I den vestlige idétradition er filosofi et system af tanker og spørgsmål, der vedrører vores syn på os selv og former vores eksistentielle livsanskuelse. Samtidig har filosofien sin oprindelse i antikken, hvis omdrejningspunkt var den græske mytologi, som dannede vuggen for den vestlige civilisation og dermed lagde fundamentet for, hvordan vores moderne samfund er blevet formet. Vi mener, at dens plads i den måde, hvorpå virksomheder bliver formet, er lige så relevant. Her er grunden hertil.
Begrebet græsk mytologi er en samlebetegnelse for de legender og heroiske fortællinger, der skabte en bevidsthed om rigtigt og forkert hos de gamle grækere, og hvor visdommen kunne findes i konsekvenserne af de mytologiske personers handlinger og deres efterfølgende skæbne. Mytologiens styrke lå også i den lethed, hvormed folk kunne identificere sig med karaktererne i fortællingerne, da disse altid var individer med deres egne fejl og mangler.
Sådan identificerede de mytologiske fortællinger følgerne af vores handlinger på en måde, der understregede vigtigheden af visdom. Mytologien lød en advarsel om at træffe forkerte beslutninger ved at bruge de mytologiske personers skæbne som eksempler. Med deres hjælp kunne man lære af dem, og vi kunne selv undgå en lignende skæbne. De leverede et budskab om visdom, som vi kunne bære med os, inden vi stod over for vores egne overvejelser og værdier i livet.
Den fortælling, som især én myte indeholder, skiller sig ud blandt alle de andre, når det gælder vores mest kritiske moderne problem, nemlig klimakrisen.
Det følger heraf, at enhver, der mener, at mytologiske fortællinger hører fortiden til, drager en forkert konklusion. Myterne har overlevet til den dag i dag, fordi deres fortællinger stadig er gyldige i nutidige sammenhænge og svarer til situationer, der forekommer i vores egen tid. Myternes kraft ligger først og fremmest i deres symbolik, som ikke blot har været med til at forme den moderne historiefortælling, men som også har påvirket de mest toneangivende historier i vores moderne populærkultur. F.eks. kunne Star Wars-filmene, som skylder så meget af deres inspiration til mytologien, ikke have eksisteret uden de gamle myter, og antallet af film, der har trukket på elementer fra mytologien, er stort.
Mytologiens betydning og dens evne til at give anledning til vigtigt stof til eftertanke gælder ikke kun i filmens verden. Det afspejler sig i langt mere revolutionære sammenhænge end dette. Især fortællingen i én myte skiller sig ud blandt alle andre, når det gælder vores mest kritiske moderne problem, klimakrisen.
Det er myten om Phaeton, søn af solguden Helios, der efter at hans slægtskab var blevet anfægtet af sine jævnaldrende, svor dem, at han ville bevise, at hans far var Helios ved at køre solvognen hen over himlen, noget som ingen andre, ikke engang guderne, kunne klare. At køre solvognen indebar, at man skulle kontrollere selve solen med al dens utæmmelige kraft. Det var en opgave, der stillede enorme krav til den, der holdt tøjlerne, med hensyn til styrke, erfaring, ansvar og viden. Men efter at have svoret over for sine jævnaldrende gjorde Phaetons stolthed det umuligt for ham at acceptere andet end at få sin egen vilje.
Da Phaeton forklarede sin mor, hvad der var sket, lykkedes det hende ikke at overtale ham til at ændre mening. Det er værd at nævne på dette punkt, at Phaeton aldrig havde haft mulighed for at møde sin far i sin barndom, da hans fars daglige opgave havde gjort det mere bekvemt for hans mor at opdrage ham. Da Phaeton imidlertid fortalte sin mor, at hans jævnaldrende havde grinet af ham, og at hun også var blevet stemplet som en løgner, fordi hun havde påstået, at Helios var hans far, besluttede hans mor at lade sin søn møde sin far i håb om, at Helios kunne overtales til at lade Phaeton låne solvognen for en enkelt dag. Da far og søn mødtes for første gang, blev Helios så positivt overrasket, at han straks lovede at opfylde sin søns første ønske. Phaeton tøvede ikke og bad om at få lov til at køre solvognen. Helios var forfærdet over denne idé og spurgte straks, om han kunne tage sit løfte tilbage. Han forsøgte alt for at få sin søn på andre tanker og beskrev, hvor svært det var at styre solvognen, hvor meget ansvar det indebar, og hvilke farer og konsekvenser det ville få for Jorden, hvis der blev begået den mindste fejl, men forgæves. Hans søn nægtede at ændre sit ønske. Da Helios var en gud, havde han intet andet valg end at holde sit løfte. Han bad sin søn en sidste gang om at ændre mening, men igen uden held. Så blev Helios tvunget til at opfylde sit løfte.
Det var en opgave, der stillede enorme krav til den, der holdt tøjlerne, med hensyn til styrke, erfaring, ansvar og viden.
Har Helios accepteret det uundgåelige, forsøgte han i stedet at hjælpe Phaeton ved at give ham de råd, han skulle bruge for at klare alle farerne undervejs, hvoraf det vigtigste var, at han aldrig måtte bruge pisken. Men hans søn, der var fast besluttet på at imponere sine jævnaldrende, var for ivrig efter at komme i gang og lyttede ikke til ham.
Så da tiden var inde, og daggryet nærmede sig, gav Helios ham modvilligt tøjlerne videre. Vognen skød af sted hen over himlen, og guden kunne ikke gøre andet end at se på og håbe på det bedste. Phaeton blev for sin del beruset af hestenes kraft og fart og glemte snart sin fars råd. Han begyndte at skubbe solvognen endnu hurtigere fremad, og det varede ikke længe, før han brugte pisken. Da hestene bemærkede dette og det faktum, at de sædvanlige erfarne hænder ikke holdt tøjlerne, blev de vildere og mere ustyrlige, og Phaeton fik stadig sværere ved at styre dem. Han kunne knap nok holde dem tilbage, og hestene begyndte at afvige mere og mere fra deres sædvanlige kurs. Til sidst mistede Phaeton helt kontrollen over vognen og måtte kæmpe for at holde balancen og ikke blive kastet ud i rummet.