Jeg blev først diagnosticeret med livmoderhalskræft i 2009 og søgte straks behandling på MD Anderson. Efter seks brutale uger med strålebehandling og kemoterapi efterfulgt af to ugers brachyterapi (intern stråling) var tumoren ikke længere synlig.
Men lidt over et år senere, i oktober 2010, fandt mine læger ud af, at tumoren var vendt tilbage.
Min mand og jeg tog straks hjem og gjorde det, som alle læger siger, at man IKKE skal gøre: internetforskning. Vi søgte efter alt, hvad vi kunne finde om tilbagevendende livmoderhalskræft. Desværre fandt vi ikke meget om overlevende.
Det, vi fandt, var en procedure, der kaldes total bækkenekstremation. Det lød meget barbarisk. Jeg troede helt sikkert, at ny teknologi måtte have gjort en så radikal operation unødvendig. Jeg tog fejl. Men jeg er glad for at kunne sige, at jeg har overlevet og kan fortælle min historie.
Da jeg stod over for udsigten til total bækkenexenteration
Da min onkolog, Kathleen Schmeler, M.D., satte sig ned for at forklare mig præcis, hvad en total bækkenexenteration indebar, sank mit hjerte. Denne store operation ville fjerne min livmoder, livmoderhals, æggestokke, æggestokke, æggeledere og skede samt min blære og en del af min tyktarm, endetarm og tarme.
Alt det, jeg havde læst og troet var fiktion, var ved at gå i opfyldelse. Hvordan skulle jeg overleve denne operation? Hvad skulle min mand og mine børn gøre uden mig? Jeg var en hvirvelvind af bekymringer. Jeg kunne ikke engang sige ordet “operation” uden at bryde sammen i tårer.
Find støtte og håb
Dr. Schmeler indså, at jeg havde brug for hjælp. Ikke bare hjælp – håb. Hun kontaktede en anden af sine patienter, der hed Jodi, som tidligere havde fået foretaget en total bækkeneksploration. Hun fortalte mig, at jeg kunne ringe og tale med Jodi og spørge hende om hvad som helst.
Jeg ringede til Jodi den samme aften, og vi talte sammen i tre lange timer. Hun var en åben bog for alt, hvad jeg spurgte om, uanset hvor personligt det var. Det blev meget personligt.
Hun var præcis, hvad jeg havde brug for. Da jeg vidste, at nogen var i live og havde det godt og levede et liv, der meget lignede mit eget, indså jeg for første gang, at dette ville være muligt. Den lettelse, der kom fra den samtale, var uvurderlig.
Jodi tilbød at møde min mand og mig personligt. Da vi mødtes, vidste jeg, at jeg ville være okay. Frygten for operationen – den radikale, livsændrende, skræmmende operation – smeltede væk. Hvis en anden kunne gøre det, kunne jeg også gøre det.
Min totale bækkenekstraktion
Min hele tilgang til operationen ændrede sig. Jeg forberedte mig så meget, som jeg kunne, vel vidende, at jeg havde en lang genopretning foran mig. Vi arrangerede børnepasning hos bedsteforældrene, fik ordnet vores juleindkøb og fik indhentet regninger og vasketøj. Nu gik jeg ind og vidste, at jeg ville komme ud på den anden side.
Og det var præcis, hvad jeg gjorde. Den 13 timer lange operation gik godt, uden større komplikationer. Genoptræningen var lang og til tider ubehagelig, men det var bare det – genoptræning. Jeg tror virkelig, at det at have Jodi at tale med gjorde hele forskellen i min bedring. Hun gik stadig i de samme sko, som jeg nu gik i. Hun var i stand til at give mig tips og tricks til, hvordan jeg kunne håndtere min “nye normalitet”. Vi blev gode venner og støtter stadig hinanden den dag i dag.
Forsyning af støtte til andre
Jeg var meget heldig, at Jodi var villig til at dele sine erfaringer for at hjælpe mig. Det vil jeg altid være taknemmelig for. På samme måde håber jeg nu at kunne hjælpe andre på samme måde. Efter min helbredelse spurgte Dr. Schmeler, om jeg ville være villig til at tale med patienter, der står over for en total bækkenexenteration. Jeg sagde ja uden tøven.
Hvis jeg kan give bare ét gram håb til nogen, hjælpe med at opløse enhver frygt for det ukendte og lade dem vide, at de ikke er alene, så er det absolut det, jeg ønsker at gøre. Sidste år blev jeg frivillig i MD Anderson’s enkeltstående støtteprogram, myCancerConnection, og jeg har nydt hvert eneste minut af det. Jeg har mødt nye mennesker, og jeg håber, at jeg har hjulpet dem på samme måde, som Jodi hjalp mig. Jeg har fået nye venner undervejs, som jeg altid vil føle en forbindelse med.
Sommetider er de forhindringer, vi står over for, bare skræmmende, men med støtte har jeg lært at forblive selvsikker og håbefuld. Vi er ikke alene i denne kamp for at gøre en ende på kræft, og som jeg lærte ved at tale med Jodi, bliver det lettere at omfavne håbet og tænke på os selv som overlevende, når vi først er klar over det.
For at anmode om støtte fra myCancerConnection eller for at blive frivillig skal du ringe på 1-800-345-6324.