Opstand
I slutningen af januar 2011 – efter at en folkelig opstand i Tunesien, kendt som Jasminrevolutionen, havde tvunget præsident Zine al-Abidine Ben Ali fra magten og inspireret lignende protester i Egypten – samledes tusindvis af demonstranter i Sanaa og flere andre yemenitiske byer for at opfordre Ṣāliḥ til at træde tilbage som præsident. Demonstranterne råbte prodemokratiske slogans og fordømte fattigdom og officiel korruption. I modsætning til de egyptiske og tunesiske protester, som syntes at have en ringe centraliseret ledelse, så protesterne i Yemen ud til at være organiseret og ledet af en koalition af yemenitiske oppositionsgrupper. De yemenitiske demonstrationer forløb med lidt vold mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Som reaktion på demonstrationerne gjorde Ṣāliḥ adskillige økonomiske indrømmelser, herunder en nedsættelse af indkomstskatterne og en forhøjelse af lønningerne til de offentligt ansatte. I februar lovede han, at han ikke ville stille op til genvalg, når hans nuværende mandatperiode udløb i 2013, og han lovede, at hans søn ikke ville efterfølge ham på posten. Det lykkedes ikke at berolige demonstranterne, som bemærkede, at Ṣāliḥ havde brudt et tidligere løfte om ikke at søge genvalg i 2006.
Presidential Press Service
Da demonstranterne afviste Ṣāliḥ’s indrømmelser, afholdt de daglige demonstrationer og stødte ofte sammen med Ṣāliḥ-tilhængere, der angreb med sten, stokke og lejlighedsvis skydevåben. Den 20. februar afholdt tusindvis af yemenitiske universitetsstuderende og nyuddannede en sit-in på universitetet i Sanaa, hvor de lovede ikke at stoppe deres protest, før Ṣāliḥ trådte tilbage som præsident. Ṣāliḥ modstod opfordringer til at afsætte ham og sagde, at hans tidlige afgang ville skabe kaos i landet.
Sammenstød mellem demonstranter og politi fortsatte i marts og førte til flere yderligere dødsfald. Den 10. marts forsøgte Ṣāliḥ at berolige demonstranterne endnu en gang ved at love at udarbejde en ny forfatning, der ville styrke parlamentet og retsvæsenet. Han sagde, at forfatningsudkastet ville blive sendt til folkeafstemning inden årets udgang. Oppositionen afviste straks initiativet og fortsatte med at kræve Ṣāliḥs øjeblikkelige afgang.
Den stadig mere voldelige taktik, som sikkerhedsstyrkerne anvendte over for demonstranterne, udhulede støtten til Ṣāliḥ inden for den yemenitiske regering og svækkede hans greb om magten. Den 18. marts åbnede Ṣāliḥ-loyalister i civilt tøj ild mod demonstranter i Sanaa, hvorved mindst 50 mennesker blev dræbt. Episoden fik snesevis af yemenitiske embedsmænd, herunder diplomater, ministre og parlamentsmedlemmer, til at træde tilbage i protest. Den 20. marts meddelte generalmajor Ali Mohsen al-Ahmar, chef for hærens 1. pansrede division, sin støtte til oppositionen og lovede at bruge sine tropper til at beskytte demonstranterne. Ahmars afhopning, der anses for at være den mest magtfulde militærofficer i Yemen, blev hurtigt fulgt op af lignende meddelelser fra flere andre højtstående officerer. Afhoppene øgede yderligere spændingerne i Sanaa, hvor de afhoppede militærenheder og de enheder, der stadig var under Ṣāliḥ’s kontrol, begge indsatte kampvogne og pansrede køretøjer til centrale steder omkring byen.
