Om sandhed og løgn i en ikke-moralsk forstand af Nietzsche

Indledning

Jeg vil skitsere Nietszsches vigtige essay Om sandhed og løgn i en ikke-moralsk forstand, placere det i konteksten af hans værk og rejse nogle spørgsmål.

Om sandhed og løgn i en ikke-moralsk forstand: Bedrag

Bedrag og løgn er allestedsnærværende og nødvendige i den menneskelige eksistens

Evidens: forfængelighed, drømme, smiger, overfladisk opfattelse, ubærlig ubetydelighed af menneskeheden, intellektets “formål” er ikke sandhed, men bevarelse, fortielse bevarer de menneskelige dyr, der mangler hugtænder, behagelig uvidenhed om de ubehagelige funktioner i vores tarme.

p. 142: “Ve den skæbnesvangre nysgerrighed, hvis det nogensinde skulle lykkes den” at opdage, at den “hviler på de ubarmhjertige, de grådige, de umættelige, de morderiske”

– En darwinistisk indsigt kombineret med viljen til magt. Nietzsche bruger meget tid på at angribe Darwin, men hans forståelse af dennes holdning er ringe nok til, at vi kan hævde, at Nietzsche i virkeligheden sympatiserer meget med Darwins egentlige holdning. F.eks. mener Nietzsche, at Darwin mener, at overlegenhed i kamp vinder over f.eks. subtilitet, bedrag, hvilket langt fra er sandt. Under alle omstændigheder angriber Nietzsche mest voldsomt det, han føler sig mest nært knyttet til. Nietzsches pointe er her, at vi er nødt til at være uvidende – at lyve for os selv – om menneskehedens plads på evolutionens højdepunkt i en vis forstand, hvilket vil sige det farligste og mest dødbringende sted. Vi spiser andre dyr, fordi vi kan.

Om sandhed og løgn i en ikke-moralsk forstand: En pointe fra On Truth and Lying in a Non-Moral Sense illustreret ved en åbenlys fejl: Sandheden er en mangelvare

Der kan være en overlevelsesværdi i fejl. (Det er der faktisk, se McKay og Dennett om The Evolution of Misbelief, hvor de giver mange eksempler. Universitetsstuderende, der har et falsk positivt billede af deres egne evner, klarer sig bedre til eksamen. Patienter, der “benægter” alvoren af deres tilstand, klarer sig bedre end dem, der accepterer den). Omvendt kan nogle sandheder være skadelige. Se: Er der brugbare fejltagelser?

s. 143: Løgneren “misbruger de etablerede konventioner ved vilkårligt at bytte om på eller endog omvende tingenes navne”. Der er her mange forløbere til senere store temaer hos Nietzsche. Vi har den omvurdering af alle værdier, som Nietzsche anbefaler som en vigtig egenskab ved Übermensch i Zarathustra. Dette er nødvendigt, når først konsekvenserne af guds død er blevet indset. Vi har også slaveoprøret i moralen, som skitseres i Moralens Genealogi (GM). Dette byttede om på godt og ondt og gjorde menneskeheden syg. Den middelmådige flokmoral, som forkastes i Beyond Good and Evil, bliver mulig.

NB – løgnens nødvendighed og allestedsnærværelse gør den ikke-moralsk.

Sandheden er knap

Vi besidder meget mindre sandhed, end vi tror

Nietzsche om hukommelse: glemsomhed er den stærke aktive kraft; en stærk hukommelse er beslægtet med en lammende fordøjelsesbesvær. Vi er nødt til at glemme meget for at overleve f.eks. må konsekvenserne af vores handlinger glemmes for at undgå lammelse (GM).

Der findes måske analytiske sandheder, men de er ubrugelige. F.eks. er det nytteløst at opfinde et navn (kamel) for pattedyr, der lever i ørkenen, og så sige, at det er analytisk, at kameler er pattedyr. (Dette er Nietzsches eksempel senere i teksten.) Her er der ikke sket noget fremskridt.

p. 144: Enhver yderligere sandhed er meget usikker. Navne er metaforer. At kende begrebet “træ” giver os ingen sandheder om træer. Vi kan ikke komme til tingen-i-selv (Kant). Dette afslutter videnskab og filosofi (!)

https://plato.stanford.edu/entries/kant-transcendental-idealism/

Vi har brug for masser af glemsomhed for overhovedet at kunne navngive ting. Vi har brug for at glemme forskellene mellem alle bladene, selv for at anvende det samme navn på dem alle. Det første blad er en metafor for alle de andre. Meget sandhed bliver nødvendigvis forkastet ved denne metode. Begreber kommer fra ord, der er dannet på denne måde, og er derfor forræderiske.

Om sandhed og løgn i en ikke-moralsk forstand: Ærlighed

Det er interessant, at Nietzsches eksempel her på området for personlige egenskaber er ærlighed, fordi det er en egenskab, der først blev undersøgt empirisk og vist sig ikke at eksistere. (Skolebørn, der snyder til eksamen, er ikke mere tilbøjelige til at stjæle frokostpengene). På samme måde viser Princeton-seminarieksperimentet, at medfølelse ikke er et karaktertræk. Situationen styrer i langt højere grad vores adfærd. Nietzsche har her en meget fremsynet psykologisk indsigt i det, som psykologer nu kalder den fundamentale tilskrivningsfejl: Der er ganske vist betydelige problemer for dydsetikken, hvis der ikke er nogen karakter at forbedre. NB2 – Sartre og eksistentialismen. Den handlende er en fiktion. Vi føjer gerningsmanden til gerningen.

