Kontekst: For det første ved erkendelsen af vigtigheden af en stram glykæmisk kontrol for at forebygge komplikationer, og for det andet ved tilgængeligheden af flere unikke klasser af orale antidiabetiske midler. At finde ud af, hvilket middel der skal anvendes i bestemte kliniske situationer, er et nyt dilemma for lægen i den primære sundhedspleje.
Formål: At foretage en systematisk gennemgang af tilgængelige data fra litteraturen vedrørende effektiviteten af orale antidiabetika, både som monoterapi og i kombination.
Datakilder: Der blev foretaget en MEDLINE-søgning for at identificere alle engelsksprogede rapporter om unikke, randomiserede kontrollerede kliniske forsøg med nyligt tilgængelige orale midler mod type 2-diabetes. Bibliografier blev også gennemgået for at finde yderligere rapporter, der ikke var identificeret på anden vis.
Studieudvælgelse og dataudtrækning: Undersøgelser (63) blev inkluderet i analysen, hvis de havde en undersøgelsesperiode på mindst 3 måneder; hvis hver gruppe indeholdt mindst 10 forsøgspersoner ved undersøgelsens afslutning; og hvis hæmoglobin A(1c) blev rapporteret. Når flere doser af et lægemiddel blev testet, blev resultaterne af den højeste godkendte dosis anvendt. I placebokontrollerede forsøg præsenteres hæmoglobin A(1c)-data som forskellen mellem ændringen hos behandlede forsøgspersoner og placeboforsøgspersoner.
Datasyntese: Der er nu fem forskellige orale lægemiddelklasser til rådighed til behandling af type 2-diabetes. Sammenlignet med placebobehandling sænker de fleste af disse midler hæmoglobin A(1c)-niveauet med ca. 1 % til 2 %. Der påvises normalt ækvivalent effekt, når forskellige midler sammenlignes med hinanden i den samme undersøgelsespopulation. Når de anvendes i kombination, er der yderligere glykæmiske fordele. Der er kun påvist langsigtet vaskulær risikoreduktion med sulfonylurinstoffer og metformin.
Konklusioner: Med få undtagelser er de tilgængelige orale antidiabetika lige effektive til at sænke glukosekoncentrationerne. Deres virkningsmekanismer er imidlertid forskellige, og som følge heraf synes de at have forskellige metaboliske virkninger. Disse afspejles i deres bivirkningsprofiler og deres virkning på den kardiovaskulære risiko, hvilket kan påvirke valget af lægemiddel.