DISCUSSION
Målene med læberekonstruktion er både funktionelle og æstetiske. Oral kompetence, muskelintegritet og tilstrækkelig stomal apertur er afgørende for en funktionel læberekonstruktion. Respekten for læbens anatomiske landemærker, f.eks. den hvide rulle eller vermilion-kutane overgang, giver mulighed for en kosmetisk naturlig rekonstruktion. Læbernes unikke struktur og udseende egner sig til at anvende eksisterende læbevæv til “lignende rekonstruktion”, når det er muligt, da fjerntliggende væv typisk giver ringere resultater. Dette begreb gør det desuden muligt at bevare en sammenhængende, innerveret orbicularis oris-muskel for at opnå en bedre funktionel rekonstruktion. Lokale flaps, herunder cross-lip flaps, er blevet hovedhjørnestenene i rekonstruktionen af større deformiteter, der ikke er egnet til direkte eller glidende lukning af læben.
Det første rapporterede tilfælde af en 2-faset pedicled “lip switch”-flap tilskrives Sabattini i 1838. Brugen af en klap baseret på de labiale grene af ansigtspulsåren blev imidlertid populariseret af Dr. Robert Abbe i 1898 som en komplet filtral rekonstruktion til bilateral læbespalte deformiteter.1 Som oprindeligt beskrevet er Abbe-lappen designet med en bredde på ca. halvdelen af defektens bredde (for at dele den tværgående længdeforskel mellem de eksisterende læber på passende vis) med en højde på klappen, der svarer til defektens vertikale dimension. Flappen er udformet med en pedicle mod siden af defekten. Når det er muligt, anvendes den centrale underlæbe som donorsted, da denne typisk er behåret hos mænd og efterlader det mindst synlige ar. Den hvide rulle bør markeres i forvejen, da den kan blive skjult af bleghed eller blødning. Flappen løftes op, herunder hud, muskel og slimhinde, idet man er forsigtig med at bevare en lille mængde slimhinde og den labiale arterie ved den vermilionfarvede grænse. Flappen roteres og indsættes, idet der sørges for at tilpasse anatomiske pejlemærker, herunder lukning af orbicularis oris og tilpasning af den hvide rulle. En omhyggelig eversion af de syede kanter forhindrer “hakning” og minimerer arvævsdannelse. Efter 2 til 3 uger deles pediklen, og klappen sættes ind.1,3
Disse fuldtykkelseslapper kaldes nu Abbe-lapper, og mange beskrevne modifikationer har fastslået deres rolle ved rekonstruktion af både over- og underlæbe-defekter som følge af medfødte anomalier, traumer eller neoplasi.2 Den vigtigste indikation for Abbe-lappen er en fuld tykkelsesdefekt, der omfatter en tredjedel til to tredjedele af læben med en intakt oral commissure.3,4 Det er vigtigt at bemærke, at i den akutte situation bør det tilgængelige væv anvendes så godt som muligt for at opnå sårlukning. Efter lukningen tillades en periode med sårkontraktur for at minimere defektstørrelsen. Abbe-lappen bør ikke udføres på skadestuen eller i en akut hundebidssituation. Rekonstruktion før denne periode med sårkontraktur ville kræve en stor mængde donorvæv, have en høj risiko for infektiøse komplikationer og potentielt føre til dårligere resultater.
En solid forståelse af den kutane anatomi er vigtig ved udformning og elevation af flappen. Afhængigt af defektplacering er Abbe-lappens pedikel den overlegne eller inferiore labialarterie, der udspringer af facialarterien lige lateralt for den orale commissure. Disse kar løber derefter i et horisontalt plan dybt ned til mucosa, der ligger over musculus orbicularis oris, for at anastomose ved midterlinjen med kontralaterale grene. Arteria labialis superior sørger for blodforsyningen til overlæben med terminale grene, der forsyner næsefløjene og septum. Arteria labialis inferior sørger for blodforsyningen til underlæben og den øverste del af hagen.5 Følelsen til overlæben leveres via de infraorbitale nerver og til underlæben af de mentale nerver, der kommer ud gennem de mentale foramina. Små kutane grene skæres af under klapelevation, men den spontane sensoriske genopretning er ofte fremragende.
Abbe-lappen er et glimrende valg til rekonstruktion af fuldtykkelsesdefekter i læben med undtagelse af den orale commissure. I mere end 100 år har den været en alsidig teknik til rekonstruktion af over- og underlæben og har givet gode funktionelle og æstetiske resultater. Dens anvendelse vil helt sikkert fortsætte som et eksempel på “lignende med lignende” rekonstruktion.