Qualitas occulta = virtus dormitiva

Sandheden er ikke det, vi tror, den er

Den sandhed, vi har, er ikke den måde, vi tror, den er

p. 146: Sandheden er “en bevægelig hær af metaforer, metonymier, antropomorfismer”, dvs. den er det, som vi ønsker, at den skal være, og har kun ringe forbindelse til noget mere fundamentalt. Vores sandhed er en funktion af, hvem vi er. Den behøver ikke engang at være konstant. (Hvordan skulle vi vide, om den gjorde eller ikke gjorde det? Jf. problemet om `tidens hastighed’ – går den forbi med et sekund pr. sekund…?)

Sandheder ser solide ud, bare fordi de har eksisteret i en tid.

Samfundet producerer en moralsk impuls til ikke at lyve. Men Nietzsche foragter den eksisterende moral og det eksisterende samfund. Så han er da igen uimponeret af sandheden. Samfundet tillader en rangorden, som Nietzsche her foragter. Det kan undre, fordi han andre steder går ind for rangorden. Så han må altså mene, at det er den forkerte orden. Et samfund, der er ordnet efter sandheden, kunne, kan vi formode, tillade præsterne og slaverne at trives. Dette er Nietzsches diagnose af det moderne samfunds fordærv og nedbrydning.

Perspektivismen beskriver den faktiske tilstand

Perspektivismen er sand*

p. 148: “Spørgsmålet om, hvilken af disse to opfattelser af verden der er den mest korrekte, er ganske meningsløst, da det ville kræve, at de blev målt ud fra kriteriet om det korrekte perspektiv.”

Perspektivisme er Nietzsches vigtige doktrin, udviklet i GM, om, at der kun findes sandhed ud fra et perspektiv – og også at det stærkeste individ eller det mest gennemskuelige intellekt kan have flere perspektiver på samme emne eller idé samtidig. Dette er ikke kun sandt, når disse perspektiver også er i modstrid med hinanden, det er især sandt i så fald!

“Det er vore behov, der fortolker verden; vore drifter og deres For og imod”

Dette tilføjer til perspektiveringstanken, at de forskellige perspektiver er begunstiget af individuelle drifter, som vi har.

Alle drifter er en slags lyst til at herske; hver enkelt har sit perspektiv, som den gerne vil tvinge alle de andre drifter til at acceptere som norm.”

Viljen til magt, §481 (1883-1888)’

Social Model Of The Mind

Dette er Nietzsches sociale model af intellektet som en samling af konkurrerende drifter. Selvet er en illusion. Det er et parlament. I denne model. er selvet en splittet, polariseret og tendentiøs kongres. Hvert element har sine egne sandheder. For Nietzsche er det stærke eller værdifulde selv et parlament, hvor alle medlemmer/drivkræfter kan blive hørt på én gang. Ingen bliver bragt til tavshed af en anmassende formand. Alle bevæger sig mod udtryk.

Perspektivismen er “modgiften mod sandheden”. Dette er en konsekvens af den store GM III-idé: Der findes ikke noget guds perspektiv på absolut sandhed, ligesom der ikke findes nogen gud. Perspektivisme er dog ikke relativisme, fordi der stadig er en rangordning af perspektiver. Det betyder, at Nietzsche faktisk ikke er nihilist, på trods af hyppige påstande om det modsatte.

*Hvad betyder “sandt”? Nietzsche har netop argumenteret udførligt for, at der ikke er noget, der er sandt på den måde, som vi tror, det er. Han siger faktisk ikke “Perspektivismen er sand” af den grund. Han må altså mene noget i retning af “perspektivismen er værdifuld” eller nyttig. Det fører selvfølgelig videre til yderligere spørgsmål, såsom “hvad er ulemperne ved perspektivismen?” og “Hvordan kan vi bevise, at perspektivismen er sand?”

Sprog er poesi

Det, vi kalder sandhed, er blot en korrelation af betydninger hos alle mennesker.

p. 149: En evigt gentaget drøm “ville blive følt og bedømt helt og holdent som virkelighed”

Dette er en meget tidlig henvisning til den vigtige doktrin om evig gentagelse. Denne doktrin optræder første gang i utvetydig form i Den homoseksuelle videnskab (Die fröhliche Wissenschaft, 1882.) Nietzsches essay “Om sandhed og løgn i en ikke-moralsk forstand” er fra 1873, så det ville være et nyt resultat at vise, at han allerede på dette tidspunkt havde nævnt doktrinen. Vi skal huske, at hele Nietzsches (offentliggjorte) forfatterskab sker i en periode på mindre end 20 år reelt. The Birth of Tragedy blev udgivet i 1872, og Nietszche bliver sindssyg i 1889. På tysk hedder det her: “wie ein Traum, ewig wiederholt”; jf. doktrinen på tysk: “Die Ewige Wiederkunft des Gleichen.”

Viljen til sandhed er i virkeligheden en trang til at danne metaforer.

Videnskab er foregivelse, som sproget var forvanskning.

Se også:

Nietzsche om `Hvad jeg skylder de gamle’: Resumé

#Proust: Et argument for #Simulationsteori

Nietzsches redegørelse for sandheden

Foretrækker Nietzsche mestermoralen frem for slavemoralen?