Begrebet myg bruges nu i næsten alle lande i verden. Dens anvendelse er så udbredt, at selv tidsskrifter, der specialiserer sig i forskellige aspekter af disse organismer, bærer navne som Mosquito News og Mosquito Systematics, og man taler om “International Symposium on Mosquito Ecology”. Navnet, der sandsynligvis er af umiddelbar spansk eller portugisisk oprindelse, er dog blevet anvendt af engelske og amerikanske forfattere i begyndelsen af det 20. århundrede, og det er derfor blevet så udbredt.
Christophers og andre forfattere foreslår, at udtrykket myg blev indført i spansk omkring 1400, og at det sandsynligvis stammer fra det italienske moschetto, en lille pil, der blev skudt fra en slags armbrøst. Men oprindelsen ligger sandsynligvis i det latinske musca (flue).
I Peru, Colombia, Venezuela, Honduras og Chile er den mest almindeligt anvendte betegnelse “zancudo”; den er sandsynligvis mere populær end myggen og definerer for mange mennesker bedre denne type insekt. Ifølge Corominas er dets etymologi meget gammel, og dets rødder stammer fra det gammelpersiske “zanga”, som betyder ben. Senere blev det brugt som zanca på latin til at betegne en bestemt type fodtøj, og derefter blev mange udtryk, der er forbundet med at gå på vand eller tage lange skridt (stiletter, skridt), afledt. Den umiddelbare oprindelse må være opstået på grund af den dobbelte forbindelse med den betegnelse, der anvendes om visse fugle, de såkaldte stylteløbere, og som naturligvis henviser til de lange ben og den hyppige kontakt med vand. I Venezuela kaldes “frugtfluen” Drosophila melanogaster for “mosquito”.
Forsøget af myg er naturligvis blevet anerkendt af alle jordens beboere, og på alle sprog findes der en mere eller mindre specifik betegnelse for myggene. De ældste skriftlige referencer, hvor vi tydeligt kan genkende skuespilleren, er sandsynligvis Aristoteles’ referencer. Den berømte græske filosof og naturforsker nævner dem faktisk både i sin Historia animalium og i De generatione animalibus. I begge værker omtaler han dem under navnet empis og inkluderer dem blandt de væsener, der har en terrestrisk og en akvatisk livsfase, og som også er opstået ved spontan generering fra forrådnede væsker. Disse ideer har været fremherskende i Europa indtil i nyere tid.
Efter Aristoteles er der andre interessante skrifter, såsom dem af Plinius Secundus (23-79 e.Kr.), der er forbløffet over kompleksiteten og den korrekte funktion af organerne hos et så lille væsen. Som det er tilfældet med de fleste insekter, var det dog først i det 17. og 18. århundrede, at de første detaljerede observationer af myggenes biologi og anatomi blev gjort. Aldrovando (1602), Mouffet (1634), Hooke (1665) og især Swammerdam (1669) var de første “myggeforskere”. Hooke, sekretæren for Royal Society, illustrerede først larven i sit berømte værk Micrographia, og Swammerdam beskrev omhyggeligt hvert stadium af dens komplekse metamorfose.