INDLEDNING
Candida-arter er en del af den normale flora hos ca. 25 % af kvinderne og er en kommensal saprofytisk organisme på vaginaens slimhindeoverflade. Når vaginaens økosystem forstyrres, bliver C. albicans et opportunistisk patogen. Lactobacillus, en aerob gram-positiv stav, findes hos 62-88 % af asymptomatiske kvinder og er regulerende for den normale vaginale flora. Lactobaciller danner mælkesyre, som opretholder den normale vaginale pH-værdi på 3,8 til 4,5 og hæmmer bakteriers vedhæftning til de vaginale epitelceller. Ca. 60 % af de vaginale Lactobacilli-stammer producerer hydrogenperoxid, som hæmmer væksten af bakterier og ødelægger humant immundefektvirus (HIV) in vitro. Lactobacilli hæmmer væksten af svampe i vagina. Når den relative koncentration af Lactobacilli falder, sker der en hurtig overvækst af Candida-arter. Efter den traditionelle kur på 10 til 14 dage med oral bredspektret antibiotika stiger procentdelen af kvinder, der har vaginal kolonisering af Candida, til det tredobbelte.
Det anslås, at 75 % af kvinderne oplever mindst én episode af vulvovaginitis candidiasis (VVC) i løbet af deres fødedygtige år, og ca. 40-50 % oplever et andet anfald.
Candida albicans er ansvarlig for 85 til 95 % af vaginale gærinfektioner. Faktorer, der forårsager en øget modtagelighed for VVC, omfatter antibiotikabehandling, graviditet, ukontrolleret diabetes mellitus, brug af orale præventionsmidler (især højdosisformuleringer), immunosuppressanter og okklusivt syntetisk tøj.
Symptomer på VVC omfatter pruritus og vaginalt udflåd. Andre symptomer kan omfatte vulvarbrænding, dyspareunia, vulvardysuri og vaginal irritation. Udflåd er ikke altid til stede, og der kan kun være en lille mængde. Behandlingsmidler omfatter butoconazol, clotrimazol, mikonazol og terconazol. Nogle af bivirkningerne ved azoler er pruritus, vulvovaginal svie, svie, erytem, urticaria, irritation, hovedpine og hududslæt.
Honning er blevet brugt siden oldtiden som en del af traditionel medicin. Det fungerer også som et antibakterielt, antioxidant, antitumor, antiinflammatorisk og antiviralt middel. Troen på, at honning er et næringsstof, et lægemiddel og en salve, er blevet ført ind i vore dage. I en lang menneskelig tradition er honning blevet brugt ikke kun som et næringsstof, men også som et lægemiddel. Honning indeholder talrige forbindelser såsom organiske syrer, proteiner, aminosyrer, mineraler, polyfenoler, vitaminer og aromaforbindelser. Det har vist sig at indeholde betydelig antioxidantaktivitet, herunder glucoseoxidase, katalase, ascorbinsyre, flavonoider, phenoliske syrer, carotenoidderivater, organiske syrer, aminosyrer og proteiner.
Honning hæmmer væksten af mikroorganismer og svampe. Den antibakterielle virkning af honning, hovedsagelig mod grampositive bakterier, er veldokumenteret. Der er rapporteret om både bakteriostatiske og bakteriedræbende virkninger for mange stammer, hvoraf nogle er patogene. Honningens antimikrobielle virkning skyldes forskellige stoffer og afhænger af honningens botaniske oprindelse. Den lave vandaktivitet i honning hæmmer bakterievækst. Honnings glukoseoxidase producerer det antibakterielle middel hydrogenperoxid, men kapaciteten til peroxidproduktion afhænger også af honningens katalaseaktivitet.
Varidi A. et al. rapporterede i deres undersøgelse af ni spædbørn med store, åbne, inficerede sår, at alle spædbørn viste en markant klinisk forbedring efter fem dages behandling med topisk påføring af 5-10 ml frisk, uforarbejdet honning to gange dagligt. De konkluderede, at honning er nyttig til behandling af postoperative sår, der er inficerede og ikke reagerer på konventionelle systemiske eller lokale antibiotikabehandlinger.
Honning opretholder et fugtigt sårmiljø, der fremmer heling, og dens høje viskositet bidrager til at skabe en beskyttende barriere, der forhindrer infektion. Desuden hjælper den milde surhedsgrad og den lave frigivelse af hydrogenperoxid både med vævsreparation og bidrager til honningens antibakterielle aktivitet.
Al-Waili NS og Saloom KY har konkluderet, at lokal anvendelse af rå ufortyndet honning hurtigt kunne udrydde bakterieinfektioner, reducere antibiotikaforbruget og hospitalsopholdet, fremskynde sårheling, forhindre sårdehiscens og behov for gen-suturering og resultere i minimal ardannelse hos kvinder med postoperative sårinfektioner på grund af grampositive og gramnegative bakterier efter kejsersnit og hysterektomi.
Forekomsten af Candida-infektioner er stigende på verdensplan. Den alvorlige karakter af disse infektioner forværres af den stigende grad af lægemiddelresistens. Visse honningtyper har en betydelig svampedræbende aktivitet over for kliniske isolater af Candida-arter. Vigtigst af alt er det, at den mindste hæmmende koncentration af disse honninger kan opnås i kliniske omgivelser.
I en undersøgelse af Mercan et al. udviste honning høj antikandidel aktivitet på C. albicans, P. aeruginosa, E. coli og S. aureus. De honningprøver, der blev fremstillet fra Izmir, viste sig at være mere effektive som inhibitorer mod P. aeruginosa, E. coli og S. aureus. Den honning, der blev fremstillet fra Muğla, udviste høj antikandidataktivitet over for C. albicans.
I en undersøgelse af Al-Wailli var en blanding af honning, bivoks og olivenolie effektiv til at reducere symptomerne på dermatitis og udryddede C. albicans fra 50 % af de kulturpositive patienter i løbet af det syv dage lange forsøg.
Da der var forskelle mellem de rapporterede undersøgelser, og der ikke var meget kendt om effekten af iranske honninger, lykkedes det os at undersøge in vitro-effekten af honning fra det centrale Iran og sammenligne den med effekten af miconazol på Candida albicans. Da Lactobacillus var en normal vaginal flora, der beskyttede det vaginale økosystem, og forstyrrelsen af dette økosystem var vigtig ved vaginale infektioner, herunder candidiasis, blev effekten af honning på Lactobacillus også undersøgt.