævet med bøn og kærlig bistand til de svage søstre.
Hun blev anerkendt som “Ærværdig Moder Grundlæggerinde”, da den 19. maj 1933 den Hellige Stol udstedte “Lovsangsdekreteret” til Kongregationen af de små søstre, og under fejringen af 50-årsdagen for dens grundlæggelse den 12. juli 1940, da Moder Pauline skrev sit Åndelige Testamente: “Vær ydmyg. Stol altid og i høj grad på det guddommelige Forsyn; aldrig nogensinde må I lade jer modløse, på trods af modvind. Jeg siger det igen: Stol på Gud og Maria den Ubesmittede; vær trofaste og gå fremad!”.
Fra 1938 begyndte Moder Pauline at få alvorlige helbredsproblemer på grund af sukkersyge. Efter to operationer blev først hendes mellemfmger og derefter hendes højre arm amputeret. Hun tilbragte de sidste måneder af sit liv helt blind. Den 9. juli 1942 døde hun med de sidste ord: “Guds vilje ske”.
Den ignatianske spiritualitet, som Moder Pauline modtog fra sine åndelige ledere, har sine egne karakteristika. Disse gjorde den “Ærværdige Moder Grundlæggerinde” til en religiøs kvinde, hos hvem de teologiske og religiøse dyder kan beundres i eminent eller heroisk grad: dyb tro og ubegrænset tillid til Gud, lidenskabelig kærlighed til Jesus, der er til stede i Eukaristien, øm og barnlig hengivenhed til den ubesmittede Maria, hengivenhed og tillid til “vores gode Sankt Josef” og veneration for de autoriteter i Kirken, såvel som religiøse og civile ledere; ubegrænset kærlighed til Gud, der kommer til udtryk i handlinger i tjeneste for de fattigste og mest trængende brødre og søstre. Hele Moder Paulines liv kan sammenfattes med den titel, som befolkningen i Vigolo i Nova Trento har givet hende: “sygeplejerske”, det vil sige “at være for andre”, eller den titel, som de, der er hende hengivne og de små søstre, giver hende i dag: “alt for Gud og for sine brødre”. Ydmyghed fik Moder Pauline til at fornægte sig selv, for at kongregationen kunne fortsætte sin virksomhed. Den mest lysende side af Moder Paulines hellighed og ydmyghed blev skrevet af hendes holdning, da ærkebiskop Duarte meddelte, at hun blev fjernet fra generalforsamlingen: “Hun kastede sig på knæ… hun ydmygede sig… hun svarede, at hun var yderst villig til at overdrage kongregationen… hun tilbød sig selv spontant til at tjene kongregationen som en undersåt”.
Da generalkapitlet var afsluttet i august 1909, begyndte Moder Stifterinde’s sørgelige og fortjenstfulde holocaust. Ærkebiskoppen havde dekreteret, at “hun skulle leve og dø som en underbo”. Faktisk levede hun i skyggerne lige indtil sin død, i forening med Gud, som hun erklærede til sin åndelige leder, Fader Luigi Maria Rossi, SJ: “Guds nærvær er så intimt for mig, at det synes umuligt for mig at miste det; og et sådant nærvær giver min sjæl en glæde, som jeg ikke kan beskrive”.
Den karisma, som Moder Pauline efterlod sin kongregation, består i følsomheden til at høre virkelighedens råb med dens behov og i viljen til i Kirken at tjene de mest trængende og dem, der lever i situationer med stor uretfærdighed, med en ånd af fattigdom, ydmyghed og indre liv. Det er en tjeneste, der nærer sig af en eucharistisk-mariansk spiritualitet. Det er på grund af denne spiritualitet, at hver lillesøster gør Jesus, der er til stede i Eukaristien, til centrum for sit eget liv, næret af kærlig hengivenhed til den ubesmittede Jomfru Maria og til den gode Fader Sankt Josef.
Den første helgen fra Brasilien blev saligkåret af pave Johannes Paul II den 18. oktober 1991 i Florianopolis i staten Sankt Katharina i Brasilien.
Moder Pauline betror vi det brasilianske folk, Kirken i Brasilien og Kongregationen af de små søstre af den ubesmittede undfangelse og alle dem, der har hjulpet til at opnå hendes kanonisering.