Den 22. marts nægtede Ṣāliḥ igen at træde tilbage med det samme og tilbød i stedet at forlade embedet i januar 2012 efter parlamentsvalget. Hans tilbud blev afvist af oppositionen. Da presset for at træde tilbage steg, indledte Ṣāliḥ forhandlinger med militære officerer, politiske ledere og stammeforeninger for at fastlægge betingelserne for hans afgang. Den 26. marts var der rapporter om, at en aftale var nært forestående, og Ṣāliḥ selv forstærkede opfattelsen af, at han forberedte sig på at træde tilbage, idet han i en tale sagde, at han kun ville overdrage magten til “sikre hænder” for at forhindre, at landet gled ud i kaos. Men den 28. marts, midt i rapporter om, at forhandlingerne var gået i stå, viste Ṣāliḥ sig endnu en gang trodsig og sagde, at han ikke længere ville gøre indrømmelser til oppositionen.
Den 23. april indikerede Ṣāliḥ, at han accepterede en plan foreslået af Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC), som ville fjerne ham fra magten og indlede overgangen til en ny regering. Planen krævede, at Ṣāliḥ skulle træde tilbage 30 dage efter formelt at have bedt premierministeren om at danne en national samlingsregering, der skulle omfatte medlemmer af oppositionen, til gengæld for en garanti om immunitet mod retsforfølgelse for Ṣāliḥ og hans medarbejdere, herunder familiemedlemmer og tidligere embedsmænd. Ṣāliḥ’s afgang ville blive fulgt 30 dage senere af præsidentvalg. Planen blev hurtigt godkendt af den yemenitiske opposition, selv om mange demonstranter var vrede over den bestemmelse, der gav Ṣāliḥ immunitet. Initiativet vaklede i begyndelsen af maj, da Ṣāliḥ i sidste øjeblik trak sin støtte tilbage og nægtede at underskrive aftalen. Tre uger senere, efter at der var blevet foretaget nogle formelle ændringer i aftalen, meddelte repræsentanter for Ṣāliḥ, at han var klar til at underskrive. Den 22. maj nægtede Ṣāliḥ imidlertid endnu en gang at underskrive i sidste øjeblik, hvilket fik GCC til at indstille sine bestræbelser på mægling. Da chancerne for en forhandlingsløsning syntes fjerne, intensiveredes de voldelige konfrontationer mellem loyalistiske og oppositionelle styrker. I dagene efter Ṣāliḥ’s afvisning af at underskrive GCC-aftalen udbrød der voldsomme kampe i Sanaa mellem pro-oppositionsstammemilitser og tropper, der var loyale over for Ṣāliḥ, hvor snesevis af mennesker blev dræbt.
Hani Mohammed/AP
Den 3. juni fik Ṣāliḥ omfattende forbrændinger og splinterskader, da en bombe, der var placeret i præsidentpaladset i Sanaa, eksploderede. Han blev transporteret til Saudi-Arabien til medicinsk behandling den næste dag, og hans vicepræsident, ʿAbd Rabbuh Manṣūr Hadī, blev efterladt til at fungere som fungerende præsident i hans fravær. Yemenitiske embedsmænd fastholdt, at Ṣāliḥ hurtigt ville vende tilbage til Yemen og genoptage sine opgaver, men medlemmer af oppositionen hilste hans fravær velkommen som en mulighed for at forhandle en overgangsaftale, der formelt ville fjerne ham fra magten.
Selv med Ṣāliḥ ude af landet syntes oppositionens bestræbelser på at forhandle en magtoverdragelse at gå i stå. I september udbrød der igen skudkampe i Sanaa mellem oppositionen og styrker loyale over for Ṣāliḥ. Under stigende frygt for en borgerkrig vendte Ṣāliḥ pludselig tilbage til Yemen den 23. september.
Den 23. november underskrev Ṣāliḥ efter flere dages forhandlinger en aftale om overdragelse af magten til vicepræsident Hadī. Den internationalt mæglede aftale krævede et præsidentvalg med Hadī som den eneste kandidat på stemmesedlen, der skulle afholdes i februar 2012, og Ṣāliḥ beholdt titlen som præsident indtil da. Hadī skulle derefter sidde i en toårig periode som præsident og lede udarbejdelsen af en ny forfatning. Valget blev afholdt i februar som planlagt, og Hadī blev taget i ed som præsident den 25. februar.