Fortrolighed & Cookies
Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af dem. Få mere at vide, herunder hvordan du styrer cookies.
Oh for pokker, jeg burde bare acceptere, at det her bliver en løbende blog, ikke sandt? Bare rolig, den almindelige udsendelse (hvis der nogensinde har været en) vil snart blive genoptaget, men i disse dage er løb stort set det vigtigste i mit hoved.
Det ville man dog ikke tro, hvis man kiggede tilbage på min løbekalender og så, hvor lidt træning jeg har lavet. Ja, jeg har løbet masser og masser af ture, men det har for det meste været korte ture, og sandheden er, at jeg ikke rigtig har tænkt meget over, at OMG jeg skal løbe endnu et halvmaraton om præcis to uger!
For at være ærlig er jeg på nuværende tidspunkt ikke sikker på, hvordan (om?) jeg skal klare det.
Jeg kiggede på min træningskalender for de sidste par måneder, og de længste ture, jeg kunne finde der, var et par ture på 10 km. Jeg tror, jeg sad fast i en “Det er kun i november”-tilstand og kom ikke rigtig ud af det. For et par dage siden spurgte nogen mig, hvornår mit næste halvmaraton var, og jeg sagde “det er først i november”. To sekunder senere svævede den lille “oh shit!”-taleboble over mit hoved.
Jeg har nu stort set en uge til at gøre mig klar til de 21 km i Kerikeri. Jeg har også i gennemsnit 1.666 ord at skrive til NaNoWriMo fra nu og frem til halvmaratondagen, samt en fire-dages tur til Samoa, en koncert og et par middage med venner. Nå ja, og så hele det der fuldtidsjob, hvilket betyder, at træning/NaNoWriMo/socialt liv er et no-go på hverdage indtil mindst kl. 17.00.
I morges, efter en løbetur på 6 km, kom jeg hjem og lavede denne nødplan. Det er ikke noget, jeg vil kunne følge 100%, det er jeg sikker på. Nogle dage vil jeg forsøge at løbe mere end det, andre dage vil jeg være nødt til at løbe mindre, men at skrive det her op hjalp mig til at føle mig lidt mere organiseret.
Mit eneste håb er, at den flade bane og vejret vil hjælpe vil hjælpe (de kalder det ikke det vinterløse nord for ingenting, vel?). Også at adrenalinen vil sætte ind, når jeg står på startlinjen sammen med alle de andre løbere. Men jeg regner ikke med at få en PR på det her.